Vi står på en mark for foden af en borgruin. Nordeuropas største. Vi er delt op i drenge- og pigehold. De ældre udenlandske teenagere, der har været vores ledere i løbet af de sidste par uger, er også med på holdene. En sidste kamp, for at afgøre hvem, der er bedst. Drengene eller pigerne. Vi har den alder, hvor vi stadig matcher hinanden fysisk. Men vi kommer fra to verdener. Alt er konkurrence. Jeg er rigtig god til engelsk. Det er Camilla også. Det er hende og jeg, der taler bedst med vores ledere, der kommer fra Italien, USA, Tyskland og alle mulige andre steder.
   Da det er drengenes tur til at slå, begynder nogen at slå bolden udover sidelinjen, hvor ingen af pigerne har stillet sig. På den måde scorer vi en masse point og befriere. Pigerne bliver skidesure og protesterer højlydt hver gang. Siger vi ødelægger spillet. Der bliver indført en regel om, at der ikke længere må slås direkte udover sidelinjen. Det er min tur til at slå. Jeg rammer bolden skævt, og den farer direkte udover sidelinjen. En af pigerne med indiske rødder eller måske pakistanske eller måske Sri Lankanske, brokker sig helt vildt og det gør mig hidsig. Jeg føler mig forurettet behandlet. Jeg skød den ikke udover linjen med vilje. "Din negerunge" siger jeg. Hun bliver meget ked af det og græder. "What did he say?" er der en leder, der spørger. Camilla oversætter. "He called her a nigger." Jeg husker udtrykket i ansigtet på den afroamerikanske leder. Skuffet. Overrasket. Ked af det.
   Den italienske leder, som måske er 18, som har grillet med mig og mine forældre og mine søskende hjemme i vores have, et par dage forinden, farer hen og tager kvælertag på mig, mens han løfter min krop fra jorden. Jeg kan ikke få luft og jeg tænker, at jeg mente det jo ikke på den måde.