Da jeg vågnede i morges var der en der græd, det var ikke dig
Morgengry, det var ikke længere en leg, hverken for dig eller mig
Rummet var rungende tavst, der var stilhed efter destruktion
Du åndede roligt, lå lit de parade, jeg havde forsøgt obduktion
Vi havde fløjet højt, måtte nu nødlande på vores dødvande
Jeg måtte skrifte at jeg dræbte dine beklædningsgenstande
Dit redskab til at få verdens opmærksomhed
Himlen under universet forsvandt på den tynde is som vores ed
Omk : Jeg svaner dig, savner dig, savner dig vanvittigt
Jeg savner dig så det skræmmer mig fra hvid og sans
Jeg savner dig så det næsten har slået mig ihjel
Jeg savner dig sådan at min puls er overflødiggjort
Jeg savner dig så det skære ind til ben og marv
Længslen og smerten er mit eneste eftermæle
Du skal vide at jeg savner dig, skønt dette er vores gravmæle
En enfoldig elskers bekendelse
En enfoldig elskers erkendelse
En enfoldig elskers bekendelser, alt mellem skabelser og fortabelser
Mine erkendelser blev retssat, thi kendes for kendelser
Afståelsen af tilværelsen, blev min straf, nu har jeg ingen ting
Himlen under universet havde været vores eneste begrensning
Vi havde flået store bidder af livet, nu har jeg kun savnet tilbage
Jeg savner dig, savner dig vanvittigt, som havde du taget mig af dage
En enfoldig elsker bekender at jeg savner livet
Intet er givet, men jeg kendes på motivet
B : Det er de dumme detaljer der får mig til at savne dig
Måden du slår håret tilbage og kikker på mig
Måden du tænker på, når jeg ved hvad du tænker
Jeg savner dig for den måde du får mig til at bryde mine lænker
Jeg savner dig for den måde at du gør det, du vælger at gøre
Jeg savner dig når vi ikke har andet at gøre end at kærtegne og røre
Det er de små detaljer der giver ro, når du er tilstede
Det er dine dumme detaljer der giver mig en indre glæde
Jeg savner din krop og dit intellekt
Jeg savner fysiks og psykisk, jeg savner min egen selvrespekt