Allu Felagi! (Hej ven)

Hvaler i de rullende tanglande, hvor fiskene svømmer i luften, regnede ned gennem huller i det himmelskrabende hav, længe før jeg havde mulighed for at skrive deres historie. Såkaldte 'hvaldråber'. Større end skibe. Større end huse. Større end forventet. Nedstigende for at hjælpe med at fylde bølgernes bundløse livmoder. Jeg prøver blot at fylde en lille side.

Mit liv er mit egen fortjenestes værk. Min gerning og pligt. Min hukommelse. Min forvikling i gobelinet.
Jeg skriver, fordi jeg er et blæk-hjerte. Og ved at være blæk-hjertet er min opgave eller min inderste trang det, at skrive skriften i stedet for dem, hvis valg og lyst drager væk fra stien, der giver folk fingerløse handsker. Gående fingrer, tænkende fingrer, fingrer i færd med at skrive, slidder alle former for tekstil. Knækkker negle og trækker deres rødder. Sådan metaforisk set altså ;)

Ved at skrive noget hver dag, opdager du, at det ikke er, at du har noget at sige, der får dig til at gøre det.
Det er, at du finder ud af, hvad du har at sige, ved at gøre det, du skal gøre. At skrive. Det indså jeg med rette tide til at pleje mit hjerte af blæk.

Da jeg tog mig selv fri i går aftes, sagde nogle mennesker: "Åh, du må have så meget at sige, for du skriver hver dag."
Nej... Faktisk er det det modsatte af det. Jeg har mere at sige, fordi jeg sætter mig ned og skriver hver dag for at finde ud af, hvad jeg tænker, og hvad jeg egentlig har at sige. Derfor tænkte jeg at dette ville være et godt sted. For at dele nogle lækager fra mit hjerte af blæk. Måske du skulle prøve det samme? Vi ses på papiret *prik prik prik*