Det tænker jeg tit på. Altså dette DET, som den medikamentelle og overvenlige BigBrotherrepræsenterende ubevidste overlæge, forsøger at gøre til et DET, som lille jeg kan blive mere opmærksom på, for det vil han godt lige hjælpe mig til. Og jeg er holdt op med ironi,men kan nu alligevel ikke lade være med ironien her i teksten, som opstod. Og nu er vi igen væk, lille Niels og mig, fra hinanden. Alt er Hvidt på det pæne Roskilde mental hospitals gange. Gangene er moderniseret for at virke mindre hvide, men i mig føles de sammen med behandlingen, ja disse gange føles lange at vandre ad sammen med mine gode medkollegiale patientvenner. Man bliver væk fra sig selv her i Roskilde, på trods af alle roser hinanden, og men mener at ros og lidt bryskhed som paradoksal pisk og gulerod stokkemetoder kan sammenholde en helhed tilsammen overfor os patienter. Min ven der er vendt hjem til Spanien, ringer til mig en aften, hvor personalet har glemt at kræve jeg afleverer telefonen som man bør ifølge dem for ikke at blamere sig selv på de sociale medier. Han taler engelsk. Jeg beder ham hente min motorcykel eller også den lille handicapknallert her i Danmark og få den til Ubeda ved Jaen i Andalusien, bare en af maskinerne. I Will catch up later. Det siger jeg i røret. Nåede han at lægge røret på, så han ikke hørte det med catch up. Når jeg at lægge så godt et puslespil med min exkone angående vores nye separate økonomi, at hun og jeg kan lege catch up. Får min karate betydning i den anklage politiet har kørende imod mig. Catch 22.