Det heterogene urbane menneskes vaklen i det fjerne. Mellem det normale i det gale. Eller det falske fra det ægte. Når det eneste vi prøver er, at spille så perfekte.
At tilpasse sig den bestemte skabelon, stod ikke til diskussion. Det ydre beklædes med venlige blikke og falske smil. Den ubestridelige sandhed af at være dopet på medicin.
Nærmest morsomt hvordan facaden gemmer på hemmeligheder. En selvopfyldende og skadelig profeti. Jeg befinder mig under raderen for at fortie de tanker og smerter, der gemmer sig inde i.
Håbløshedens kompas er blot tavse ord der ikke har nogen lyd. Ingen ved at jeg betvivler og sætter spørgsmålstegn ved livets eksistens. Håber nærmest på denne konsekvens.