Når arbejdslivet ophører


1 år, 2 måneder siden 4 kommentarer Essays

1Verdens mest opdyrkede land
Hvis man bor midt i landbrugsland · er der ingen natur, kun opdyrke... [...]
Digte
1 dag, 18 timer siden
5Den glade gris
Svineproduktionen i vores yndige land · er intet mindre end enorm. · ... [...]
Digte
19 dage siden
8Aprils regn
April kan vel pirre alles nerver · for vandet jorden mere end mætte... [...]
Digte
1 måned, 15 dage siden
7Biodiversitet
Naturen omkring os har været her altid · Mennesket meget kort · Natur... [...]
Digte
2 måneder, 14 dage siden
5Forårslys
Nu skyder foråret frem imellem læberne · skubbet frem af sommeren i... [...]
Digte
2 måneder, 22 dage siden
7Forårsmorgen 1962
Det er den første morgen · der har sat sig i erindringen · Dynebetræk... [...]
Digte
3 måneder, 17 dage siden
6Solsortens sidste sang
Solsorten synger · En ny dag begynder · Spurvehøgen i træet · Som et ly... [...]
Digte
3 måneder, 19 dage siden
7Krigsdæmoner
Krig er forfærdelig grusom · når en diktator bliver følsom · nok til ... [...]
Digte
4 måneder, 13 dage siden

Puls: 53,9

Publiceret: 5
Afgivet: 28
Modtaget: 26
Poul Erik Pedersen (f. 1957)
De sidste otte år af mit arbejdsliv arbejdede jeg på et psykiatrisk bosted. Det var en spændende rejse ind i sindet i mødet med alle de mennesker, som boede der. De to år forinden arbejdede jeg med rehabilitering og på plejehjem. Inden jeg uddannede mig til SOSU-assistent, var jeg akademiker, hvor jeg arbejdede med miljø, natur og landbrug.

Arbejdet på bostedet var en rejse med store forandringer. Det er en periode, jeg helst ikke vil være foruden, da de har givet en enorm indsigt i mennesker og skrøbelige sind. Det har været et opgør med fordomme og en øvelse i tolerance, tålmodighed og empati.

Dengang jeg arbejdede som akademiker, fordybede jeg mig ved at læse og skrive meget. På bostedet har jeg brugt mig selv på en helt anden måde og meget mere, hvilket udvikler både fagligt og personligt, da man hele tiden må reflektere over sine handlinger og de rammer, man arbejder i. Jeg har altid haft en ekstrem iboende introversion, men med arbejdet på det psykiatriske bosted har jeg i høj grad tilegnet mig nogle nye færdigheder. Jeg blev SOSU-assistent i 2012 i en alder af 54 år.

På bostedet lyttede ansatte til hinanden, reflekterede, talte ordentligt, samarbejdede, lærte af hinanden og var kreative på mange måder, for eksempel hvordan problemer og udfordringer mødes.

Sammenholdet i personalegruppen var unik. Ja mine kolleger var endvidere fleksible, empatiske og humoren havde meget plads samtidig med et meget højt fagligt niveau. Der var rimeligt godt styr på procedurer, handlingsplaner, arbejdsmiljø, sikkerhed med mere. Det er absolut ikke en selvfølge, at disse ting fungerer. Jeg er meget glad for at have oplevet dette.

Der snakkes stadig om "det grå guld", men nu vil jeg helt og holdent selv afgøre, hvad "guldet" skal bruges til. Hvad jeg ikke når i dag, når jeg nok alligevel, og måske er det, når alt kommer til alt slet ikke længere væsentligt, at jeg skal nå specifikke mål. Jeg skal derimod leve i nuet med lige det, jeg har lyst til. Det er første gang i livet, den mulighed er der, og man er da et skarn, hvis det ikke bliver udnyttet, og hvem siger, der er nogen dag i morgen.

Der fås vel ikke bedre liv end det, man selv bestemmer over (i en vis udstrækning), og sådan bliver det et stykke hen ad vejen nu. Det er i hvert fald sådan, jeg vil se på det og prøve at udnytte. Jeg vil også arbejde på at mindske de skavanker, jeg har, og som kommer. Der bliver nu tid til naturen, svampene, motionen, skriverierne, engagement i for eksempel biodiversitet, bøgerne, filmene, kunsten, musikken, maden og fordybelse i whisky, der med måde er min livseliksir - og det hele i mit eget tempo!

Når arbejdslivet stopper, er det ikke livets endestation, men derimod en del af livet, som er groft undervurderet, og som i høj grad skal udnyttes. Selvfølgelig er det en ny bane, hvor jeg kommer tættere og tættere på slutsituationen.
Eftertænksomheden får mere tag i en - i hvert fald for mit vedkommende. Håber dog, jeg kan gøre de ting, jeg gerne vil flere år endnu. For eksempel det at være i naturen og opleve lykkedage, hvor universet trækker farverne op af jorden i uventet frihed, hvor øjnene mættes, og der spirer en ny glæde.

Det skønne whiskydestilleri Glengoyne i det skotske højland har et motto der lyder: "Unhurried since 1833".

Nu kan jeg skrive "Unhurried since 2023".

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 12/04-2023 22:57 af Poul Erik Pedersen (Poulerik) og er kategoriseret under Essays.
Teksten er på 573 ord og lix-tallet er 40.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.