Når arbejdslivet ophører


7 måneder, 21 dage siden 4 kommentarer Essays

2November er ikke, som den var engang. Solso...
Grundtvig høstsang fra 1844 høres rundt omkring med påstanden om,... [...]
Essays
16 dage siden
3Efterår 2
Højt over mig et V af brusende vinger, · Traners træk mod en lunere... [...]
Digte
28 dage siden
4Efterår
Bladene falder og falder · Stjernerne suger lys af trætte øjne. · Bol... [...]
Digte
1 måned siden
2Svampehunde
Trøffelhunde er i høj kurs · og kan blive taget af en skurk · Du kan ... [...]
Rim og vers
1 måned, 20 dage siden
3Vesterhavets fråde
Der er hvide kamme på bølgerne · Over skrænten står buskene helt sk... [...]
Digte
2 måneder, 17 dage siden
1Ramt af SCAD og skrøbeligheden rykker tætte...
I de senere år er den smukke Lee Hazlewood-sang fra 1966 "My Autu... [...]
Essays
3 måneder, 4 dage siden
3Ramt af SCAD
Vi gik en tur og jeg så · dit ansigt så dejligt. · Pludselig blegnend... [...]
Digte
3 måneder, 23 dage siden
2Oh at være en brise
Jeg går i skoven langs havet, midt i lyset, varmen og kulden. Jeg... [...]
Essays
5 måneder, 4 dage siden

Puls: 52,5

Publiceret: 6
Afgivet: 28
Modtaget: 15
Poul Erik Pedersen (f. 1957)
De sidste otte år af mit arbejdsliv arbejdede jeg på et psykiatrisk bosted. Det var en spændende rejse ind i sindet i mødet med alle de mennesker, som boede der. De to år forinden arbejdede jeg med rehabilitering og på plejehjem. Inden jeg uddannede mig til SOSU-assistent, var jeg akademiker, hvor jeg arbejdede med miljø, natur og landbrug.

Arbejdet på bostedet var en rejse med store forandringer. Det er en periode, jeg helst ikke vil være foruden, da de har givet en enorm indsigt i mennesker og skrøbelige sind. Det har været et opgør med fordomme og en øvelse i tolerance, tålmodighed og empati.

Dengang jeg arbejdede som akademiker, fordybede jeg mig ved at læse og skrive meget. På bostedet har jeg brugt mig selv på en helt anden måde og meget mere, hvilket udvikler både fagligt og personligt, da man hele tiden må reflektere over sine handlinger og de rammer, man arbejder i. Jeg har altid haft en ekstrem iboende introversion, men med arbejdet på det psykiatriske bosted har jeg i høj grad tilegnet mig nogle nye færdigheder. Jeg blev SOSU-assistent i 2012 i en alder af 54 år.

På bostedet lyttede ansatte til hinanden, reflekterede, talte ordentligt, samarbejdede, lærte af hinanden og var kreative på mange måder, for eksempel hvordan problemer og udfordringer mødes.

Sammenholdet i personalegruppen var unik. Ja mine kolleger var endvidere fleksible, empatiske og humoren havde meget plads samtidig med et meget højt fagligt niveau. Der var rimeligt godt styr på procedurer, handlingsplaner, arbejdsmiljø, sikkerhed med mere. Det er absolut ikke en selvfølge, at disse ting fungerer. Jeg er meget glad for at have oplevet dette.

Der snakkes stadig om "det grå guld", men nu vil jeg helt og holdent selv afgøre, hvad "guldet" skal bruges til. Hvad jeg ikke når i dag, når jeg nok alligevel, og måske er det, når alt kommer til alt slet ikke længere væsentligt, at jeg skal nå specifikke mål. Jeg skal derimod leve i nuet med lige det, jeg har lyst til. Det er første gang i livet, den mulighed er der, og man er da et skarn, hvis det ikke bliver udnyttet, og hvem siger, der er nogen dag i morgen.

Der fås vel ikke bedre liv end det, man selv bestemmer over (i en vis udstrækning), og sådan bliver det et stykke hen ad vejen nu. Det er i hvert fald sådan, jeg vil se på det og prøve at udnytte. Jeg vil også arbejde på at mindske de skavanker, jeg har, og som kommer. Der bliver nu tid til naturen, svampene, motionen, skriverierne, engagement i for eksempel biodiversitet, bøgerne, filmene, kunsten, musikken, maden og fordybelse i whisky, der med måde er min livseliksir - og det hele i mit eget tempo!

Når arbejdslivet stopper, er det ikke livets endestation, men derimod en del af livet, som er groft undervurderet, og som i høj grad skal udnyttes. Selvfølgelig er det en ny bane, hvor jeg kommer tættere og tættere på slutsituationen.
Eftertænksomheden får mere tag i en - i hvert fald for mit vedkommende. Håber dog, jeg kan gøre de ting, jeg gerne vil flere år endnu. For eksempel det at være i naturen og opleve lykkedage, hvor universet trækker farverne op af jorden i uventet frihed, hvor øjnene mættes, og der spirer en ny glæde.

Det skønne whiskydestilleri Glengoyne i det skotske højland har et motto der lyder: "Unhurried since 1833".

Nu kan jeg skrive "Unhurried since 2023".

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 12/04-2023 22:57 af Poul Erik Pedersen (Poulerik) og er kategoriseret under Essays.
Teksten er på 573 ord og lix-tallet er 40.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.