Vesterbro havde mit hjerte, min sjæl, og min krop.
Langt fra himlen, langt fra jorden. Asfalt og fliser dækkede det meste. Der var altid mennesker. Selv i min lejlighed var jeg pakket ind i andre. Jeg kendte mørket, men undgik det gerne. Løb gennem gader, cykler, busser, biler, hurtige ben. Rådhuspladsens infernalske myretue.
Træet i baggården, bænken på torvet. Kajkanten og Søerne var ikke nok. Jeg lukkede øjne og ører. Glemte. Glemte lyden af stilhed, månelys, våd regn, duften af jord, græsset der kildede, den blå vind, og den bløde himmel.
Jeg vidste ikke hvad det betød, bare at der manglede noget. Noget er et vidt begreb. Svært at indfange konkretisere.
Det tog tid, år, diskussioner, påvirkninger, indsigter og et møde med mørket, at forstå meningen med muld og måneskin.