En sanselig håndflade mod min
Skaber varmen
Som jeg følte da jeg tabte min faders porcelæn på gulvet
Hvor en lydløs kritik fyldte rummet
Og mine 7 årige blågrønne øjne
fyldtes med vand
men ikke fra sorg
blot fra noget, der føltes lidt
fraværende
Men din sanselige håndflade mod min
Skaber varmen
Der føles som kærligheden da vores blikke mødtes første gang
Eller alle de gange jeg har kigget på dine mandelformede øjne
Og alt du ikke så
Foregik foran dig
Men du havde travlt
Måske nåede du ikke bussen
Eller du stod for sent op
Men du havde for travlt til at vende dig rundt
Og kigge på mig
Lade vores øjne mødes
Det er ikke helt rigtigt
For du havde tid da du ville
Så hvorfor ville du kun da
Hvad gør forskellen
Var det mon mig
Var det mon mig der manglede noget
Noget jeg tabte på gulvet
Hvor de splintrede porcelænsstykker
Skar mine håndflader
Da jeg tyst samlede dem op
Fra det knirkende gulv
Som i en bevægelse afslørede mig
Og fyldte rummet med en larmede stilhed
Forveksl den ikke med tavshed
Og var det da, at du opdagede sårene
hvor din sanselige håndflade ramte min
Dine sanselige læber
hænder
fødder
tanker
sanser
og jeg standser
Jeg kunne kigge på dine sanselige sanser til tiden randt ud
jeg kunne mærke din håndflade mod min
indtil de sad fast
jeg kunne se i dine øjne
til det gjorde ondt
men du har travlt
måske nåede du ikke bussen
eller du stod for sent op
måske var det porcelænsstykkerne jeg aldrig pillede ud
som satte sig fast i dig
og bragte min smerte til din
måske var det mine 7 årige blågrønne øjne
der aldrig havde fundet nogen så smuk
at kigge på
som det rene gulv
uden porcelænsstykker
tabt af noget
af nogen
der var knust.