Vi finder en ven
den der står tættest på os
i rundkredsen
den der griber om den samme skovl
i sandkassen
men lader os få den
allernådigst
Vi vælger en ven
der har den samme superhelt
på madkassen
der også synes katte er sødere
end snegle
og som siger ja
når vi spørger
Vi møder en ven
som dumper ned ved siden af os
på første skoledag
som gerne vil dele sin sandwich
i to
så vi er fælles
om noget
Vi mister en ven
mens vi vokser en anden vej
end dem
mens det pludselig betyder noget
hvem vi er
og ikke bare
at vi er
Vi overtager en ven
de fulgte med i handlen
som bonus
de var ikke vores men blev det
som vedhæng
og nu
hænger de ved
Vi spørger en ven
om de vil drikke en kop
efter fodbold
om de vil sidde lidt sammen
et andet sted
end mens vi venter
på unger
Vi savner en ven
vi ser en gang hvert tredje år
og mindes
vi griner og græder med
og glemmer lidt igen
fordi hverdagen
er hver dag
Vi ser en ven
fordi det er vigtigt for os
med nærværet
fordi vi har valgt dem og de os
i en verden med milliarder
af mennesker
er de vores
Forfatterbemærkninger
Jeg har talt med flere den seneste tid om voksenvenskaber, som jeg synes er en sjov størrelse. I vuggestuen er det nok, at vi er placeret i nærheden af hinanden, og selvom vi som voksne ændrer kriterier for hvem, vi vil bruge vores sparsomme tid på, ender vi også ofte med at adoptere dem, vi står på sidelinjen med til børnenes sportsgrene.
E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.
EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.