Ensomheden ramte hende altid akut. Den kom uventet væltende ud af den blå luft. Intet i hendes hjem kunne afhjælpe den snigende gift, der spredte sig i hver en celle i hendes krop. Hun gik rastløs rundt, så ud af det ene vindue, gik så hen til det næste, og så det samme. Når oplevelsen af forladthed overvældede hende, var det altid, det samme billede hun så, når hun kiggede ud af sine vinduer. Altid folk der gik to og to, eller også var det større flokke af unge og gamle, der hyggede sig med hinanden. Hun syntes ikke, hun havde haft det sådan i det gamle samfund. Det lød næsten som om, hun havde levet i en anden tidsalder. Angsten, for ikke at høre til mere, var der nu efterhånden altid. Hvordan var hun dog havnet her? I en verden af muligheder, var det vist ikke lykkedes for hende at samle dem op. Det var som om, hun havde taget den observerende rolle på sig. Rastløsheden og alle de negative billeder havde efterhånden taget overhånd. Hun havde vist vægret sig ved at erkende det, inde i hendes hoved var hun vel, som hun altid havde været. Måske tog hun fejl.
   Hun tog et tag i sig selv, nu måtte hun passe på ikke helt at blive grebet af selvmedlidenhed. Følelsen af ensomhed er en negativ tilstand, det var hun da godt klar over. Det var vel så derfor, vor Herre havde sagt, at det ikke er godt for mennesket at være ene, og havde derfor skabt de to køn, der så kunne holde hinanden med selskab. Nu måtte hun prøve at tage sig sammen, hun vidste jo, at ingen anden ville komme og føre hende ud af den mørke og truende tunnel. Havde hun egentlig i alle disse år savnet selskab? Livet som gammel var ikke altid lige let, men havde hun glemt selv at gøre noget ved den snigende følelse af ensomhed og forladthed, havde hun tabt følelsen af nærheden og tætheden med andre? Nu stod hun her en søndag i det gryende forår, solen stod højt på den klare blå himmel, og folk gik uden for hendes vinduer og nød den første varme. Hun fik virkelig lyst til at gå ud og blande sig med dem, men hvor skulle modet komme fra? Hun måtte gøre et forsøg, prøve om hun kunne finde et middel til at overvinde angsten.
   Hun så sig om i den lille lejlighed, som om hun ville kunne finde svaret der. I det samme faldt hendes øjne på det aflange spejl med den gamle krakelerede guldramme om. Det havde hængt der i mange år, uden at hun havde skænket det nogen tanke. Hun gik over og stillede sig foran det. Hun så med stor overraskelse og forskrækkelse på sit eget spejlbillede. Det var, som så hun sit ansigt for første gang. Hvordan var det dog sket, øjnene var røde og matte, huden grå og slap. Hun syntes ikke, det var hende, men det var det vel. Var det sket på et øjeblik, eller havde hun set sådan ud længe? Det var svært at sige. Hun havde vist i mange år bare hastet forbi spejlet, uden tanke for hvordan hun havde forandret sig. Eller havde det været angsten for at erkende, at årene havde sat sit præg. Hun studerede det indtørrede ansigt længe. Kendte hun overhovedet den person, der stirrede ud på hende. Det gjorde hun selvfølgelig, men alligevel var det som om, det var en fremmed. Var det her, hun skulle starte? Måske, men hvad kunne man gøre for at live det gamle rynkede ansigt op, og var det idet hele taget der, den var gal. Var det ikke det inde bag ved, hun skulle prøve at komme i kontakt med. Hun kunne se inde i spejlet, at hun rystede opgivende på hovedet. Var det ikke nemmere at synke tilbage i det vanlige, og så bare vente på at mismodet sivede ud af kroppen igen, det plejede det da altid. Uden at hun egentlig havde registreret det, havde hun trukket den lille skuffe ud, der var under spejlet. Det var efterhånden mange år siden, hun havde gjort det, hvad lå der mon gemt her? Det havde hun for længst glemt. Det første hun tog op i hånden, var en tube farvet creme, det var let at se, for noget af det var løbet ned ad siden på tuben, og sad der helt indtørret. Hun stod lidt med tuben i hånden, og tænkte tilbage på dengang hun hver morgen havde pyntet på kuløren med indholdet af denne tube. Hvornår var hun mon holdt op med det? Hun skruede lidt distræt hætten af, og prøvede lidt på en finger, det var vist en sommerfarve. Hun trak forsigtigt en streg ned over den ene indfaldne kind. Det trak lidt i mundvigen, var det et smil, der var på vej? Hun kom uvilkårligt til at tænke på en indianer, der var ved at forberede sig på at gå i krig mod nabostammen. Hun kunne mærke, at det sorte tungsind begyndte at sive ud af hende. Skulle der ikke mere end lidt krigsmaling til? Ærgerligt at hun ikke havde opdaget det for længe siden. Hun klemte lidt mere af den feriebrune creme ud på fingeren, og med en rask beslutning smurte hun hele ansigtet ind. Hvad var dog dette, det var som om, de fleste rynker med et slag var forsvundet. Hun stak hovedet helt hen foran glasset, jo, det var rigtig nok. Hun blev ivrig, hvad skulle hun nu gøre? Øjnene, det måtte være øjnenes tur, man sagde jo, at de var sjælens spejl, men her trængte det godt nok til at blive pudset, det var, som om en masse fedtede fingre havde rørt det. Hun rodede lidt videre i skuffens gemmer, hele det gamle morgenritual stod igen lysende for hende, hun vidste nøjagtig, hvad hun skulle gøre. Her var den grønne øjenskygge, hun lagde en forsigtig streg på det ene nedfaldne øjenlåg, hun så lidt forbavset på sit spejlbillede, var det ikke som om, øjet var blevet både større og klarere. Hun gav hurtigt det andet øje en streg. Så var der kun de blege vipper tilbage. Hun skruede den gamle mascara fra hinanden. Hun så på den runde pensel, den var da vist stadigvæk fugtig. Hun kom lidt på vipperne. Det var pludselig en helt anden person, der så på hende fra det gamle spejl. Øjeblikkelig blev hun i et meget bedre humør. Det var dog utroligt, hvad sådan en smule farve kunne gøre. Hun purrede op i de grå krøller, det så straks ud, som om hun havde mere hår på hovedet. Hun kom til at tænke på, hvad frisøren havde sagt, om at den grå farve kunne man godt rette lidt på. Men det havde jo ikke interesseret hende. Nu, set i lyset af hendes farvede ansigt, kunne hun godt se, hvad det var, frisøren havde ment. Hun kom til at tænke på farven grå, det var vist en negativ farve, selv om det kun var en blanding af hvidt og sort. Man sagde den store grå masse, der mente man vist en stor mere eller mindre ligegyldig befolkningsgruppe. Eller man sagde at et boligområde var bygget i kedelig grå beton. Små grå mennesker havde hun også hørt, det var nok sådan nogle, der ikke var til at få øje på, og som måske var usikre på sig selv, og derfor dukkede sig lidt, og så blev endnu mere grå og ubemærkede. Det var som om hendes sædvanlige grå tanker var blevet afløst, så hun nu så verden i et lidt større perspektiv, måske var hun ved at finde sit gamle jeg. Man sagde da også det grå guld, det måtte være positivt ment. Hun blev helt forvirret over alle disse tanker, der pludselig havde overfaldet hende. Måske var hun ved at vågne op af den dvale, hun så længe havde befundet i.
   Hvad skulle hun nu finde på? Hun så ned af sig. Der var ikke meget fest og sommerstemning over den påklædning. I spejlet kunne hun se, at der oven i købet var pletter på den nussede bluse. Var hun da helt gået i forfald? Farven var heller ikke noget man kunne komme i bedre humør af, det var svært at sige, om den var brun eller grå, begge farver var lige uheldige. I det hele taget så hun sjusket og trist ud. Hvornår havde hun egentlig sidst åbnet det store klædeskab, der faktisk fyldte hele den ene væg. Var det år siden? Hun anede det ikke. Det var som de sidste år var gemt i en mørk tåge, som om det hele var blevet borte for hende. Hun forstod det ikke. Hun trak prøvende i håndtaget til venstre, døren bandt, så hun røg lidt tilbage, da den endelig gav sig. Et farvestrålende skue åbenbarede sig. Var det virkelig hendes alt det kulørte tøj? Hun tog nogle bøjler ud og kiggede undrende på alle de forskellige kjoler, bluser og bukser som hun da godt kunne huske, hun tit havde iført sig, men det var godt nok længe siden. Hvad var det, der havde gjort, at hun helt havde glemt sig selv. Hvis nu man kunne skrue tiden tilbage, hvad skulle hun så have gjort, for ikke at være havnet i det, hun nu klart kunne se, var en grågrumset sump. Måske skulle hun have været mere energisk. Istedet for at sætte sig ved det evigt kørende fjernsyn, skulle hun nok være gået uden for sin dør, og selv mærket livet, i stedet for at sidde og sluge andres interessante liv i den firkantede rude. Hun trak hurtigt den forvaskede bluse over hovedet, og tog en af de mange bluser, som lå i en sirlig stak på den øverste hylde, den havde en opløftende grøn farve. Man sagde jo at grønt var håbets farve, så hvad kunne hun mon håbe på? At noget ville ske? Hvad det skulle være, kunne hun slet ikke forestille sig. Håbede eller drømte hun overhovedet om noget mere, var det ikke som om alle drømmene var blevet til aske. Hun rystede på hovedet, som om hun på denne måde kunne tømme hjernen for alle disse spørgsmål. Hun så igen ind i spejlet, nu havde hun fået den grønne bluse trukket over hovedet, hun trak den ned på plads, hendes krop havde da vist ikke forandret sig meget, blusen passede i hverttilfælde stadig. Hvad skulle hun nu tage på. Hun rodede lidt rundt i de mange bøjler, hendes blik fangede et par lange mørkegrønne bukser. Mon hun stadig kunne passe dem? Nu kunne hun godt huske dem. De var blevet købt sammen med en lys jakke, hvad anledningen havde været, kunne hun ikke lige nu grave frem. Hun stak ivrigt benene i de grønne bukser, og trak dem med lidt besvær op over hofterne. Lynlåsen gled uden videre op, knappen kunne også lukkes. Bukserne sad stramt over hendes hofter og mave, det var længe siden hun havde prøvet det, tøjet var vist blevet løsere og løsere med årene. Fornemmelsen gjorde godt, det var som om hun rettede sig op, i stedet for at falde sammen. Den lyse jakke passede også perfekt. Så manglede der bare et par sko, hun rodede lidt rundt i bunden af skabet, og fandt et par sorte, som gudskelov ikke klemte. Glad og oplivet så hun op og ned af sig selv i spejlet. Hun kom helt til at ryste, der var en verden til forskel. Var der mon en anden bag spejlets magiske glas, er der en anden, der står der bagved og stirrer ud på hende? Selvfølgelig er der da ikke det, hun rystede på hovedet af de fjollede tanker.
   Hvad nu? Hun kunne da ikke bare sætte sig ned, noget måtte der ske. Hun kunne selvfølgelig gå ud på gaden og blande sig med alle de andre, der spadserede rundt i det lune forårsvejr. Uden at spekulere mere over det, greb hun resolut sin taske, og gik næsten som en genfødt ud af døren. Hun stoppede op på trappen så til højre så til venstre, det nærmeste supermarked lå til venstre, det var den vej, hun altid gik, så hun valgte at gå til højre. I dag skulle hun ikke gøre noget af det, hun plejede. Hvornår havde hun mon sidst set på byens butiksruder? Det måtte være længe siden, for hun købte jo næsten aldrig noget nyt. Det var, som om hun havde slået sig til tåls med at nøjes med det, hun nu engang havde. Hun slugte de spændende vinduesudsmykninger med øjnene. Røde farver ville da vist blive de foretrukne denne sommer. Alle de røde farver livede hende ekstra op. Hun blev varm og glad indeni. Hvad var der med den røde farve? Blodet havde jo den farve, og dermed livet, uden det røde blod intet liv. Farven symboliserede fest og glæde, ved store fester vejede altid det røde Dannebrog. Hun kunne mærke at pulsen røg i vejret, hendes kinder måtte have fået ekstra kulør. Hun kunne også mærke energien i hele kroppen, melankolien var væk. Glad gik hun videre til den næste forretning. Her var det brugsting til hjemmet. Den næste viste det nyeste i fodtøj. Hvad var nu det? hun var stoppet op. Det her havde hun aldrig set før. Var det en restaurant, nej, Cafè stod der med store bogstaver over døren. Borde og stole og grønne planter stod indbydende på fortovet. Døren stod åben, som om den ville sige: kom bare ind. Hun lukkede øjnene et øjeblik, som om det hjalp hende til at tage det første skridt op ad trappen, der ville føre hende ind til, ja hvad? Hun så sig forundret om i det smukke rum. Store lysekroner hang i loftet, næsten som på et slot Hun kunne se flere store spejle med en masse guld omkring. Det var som stod hun i Aladdins hule. Hun kunne mærke hjertet hamrede i brystet på hende, det var ikke ubehageligt bare spændende.
   Nu kom den sorthårede indehaver hen og bød hende varmt velkommen, og førte hende hen til et lille rundt bord med to stole ved. Imens manden hentede et kort til hende, så hun sig omkring. Det hele var holdt i en gammel stil, som hun kendte, det gjorde at hun slappede af. Hun bestilte kaffe og kage. Hun faldt helt til ro, og nød at sidde i de smukke omgivelser. Det hele lignede noget, der var klippet ud af et gammelt fransk ugeblad. Det lignede næsten noget hun havde set før. Hun lod tankerne gå tilbage mens hun bladrede i hukommelsens notesbog. Tankerne førte hende langt sydpå. Hun befandt sig på et af Paris' kendteste hjørner. Der havde hun jo siddet for en menneskealder siden. Hvad var det nu, de hed de to cafeèr? De havde grønne markiser huskede hun. De franske ord banede sig langsomt frem. Den ene hed vist Les deux Margots, det var jo der de kulturelle mødtes, længe før verden gik af lave. Havde hun ikke fået fortalt at Hemingway og f.eks. Oscar Wilde havde siddet og skrevet deres fortællinger der. Store malere som Picasso kom der vist også. På det modsatte hjørne lå et andet legendarisk sted, nu huskede hun det tydeligt. Cafe de flore, med de skyhøje priser, det var også stil og venlighed, der havde mødt gæsterne, som her på denne nye cafè. Hun lukkede et øjeblik øjnene, helt opslugt af minderne, der så uventet havde banket på. Det gik pludselig op for hende, at hun ikke havde været gammel altid, hun havde da også haft et spændende liv engang. Hvorfor havde hun glemt at holde fast idet. Hvorfor var der ingen, der havde prøvet at ruske op i hende? Nej, nu skulle hun ikke give andre skylden for det, i bund og grund havde hun kun sig selv at takke for, at hun var sunket så langt ned i den kviksand, det var så svært at komme fri af. Den ene dag havde bare ubemærket taget den næste og årene med.
   Hun blev nærværende igen, var det inde i hendes hoved, eller kom der gamle toner ud af caffeèns højtalere. Under alle omstændigheder var det en melodi fra hendes helt unge dage. "La Mer" var det, der lød ud i rummet. Sangeren hed Charles Trènet, det vidste hun helt bestemt. Hun lyttede opmærksomt efter, de franske ord smøg sig om hende, selv om hun ikke kunde mange ord på fransk, vidste hun at la mer betød havet. Hun kunne se det for sig -havet- det lå udstrakt foran hende. En by lå ved kanten af det, var det Nice eller Cannes? Det var svært at sige, det var jo så længe siden, hun havde siddet der og stirret ud mod den buede horisont. Hun kunne igen se, hvordan bølgerne havde slået mod kysten, så sprøjtet havde stået langt op af de forvitrede klipper. Den røde ildkugle, sådan forestillede hun sig solopgangen, den havde varslet en ny ubrugt dag. Somme tider kunne det se ud, som om solen eksploderede, og lagde sig som orange gele ud over det spejlblanke hav. Om aftenen kunne solnedgangen lave det hele om til et lilla og gult skue. Hun huskede sejlskibene med de kridhvide sejl mod den blå himmel, duvende let på det blågrå hav. Hvorfor var det mon så længe siden, hun havde tænkt på alt dette? Det havde jo ligget på lur, kun en stump af en gammel melodi havde fået det frem i lyset. Hun huskede skallerne, hun havde samlet op fra den lille strand, de havde helt andre former, end dem man kunne samle ved de danske kyster. Og rødvinen om aftenen når de havde siddet ved et af de små runde borde på en af kysten mange cafeer. Det var jo sådan et bord, hun sad ved nu. Ville det mon gå an at bestille et enkelt glas? Det var så længe siden, hun havde prøvet det. Hun så sig lidt usikkert omkring i lokalet. Ved alle de andre borde sad folk med små glas. Ja, men så kunne hun vel også tillade sig det, der var nok slet ingen, der ville lægge mærke til det. Der var ingen hun kendte, men det var nu ikke så mærkeligt, for hun omgikkes jo efterhånden ikke mange, mest bare nogen hun nikkede til, når hun tilfældigt mødte dem på gaden. Hun inviterede aldrig nogen ind, hun tænkte altid, at de nok havde travlt med deres eget, men måske var de lige så alene som hende selv. Hun løftede blikket op fra bordet, prøvede om hun kunne få øjenkontakt med den venligt udseende dame, der stille og roligt gik rundt og betjente kunderne. Det var, som om hun med sin ro bidrog til stedets fredfyldte stemning. Nu kom damen over og spurgte om hun kunne hjælpe med noget. Damen smilede til hende. Hun tog mod til sig og bestilte et lille glas rødvin. Et øjeblik efter var damen tilbage med et glas på en lille sølvbakke. Hun takkede og kikkede lidt på glasset, væsken havde en mørk kirsebærrød farve. Hun stak næsen hen til glasset og snuste forsigtigt, det duftede af bær og blomster, måske solbær og violer. Hun tog et lille sip, det var næsten som om hun havde åbnet en dør, som alt for længe havde været lukket. Nu stod hun her og smugkikkede ind. Hvad så hun så? Hun så tydeligt det liv, hun havde levet engang. I virkeligheden var det vel ikke så længe siden. Hun så mange store og små fester, mange rejser til forskellige fremmede lande. Mange mænd og kvinder også store og små børn. Hun tog igen en tår af rødvinen. Hun lukkede et øjeblik øjnene, bag de lukkede øjenlåg kørte en film, hvor hun havde hovedrollen. Der måtte være magi i både musik og vin. Begge dele havde fået hende til at indse, at man må gide at tage sig lidt sammen, hvis man ikke skulle gå helt i stå på sine gamle dage. Hun tømte glasset, rejste sig, sagde tak for en dejlig oplevelse til det nye værtspar. De fulgte hende hen til døren, som havde hun været en nær bekendt, det var en dejlig følelse. Det var så længe siden, nogen havde været opmærksom på hendes eksistens. Hun tænkte, at det ikke var sidste gang, hun havde besøgt den nye cafè. Hun gik videre ned igennem byen lidt ør i hovedet, måske var det vinen, der gjorde at skridtene føltes lettere. Hun stoppede ved blomsterhandleren, der havde søndagsåbent. Hvornår havde hun sidst købt en buket? Hun så på alle de mange tulipaner i forskellige farver. Hun bestemte sig for en buket i mange farver, nu skulle der farver ind i hendes liv, det havde alt for længe været gråt og trist. Hvorfor ikke sige at det var søndag hver dag, hun skulle jo ikke noget til bestemt tid mere, arbejdslivet var jo for længst forbi. Hvorfor havde hun aldrig tænkt på det. Fra nu af ville hun leve som i dag, det stod hun her midt på gaden, og lovede sig selv, på denne første forårssøndag i april.