1 måned, 27 dage siden

Den sidste tid

13/07/2016: UFO
Cecilie Revs...
5 år siden
Hundetyven.
Regitze Møbi...
7 år siden
Det var pindsvinets hjem
Olivia Birch...
6 år siden
Påske
Hanna Fink (...
5 år siden
Nyt år
Martin Micha...
1 år, 10 måneder siden
Et lille lys i mørket
Gittepigen
9 år siden
I aften står den på sværd...
Carsten Cede...
7 år siden
Hverdag
Hanna Fink (...
3 år siden
Udstillingen
Hanna Fink (...
8 år siden
Thoughts drifting away...
Katrine Søre...
8 år siden
Nørrebroske minder.
Rudi Kouring...
6 år siden
Jeg er ikke en slave - Ka...
Kasper Lund ...
5 år siden
Dagen tiltaget med 49 min...
Hanna Fink (...
6 år siden
Fransk gummi
Tine Sønder ...
7 år siden
Dybbøl gartnerhjem
Martin Micha...
2 år siden
Op på den hest!
Bastian
9 år siden
Flytning
Hanna Fink (...
5 år siden
23 år - derfor naiv - Kas...
Kasper Lund ...
5 år siden
Et liv i en retning...
Patrick Bolv...
8 år siden
Hmm. Det er sjældent jeg græder.
Men i dag har jeg måtte fælde en tåre efter at have været ved dyrlægen med Abbi her til morgen. Ja, jeg ved godt, at hun "bare" er en hund, og at det ikke burde komme bagpå mig, at hun efterhånden er ældre dame. Jeg har bare overset tegnene, og måske har vi heller ikke gået de lange ture hen over sommeren og høsten, men da vi gik i søndags, blev det tydeligt for mig, at det er gået ned af bakke for hende. Vi nåede knapt ned i skoven, før hun begyndte at sakke bagud og halte lidt. Jeg troede bare hun havde trådt på noget, men i løbet af ugen blev jeg klar over, at det var noget andet og mere alvorligt end det. Og nu har lægen konstateret, at det er gigt. Jeg håber virkelig medicin og kosttilskud hjælper. Men som lægen konstaterede, så er hun en ældre dame på 12 år - så hun er bestemt ikke ny længere.

Suk. Det bliver hårdt at fortælle drengene det, ikke det at tage snakken om at også dyr bliver ældre osv, men jeg kan mærke, at det bliver svært for mig ikke at blive ked af det, når vi skal tale om det. Selv om det måske er ok, at de ser voksne også kan blive kede af den slags. Tror jeg vil fokusere på alle de gode minder vi har, det og så at vi skal gøre hendes sidste tid så god som overhovedet muligt.

Jeg var solgt, da jeg så hende første gang i internatet, hvor hun bare satte sig ned og kiggede på mig, med de store forventningsfulde øjne. Ikke noget med at gø eller drøne rundt, bare et afventende blik. Men sådan er hun bare, de eneste hun løber i møde, er drengene, ved alle andre sætter hun sig bare og ser dem an, og som regel sætter de sig ned og inviterer hende til at komme... nej, hun er ikke verdens bedste vagthund. Haha, tænkte lige, hvem der egentlig overdrager hvem, kom så i tanke om at Hans gik hun også altid hen til, men han snød måske også ved at have hundekiks i lommen.

Nå, det er da heldigvis ikke gråd alt sammen, havde en herlig oplevelse med drengene den anden dag. Da jeg kom ud af gipsen i foråret, fandt jeg guitarerne frem som træning af fingrene og nu er det blevet en vane om aftenen. Jeg har længe øvet på hold ud af Nanna, til drengenes store fortrydelse - nøj hvor de både grinede brokkede sig, da jeg en aften sad i stuen og spillede, og de for engangsskyld så tv i stuen ved siden af. Det var lortemusik, og jeg kunne hverken synge eller spille - og det var bare nederen at høre på. De har sikkert ret, men forleden aften da de tømte opvaskemaskinen kunne jeg høre, at den ene begyndte at nynne, hvorefter den anden begyndte med "hvor finder jeg dig, hvor finder jeg dig" og så sang de sammen. Det var ikke noget de aftalte, kunne jeg høre. Og da jeg sneg mig hen til spisebordet, kunne jeg se de bare gik sang mens de satte tingene på plads. Den slags gør mig glad inden i. Så kan det godt være, at jeg hverken kan spille eller synge, men jeg kan give glæden ved det videre, og de har da alligevel lyttet så meget, at de kunne tekst og melodi - men det er nu heller den sværeste at lære ud ad.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Den sidste tid er publiceret 08/10-2021 13:36 af JetLi.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.