15 år siden

Det er så hårdt...

Sig appelsin - Kasper Lun...
Kasper Lund ...
5 år siden
Velkommen til oversprings...
Michala Esch...
9 år siden
Oplæsning - Del 2
Syrene Hvid
4 år siden
Galleri partner
Poul Brasch ...
4 år siden
ulovligheder
Sincedawnofm...
8 år siden
Mette og musik
Halina Abram...
4 år siden
Dagen tiltaget med 1 time...
Hanna Fink (...
8 år siden
No, i will not keep calm....
Julie Vester...
8 år siden
Men det udelod jeg
Carina Malen...
3 år siden
Markedspladsen.
Ruth Christe...
5 år siden
Kan jeg mon lære at elske...
Neola
9 måneder, 19 dage siden
Julestemning
Ruth Christe...
5 år siden
Er du lesbisk
Jønsse
5 år siden
Eksamen
RachelBlack
8 år siden
Bryllup1 - Og så så man l...
Sylvia Ebbes...
8 år siden
Flot fyr.
Ruth Christe...
5 år siden
Road to nowhere, dagens p...
Camilla Rasm...
5 år siden
Ryddedag
Sunstar31
7 år siden
Hundetræning
Chellepigen
8 år siden
3 hjullers cykel
Halina Abram...
4 år siden
Souvenir fra barndommen
Olivia Birch...
7 år siden
Den årlige kaosdag - Kasp...
Kasper Lund ...
5 år siden
Lidt af hvert.
Hanna Fink (...
5 år siden
Med hovedet et vist sted
Caby
7 år siden
Ring the bells that still...
Bastian
9 år siden
poop
Regitze Møbi...
7 år siden
Shoppingtur til Randers.
Ruth Christe...
5 år siden
håb
Halina Abram...
4 år siden
Dawn Under
Ruth Christe...
5 år siden
Hjemkomst
Hanna Fink (...
7 år siden
13 dag på fyldepennen. Er...
Gaffa Brandt
8 år siden
Man kan nok ikke give mød...
Ace Burridge...
9 år siden
folkeskolegensynsfest
Peter
8 år siden
Om sorgen...og post-weddi...
Sylvia Ebbes...
8 år siden
Jeg havde aldrig troet at JEG skulle kunne blive ramt så meget af noget, at alt mit overskud forsvandt.

Men jeg har intet tilbage..

Jeg magter ikke at svare på beskeder, ringe tilbage til folk - rydde op, tage make up på, eller sætte mit tøj sammen så det er bare nogenlunde pænt.

Jeg magter det ikke, men tåger rundt, og kan kun tænke på familien og alt det der skal ordnes...

I dag var vi hos bedemanden.
Det var hårdt.

Alle de spørgsmål..
Valg af blomster, kiste, urne, hvordan det hele skulle foregå i kirken.
"Hvad skal der stå i dødsanoncen?"
"Vil I op og og ligge roser på kisten?"
"Var din mor medlem af sygesikring danmark, og hvad med hendes pension?"
"Kører I selv blomster fra kirke til gravplads?"
"Skal der noget med ned i kisten?"
"Hvor skal hun ligge?"
"Hvad skal der stå på gravstenen?"
"Må jeg oplyse folk der ringer om hvornår bisættelsen finder sted?"

STOOOOOOOOOP, mit hovede eksplodere snart!

Det var jo ikke nu jeg skulle tage mig af det her.
Det var om flere år, hvor min mand sad ved siden af - og kunne svare delvis for mig, fordi vi havde talt om det hele hjemme fra.
Og jeg kunne få lov at sidde på den hårde stol med blåt betræk og få lov at være lidt påvirket og trist...

Kunne dog ikke undgå at grine lidt, da bedemanden (der er en kvinde) fik en hveps i håret, og lignede en der troede hun selv var på vej ned i en af sine egen kister...

Bagefter kørte vi hjem til min mor og fa.. Ehm... jeg mener, min far - og tømte hendes klædeskab.
Hold da op, hvor har den kvinde haft meget tøj!
Og hun havd også noget af VORES!

Camilla og jeg kunne ikke undgå at grine sammen hver gang vi tog noget ud, og en af os udbrød: "Ej, det er sgu da MIN! Muttiiii!"

Så har hun haft lånt, uden at aflevere tilbage! Fyyy ha! :)

Mens vi stod der og fordelte tøj i sække, kom min far ind med to ringe.
De passede os begge perfekt, og han fortalte at de begge var nogle han havde foræret min mor til hver vores fødsel.
:)
Det er et dejligt minde af have..

Da vi var færdige med det, skulle der ringes rundt til alle og få fortalt at bistættelsen er lørdag klokken 11.
De fleste vidste ikke hun var død endnu..
FUCK det var hårdt!!!!
Især når folk begyndte at græde!

Min far brød fuldstændig sammen, og tudbrølede da en af hans venner begyndte at græde..
"Det er jo næsten fremmede mennesker der reagere sådan!" fremstammede han, mens han prøvede at stoppe tårende...

Selv havde jeg sværets ved at ringe til hendes bedste veninde, og hendes penneveninde..
Hvordan er det man siger sådan noget på den mest humane måde?

Penneveninden blev helt tavs. Folk ved ikke hvad de skal sige, mens den dårlige nyhed trænger langsomt ind, og gør dem helt svimle.
Men bagefter skrev hun en besked;

"Hej Rikke. Jeg vil bare sige mange tak fordi du ringede og underrettede mig om din mor. I skal vide at vi tænker rigtig meget på jer i denne svære tid. Vi er mange der holdt af hende. Det kunne man slet ikke lade være med..."

Åhhh no, dirkete i tårekanalen!
Jeg er pisse træt af at tude!

Jo flere der viser at det påvirker dem, jo mere tuder jeg...

Ringede til Ck, der kom meget hjemme hos os da vi var børn. Spurgte om hun ikke godt ville tage med til bisættelsen lørdag - for det ville betyde meget for mig hun var der.
Så tuede hun, og sagde at hun da var kommet om jeg havde inviterret hende eller ej..
"Din mor var så sød... Jeg kunne så godt lide din mor" vrælede hun, og jeg vrælede med...

I morgen skal vi til møde på kirkegården klokken 11, for at finde gravplads, og klokken 16 er det så tid til møde med præsten...
Jeg kan mærke på min far at det betyder ALT for ham at Camilla og jeg er med til det hele, og hjælper med alt vi overhovedet kan.

Han kunne slet ikke hænge sammen ved bedemanden, og begyndte at tage notater på posen med det tøj i, som min mor skal begraves i.
Den pose der skulle BLIVE hos bedemanden...

Han var også lige ved at skælde den stakkels bedemand ud, fordi hun blev ved med at spørge om ting han mente han havde svaret på.
Selv sad jeg og krummede tæer, mens jeg bare ventede på det sammenstød - eller brud, der måtte komme.
Men så, åbende den ellers bly viol Camilla munden og skar igennem..

Jeg kunne ikke andet end at glo måbende og stolt på hende, og tænke at jeg da aldrig kunne have klaret det her som 20 årig...
Jeg kan næsten ikke klare det nu...

Håber snart jeg bliver mig selv igen, og at folk omkring mig forstår...

Ps: Det er pænt nederen at være så ked af det at man er nødt til at kaste op fordi man ikke kan rumme mere...
Især når man har spist jordbær.. F-Ø-J

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Det er så hårdt... er publiceret 08/08-2006 23:12 af Anastasia.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.