Klokken 23.45 i aftes tikkede en SMS ind på min mobil med den triste meddelelse, at Wivian ikke mere var blandt os.
Klokken 23.45 i aftes gik min verden et øjeblik i stå - sad i chok - det kunne bare ikke passe - ikke vores Wivian, ikke hele Fyldepennens Wivian. Fyldepennen er blevet en stor og aktiv personlighed fattigere og en familie er i den store sorg at have mistet en mor, en søster, en datter.

Jeg er meget berørt over Wivians pludselige dødsfald og mine tanker har kredset om hende dagen lang. Jeg har tænkt triste og sørgelige tanker - Wivian er her ikke mere. Aldrig skal vi mere opleve hendes dejlige latter, høre hendes kloge ord, se hendes engagement i alt, der optog hende og så videre. Jeg har tænkt glade og positve tanker - tænkt på hvor glad jeg er, for at jeg måtte få lov at kende Wivian. Tænkt på de trøstende ord hun kunne give og tænkt på dybsindige snak og vanvittige pjattede ordvekslinger.

Jeg husker Wivian første gang jeg så hende. Jeg husker, at jeg var lidt beklemt ved situationen - kendte hende jo kun fra Pennen, hvor hendes meningers mod tydeligt aflæstes i debatterne. Ville vi overhoved have noget at tale om og hvordan mon hun var? Wivian steg ud af bilen og med åbne arme blev der uddelt knus - \"jamen, det var jo bare Wivian.\" Sød og naturlig fra første øjeblik og snart gik snakken, som havde vi altid kendt hinanden. Kaffen og rødvinen blev drukket og smøgerne røget.

En lille spinkel pige var Wivian - men stærk som en okse - både fysisk og psykisk. Hun var så utroligt menneskeligt - jeg husker, at jeg havde nogle indestængte følelser, som jeg måtte give luft for. I selvmedlidenhedens rus klynkede jeg - \"jeg er også bare en grå lille mus\". Wivian så kærligt på mig, klappede mig på skulderen og sagde \"Lille mus, vil du være min ven, så vil jeg være din\". Wivian havde så mange kærlige og forløsende ord - hun tænkte så meget på alle andre, før hun tænkte på sig selv.

Jeg mindes med glæde de gange, hvor jeg mødte Wivian. Hun var så lynende intelligent, holdt af at analysere og vurdere og på den måde finde frem til en løsning. Hendes samtaler havde en dyb mening og hun vidste, hvad hun talte om. Noget der stod Wivians hjerte nært, var naturen. Det var en oplevelse at høre hende berette om regnbuen, mosen med svanerne, opholdet på stranden og at se hendes fremragende billeder. Klokken blev mange en aften ude i den anemonebeklædt skov, hvor vi fandt det ene skønne motiv efter det andet. Alt måtte forviges og mørket havde sænket sig, inden vi fandt hjem igen.
Næste møde skulle have været Sort Sol i marsken og så sent som i tirsdag fik jeg brev fra Wivian herom.
Der bliver Sort Sol - ja - men uden Wivians medvirken, men fremover vil hun uden tvivl dukke frem hos mig, når jeg står og betragter Sort Sol.

Kære søde Wivian - tak fordi jeg måtte lære dig at kende. Tak for alt det du gav, mens du var her - nu er du en engel på skyen, men jeg er sikker på, at du derfra kan følge med i, hvad vi går og laver. Sov sødt.

Æret være Wivians minde.

Tanker fra Nellemor.