Jeg er lidt nede lige nu.

Jeg føler mig ret alene.. Her er massere af mennesker omkring mig konstant, men jeg føler mig stadig ensom.

Jeg mangler bare mine venner! Det er tydeligvis derfor - jeg mangler nogen, hvor jeg kender deres humor, og hvor de kender min.

Jeg kan sagtens snakke i timevis med folk her, og jeg kan grine sammen med dem, men alligevel synes jeg, at det hele er lidt anstrengt og overfladisk - uden at det egentligt er det!?

Det er meget forvirrende.!
Alle de andre jeg har snakket med i løbet af de sidste to dage, tager åbenbart hjem i næste weekend, så det regner jeg også med at gøre.
Bare jeg føler mig bedre tilpas på næste søndag, så jeg føler det er rigtigt at komme tilbage.

Jeg ved godt, at det her møgfald modsiger mine andre dagbogstekster meget, jeg har bare virkelig været glad og hyper, de andre dage jeg har skrevet, lige nu føler jeg mig kold og indelukket.

Følelsen af at kunne stole 100% på nogle mangler!
Jeg undgår at snakke alt for dybt med folk om mine egne private ting, som problemer og sexliv - selvom de allerede deler deres med mig, men jeg føler ikke, at de er parat til at kende de sider af mig.

Jeg er måske også lidt skuffet over min klasse.
Folk virker så fucking skoletrætte! Hvorfor er de så i gymnasiet? Man behøver jo ikke gå mere i boglig skole, hvis man ikke har lyst, og hvis man absolut vil have den skide studentereksamen, så kan man da for helvede bare tage et ekstra friår ligesom jeg gjorde efter 10. klasse.

Jeg gjorde det ikke engang af nød, men af lyst. Jeg vil faktisk påstå, at jeg var en del mere opsat på at gå i skole og lære ting, da jeg gik ud af tiende klasse, end jeg er nu.

Hvorfor har jeg mistet modet på alt i dag?
Jeg har bare lyst til at forsvinde ned i et sort hul og blive der.
Det er hårdt arbejde at lave nye venner konstant, men jeg kan blive nød til det, når mine venner ikke vil det samme som jeg vil.

Det er bare hårdt at stå alene igen.

Jeg føler, at folk godt kan lide mig. De hilser altid på mig, og der tændes et smil i deres øjne.
For helvede! De er jo om muligt mere usikre end mig, og de føler sig sikket også mere alene, fordi det er første gang de står på egne ben et nyt sted, men alligevel.
Man skal hele tiden være på, ellers bliver man glemt. Det er ikke ligesom, når man er sammen med sine rigtige venner, der også hiver en med nogle gange..

Jeg håber, at folk i min klasse bliver mere åbne i løbet af ugen, for jeg er lidt skuffet over deres generthed i sidste uge?
Hvorfor tør de ikke åbne munden og sige hvad de føler, mener og tænker?
Det har nok noget med deres alder at gøre? De er stadig så usikre på sig selv, at de ikke tør virke anderledes?

Drengene er totalt umulige her og i min klasse. Der er lige nogle enkelte homoseksuelle, som jeg har fået snakket igennem med, men resten er så tilbageholdne.
Især i klassen møder de bare op, er til stede og går hjem, når dagen er slut. De bidrager ikke med en skid!

Fuck det hele lige nu! Men det skal der også være plads til. Uanset hvad kan det kun blive en bedre dag i morgen!
Jeg er jo bare en hel almindelig pige, eller kvinde eftersom jeg er fyldt 18, der lider af skiftevist storhedsvanvid og mindreværd..