Det har været en barsk nat.

Fra klokken 18 i går aftes, har jeg måtte ligge og våge over Emil. Satans vaccinationer…men de er jo på den anden side godt for noget, på længere sigt.

Næsten hver time hele natten igennem, har han vågnet og klynket. Det lille pus.

Jeg er FÆRDIG. Havde allerede denne ”opfyldte følelse” i går eftermiddags. Jeg trænger virkelig til noget luft og lidt tid væk fra baby…bare lidt! L skuffede mig så meget.

Han havde en aftale med en ven. Videohygge. Han kom forbi ved 17-tiden og tog af sted igen lidt over 18 mens jeg sad med Emil der græd helt vildt pga. feber. Jeg forstår bare ikke han kan sådan noget og jeg forstår ikke hvorfor jeg slet intet siger. Jeg lader ham bare smutte og sidder tilbage med det hele.

Jeg er et kvaj og burde have sagt STOP!

Nå men jeg plejer selvfølgelig min syge baby og jeg gør det med lyst. Svært at forklare, men jeg ville ikke være andre steder mens han lå og klynkede og moslede rundt. Jeg trænger til luft, ja, men ville ikke være væk fra ham når han har det sådan. Kunne bare godt have brugt L som støtte og aflastning. Jeg fik ikke engang noget at spise fordi jeg ikke turde lade ham ligge dér alene.

I dag var planen så, at min mor skulle passe Emil herhjemme og L og jeg skulle på restaurant. Men L har ikke fået ryddet dagen og vi har droppet det.

Jeg er en martyr ud til alle fingrespiserne! Jeg foreslog selv at vi ”bare droppede det” over telefonen i morges. Men når han ikke ligefrem kæmper for vores aften, gider jeg sgu heller ikke.

Mor ved ikke noget og jeg orker faktisk heller ikke sige noget til hende. Jeg kæmper i forvejen med hende og hendes konstante bekymringer om hvordan jeg klarer det. Jeg forstår hende ikke. Hun tager af sted ud og sejle og lader til at tro at verdenen står stille mens hun er væk. Hun ser slet ikke hvor langt jeg er noget og behandler mig stadig som dette skrøbelige tilfælde, der ikke kan finde ud af en skid! Hele tiden har hun denne bekymrende mine over sin stemme når hun taler til mig. Hun tror ikke jeg kan finde ud af at spise eller gøre noget som helst godt for mig selv.

Jeg ved godt at hun bare er bekymret for sin datter og at jeg tidligere har givet folk omkring mig alverdens grund, til at være bekymrede. Men ikke mere…
Jeg kæmper for at forklare hende at hun ikke behøver at bekymre sig så meget og jeg lider sgu under at hun ikke giver mig den kredit som jeg trods alt fortjener. Hvorfor kan hun dog ikke se på Emil?! Han stortrives og jeg klarer sgu det her forbandet godt. JO jeg er til tider i stykker inden i…but who the hell can blame me??? Synes sgu ikke mine kår er vildt lette altid.

Måske skal jeg bare stoppe med at fortælle hende noget som helst negativt og KUN fortælle om det gode?