Har været i Svendborg og besøge en gammel studieveninde, jeg vist ikke har set i 1,5 år... de har været flyttet til Island og er nu vendt 'hjem' igen. Det var dem, der i sin tid introducerede mig for J.

Det er 8 år siden, de mødte hinanden. I den tid har de fået 3 børn, startet kollektiv på Møn, flyttet til Island, og mand har lært sig sproget og startet en fotokunster tilværelse op ved siden af sin undervisning og udstillet og vundet priser. Og min ret enestående veninde har født og ammet tre unger og kæmpet med sin mand, som vist er ret restløs og sådan... evigt føler, at han går glip af noget.

Det er vildt. I den tid har jeg bare boet i Kbh. og været opslidende forelsket. Det passer jo faktisk ikke helt. Der var Argentina, Spanien og Edinburgh for mig i den periode.

Nå, Either way var det godt at se hende. Jeg orkede slet slet ikke i fredags, da jeg skulle afsted - ønskede fest og ikke børnefamilie. Men det var faktisk en rigtig dejlig oplevelse. Deres børn var nærmest skønne.. sådan tillidsfulde og glade, og Svendborg var en overraskende smuk by.... er tilhænger af at byen ligger på bakker, og så det der hav fyldt med små øer! Det var rart at være lidt væk fra Kbh, og se nogle leve et helt anderledes liv. - Uden tvivl var der lige i overkanten af børnesnot med leverpostej og klistrede fingre over det hele (uff det har jeg altså svært ved) Men altså. Jeg kan virkelig virkelig godt lide veninden. Hun er cool og hviler i sig selv på en ret enestående måde.

Og så var det pudsigt at høre dem fortælle om den aften, hvor jeg mødte J. Han havde været så åbentlys efter mig... havde forhandlet med min venindes mand, og fået dem til at love, at de ikke ville lade mig gå... Det er så mærkeligt at tænke på. Gad vide, hvad der skete på vejen... og så var der også det med, at jeg slet slet ikke fattede hans interesse, selvom det var så åbentlys at min veninde sagde til mig mange gange... det har jeg vist talt om før.... undrer mig bare over, hvad det er for en manglende selvtillid, der er skyld i at man slet slet ikke fatter sådan noget. Gad vide, hvor mange spændende menneskers interesse, man går glip af pga. af manglende mod og tillid? Nå, fred være med det, jeg er vist også blevet bedre siden dengang. Det var bare rart at høre den historie igen.

Og i aften har jeg været ude ved mine gode dejlige elskede homo-veninde og kæreste, som lige er kommet hjem fra en måned i Costa Rica. Kors hvor har jeg savnet dem. Var helt pludrende og jublende derude. Vi så film og lå på sofaen og skrålede 'jeg har bedt dig ta dit tøj, og gå din vej - det var bare en måde at forsvare sig' af Anne Linnet (Lidt homo er man vel)

Er dødtræt... og noget, der nærmest ligner angst over, hvad jeg skal nå i denne uge inden jeg fredag morgen tager til Spanien. Bryllupsgave til parret, hvad skal jeg købe? Og hvornår, og hvad har man på til et bryllup der?