Når man nu har et rigtig stort problem med at sige fra og et endnu større problem med at såre og skuffe et andet menneske, kan man ofte føle at en eller anden irritations-skæbne-person sidder deroppe på sin lille sky og røvkeder sig!
Lig´som ham Amor skylder pile i numsen på folk han nu synes skal opdage et andet menneske og den store forelskelse skal begynde, sidder ham her ”Irritatios” og føler et kæmpe behov for at presse mennesket. Måske for at underholde sig selv? Måske for at fortælle mennesket et eller andet? Eller måske bare fordi han KAN!

I går var han hane-galeme på banen!

J ringede.
På trods af at jeg for flere måneder siden ENDELIG fik frabedt mig alt kontakt, da jeg mærkede at han alligevel ikke forstod mit ellers meget tydelige udlæg om, at jeg IKKE ønskede noget som helst fysisk, romantisk eller seksuelt med ham.

Han fangede mig da jeg boksede rundt med min cykel, midt inde på Strøget blandt en milliard mennesker, så hvad jeg sagde til ham kom vist helt inde fra sandhedskilden.

”Jeg trak mig fordi jeg frygtede du var begyndt at lægge mere i det end jeg kunne gengælde!”
”Ja, jeg var parat til det hele” svarede han

Vi tjit-tjattede lidt og jeg afsluttede med et tåbeligt løfte om, at kontakte ham i dag!

Hvad jeg BURDE ha’ sagt var;
”J, jeg vil sgu gerne være din ven og det er så også det ENESTE jeg kan tilbyde dig. Et venskab, ingen kys, ingen klem, ingen ”hej smukke”, ingen sex…kun et venskab!”


P ringede.
Invitation til et eller andet med en stor båd!
Vi tjit-tjattede lidt og jeg afsluttede med et tåbeligt løfte om, at kontakte ham sidst på ugen!

Hvad jeg BURDE ha´ sagt var;
”Helt ærligt P! Jeg vil sgu gerne være din ven, men jeg finder det utrolig besynderligt pludselig at høre fra dig KUN fordi din kæreste er skredet!Det får mig til at være en smule skeptisk mht. hvad dine forventninger til vores kontakt er!”

Et eller andet sted er det forbandet unfair. Jeg HAR sgu sagt fra. Havde mavepine i flere dage dengang jeg gjorde det men jeg GJORDE DET!!!
Hvorfor skal den altid presses yderligere?

Nogle mennesker vil udnytte hver en lille sprække de kan finde. Hvis de ser det mindste snit til at presse ballonen ”bare sådan lige lidt mere”, jamen så gør de det prompte.
Hvorfor skal jeg altid være omgivet sådanne personer?

Jeg mener, jeg synes da selv jeg besidder en ret så rimelig situationsfornemmelse og ære. Hvis jeg kan mærke modvilje hos en person, jamen så trækker jeg mig sgu med det vuns. Både pga. dem men sgu også pga. min ære!

Jeg orker ikke dette ”eks-kæresteri” og jeg forbander mig selv for ikke at være en ”sund egoist”.

At alt dette så kommer ovenpå in frustration over weekenden og det med C, gør det ikke lettere.

YNK YNK YNK!