Tåbelige jeg

dag nr. 4 på Fyldepennen....
Gaffa Brandt
8 år siden
Dagen tiltaget med 32 min...
Hanna Fink (...
8 år siden
Hyggedag
Josephine Lø...
7 år siden
Højskolehjemkomst.
Hanna Fink (...
8 år siden
Tak Til Personen, Der Stj...
Kianna Kitte...
10 dage siden
Og patterne er blevet læn...
Neola
9 måneder, 23 dage siden
Barndomsdrømme - Kasper L...
Kasper Lund ...
5 år siden
Uhm ... Efterårets kryb o...
Mikala Rosen...
9 år siden
Hurra!
Halina Abram...
4 år siden
Tanker
Racuelle Hei...
4 år siden
Der bliver snart stille :...
Kellany Bram...
8 år siden
Sidste udstillingsdag
Hanna Fink (...
7 år siden
Tiden er går
Halina Abram...
4 år siden
Jeg er min egen forhindri...
Kasper Lund ...
5 år siden
Så er det nu
Josephine Lø...
7 år siden
Eftertanker
Hanna Fink (...
2 år siden
Hverdagen
Hanna Fink (...
7 år siden
Solrig tirsdag
Salomon
6 år siden
SFI...Det Nationale Forsk...
Camilla Rasm...
8 år siden
Aftengalde, og The rollin...
Kasper Lund ...
5 år siden
Clairvoyant Medie
Sylvia Ebbes...
8 år siden
råb
Halina Abram...
4 år siden
Brunkager
Hanna Fink (...
7 år siden
Længe oppe.. :-)
RachelBlack
8 år siden
Sæl
Hanna Fink (...
7 år siden
"Fiiiint, jeg gir op. Dropper tanken. GRIN AF MIG. JEG griner ad mig. Hvor latterligt af mig, at tro jeg kunne lade være. Fuldstændigt latterligt.
Jeg er stædig. Stædig som bare satan. Men nu er det nok. Det er vel stædigheden jeg skal affinde mig med... Eller lære at ændre. Bare lidt. Det var jo den, der gjorde at jeg kunne lade være med at spise. Heldigvis også den der hjælper mig ligenu. -for dahm hvor føler jeg mig FED. Forfærdelig Enorm Deform. FED.
Men ja. Tænk at jeg troede at jeg kunne slippe. Ha Ha... SOM OM. Man er født på denne her, dybt forfærdelige måde, og så må man leve med det, ik?
Forfatter. God, dårlig, uintelligent, super over klog, nyskabende, klicheagtig, WHAT EVER. Men født sådan her... Med det jeg kalder et ekstra gen. Som jeg tror de fleste her på fyldepennen har. Det gen der gør at ord har en hel anden betydning, end bare bogstaver man sætter sammen og så snakker ud fra. Det er så meget mere. Iagtagelser, alt foregår på en måde der bare er for underlig. Alt foregår på en historie-fortællings-måde. Og jeg hadede den. Og jeg hader den stadig, hvis nogen er i tvivl. Men jeg kan ikke leve uden den. Jeg prøver. Kæmper mig væk fra den slags. Stopper før jeg får lyst til at gribe til en kuglepen, eller en pc, og siger NEJ, IKKE IDAG. DU SKAL SKIVE NOGET FORNUFTIGT FØR DET VIRKER. VENT, VENT TIL I MORGEN. ELLER DAGEN EFTER. DU MÅ IKKE SKRIVE IDAG. Men jeg får aldrig lyst til at lade i morgen komme. Ord flyder ud i det fjerne, væk fra mig og jeg frydes. Jeg elsker når jeg kan lade være med at skrive. Men nu kan jeg ikke mere. Har aldrig kunnet. Litteratursvin. Evig litteratursvin. Og hvis jeg ikke kan skrive mine egne ord ned, så sluger jeg andres til mig, som om det var noget jeg kunne leve af.
Hvis man kunne juncke bøger så gjorde jeg det. Alle slags bøger nærmest. Tygger mig gennem dem, som var det en af de gode lakridser i hariboblandingen. Og så husker jeg dem. Detaljerne. De sætninger der brænder sig fast. Så lader jeg dem sidde der, i hjernen, i et stykke tid, og hvis de stadig er der, skriver jeg dem ned, for så ved jeg de er værd at gemme på. Alle de skide citaiter og lort jeg har liggene. Bare for ikke at glemme ordene. For ikke at glemme hvor vigtig en simpel sætnings opbygning er. Så ligger de der i mine mapper. Gyldne ord i skuffer. Den krystalklare stilhed runger gennem de små ark, og den ærbare følelse af tomhed opstår indeni mig. Dér lever jeg. Først der. Når ordene er på papir og gemt væk. Fundet frem igen. Omskrevet. Og gemt væk igen. For igen at tage det op, læse det, ændre, gemme væk. Dér, når jeg har gemt væk for sidste gang, lever jeg. Indtil jeg kommer i tanke om en ny tekst jeg ikke har afsluttet. Om en inspiration, en oplevelse, jeg aldrig fik skrevet ned, så begynder jeg igen, og igen. Derefter engang mere. Til jeg ikke kan klare at gøre det igen. Til jeg kan lange tekster fra ende til anden.
Derfor skræmte det mig. For jeg ved at jeg aldrig bliver færdig med min bog. Vibeke, hun vil aldrig gøre mig hel, til den jeg skal være, og derfor, lukkede jeg af. Lukkede for alt der hedder ord, så jeg kunne leve uden dem. Så jeg kunne lære at forstå, at det er forkert. Men jeg kan ikke. Jeg ved nu hvor tåbeligt det var, at tro jeg kunne. Jeg kunne intet.

Stella"

15/12-05... Og så blev jeg ved, 13 dage mere. For at tjekke om jeg var helt sikker. Og ja, jeg kan ikke. Så må det blive på den her måde. Jeg kan ikke lade være, sådan er det bare. Den her slags kommer der nok mere af...

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Tåbelige jeg er publiceret 28/12-2005 10:40 af Stella Hvidemann (Stella).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.