Bob er navnet på en af vores to ”gamle” hunde, som begge er fra samme kuld og hanner.

Bob fik for et stykke tid siden et ildebefindende et par uger forinden, hvor vi mener der var tale om en hjerneblødning, som bevirkede at han havde svært ved at styre bagenden og venstre forben, men vi mente ikke han havde ikke ondt når han gik rundt, selv om han gik lidt krum og så ud til at have ondt.

Vi havde ham med til dyrlægen da vores lille ny hund ( 3 mdr. gammel) skulle vaccineres, dyrlægen undersøgte Bob og sagde at han ikke havde ondt, hvilket vi også selv kunne se, da han blev undersøgt, så vi var enige om at han havde det godt, efter forholdende, vi har altid været enige om at ingen af hundene må lide ”bare” fordi at vi ikke kan tage os sammen til at få den aflivet, men hvor er det svært at stå og vurdere, har han ondt, har han ikke ondt, er det nu eller er det ikke nu, det vil være synd at aflive ham for tidligt og det vil være mere synd at aflive ham for sent.

Onsdag d. 05.06, inden jeg kørte på arbejde, lukkede jeg hundene ug i haven og lige før jeg kørte ville jeg lukke dem ind igen, Bob han lå uden får hoveddøren på en måtte og da han rejste sig op klynkede han sig og jeg måtte støtte ham på vej ind til kurven, der kom tårerne frem i øjnene, jeg var sikker på at nu var det tid… Jeg fortalte min kone det inden jeg kørte og ringende hjem senere på dagen, der havde intet være, det var måske kun et enkelt tilfælde.

Dagen efter da jeg kom hjem fik jeg at vide at Bob havde klynket tre gange i løbet af dagen og vi ved at når han klynker sig, så har han ondt, han klynker ellers aldrig, vi tog den tunge beslutning og jeg ringede til den dyrlæge vi var ude ved sidst, men der var kun en telefonsvarer, dvs. vi kunne ringe næste dag, hvor er det svært når man har taget beslutningen og så stoppes man af en telefonsvarer. Vi blev enige om at vi ville vente til næste dag, så kom Bob hen og ville lægge sig under bordet og da han lagde sig ned klynkede han sig, det var næsten som han ville sige til os at det skulle være nu..

Vi fik fat i en anden dyrlæge, som sagde at han ville komme i løbet af aftenen. Der gik en lille times tid før han kom og hvor var ventetiden dog lang. Da bilen kørte ind i gårdspladsen, tænkte jeg: Nu er det nu.. Dyrlægen kom ind og hilste på Bob, som jo logrede dejligt med halen som han altid har gjort når der komme fremmede, min kone og jeg satte os på gulvet ved siden af Bob og fik ham til at lægge sig mellem os, jeg sag med den ene hånd således at han kunne dufte mig mens han fik den første sprøjte, som var en narkose der fik ham til at falde i søvn og allerede på det tidspunkt kunne fik se at det var det rigtige tidspunkt, han slappede meget mere af i kroppen end han havde gjort de sidste dage, da han var i narkose, fik han så den endelige sprøjte, jeg kunne mærke hans åndedræt på min hånd, det var stille og roligt, og så forsvandt det bare …han sov stille ind d. 06.06.02 om aftenen tre dage før han ville være blevet 12 år gammel, han havde haft et godt langt hundeliv …..og hvor er jeg glad for at det ikke skulle ende med flere dage med lidelser

Bob ligger nu i en lysning ude i et areal vi har plantet til med hovedet mod øst, så han får morgensolen…..