16 år siden

'Jeg tænder jo mest på oplevelser'

P's liv, en skriveproces ...
Camilla Rasm...
11 år siden
Luftforandring.
Neola
3 år siden
Start?
Christian Ba...
9 år siden
Messingmænd og mirakelkur...
Marlene Gran...
11 år siden
Dagene der går
Lisa Brøndbe...
3 år siden
Guds blinde øje.
Ruth Christe...
7 år siden
Lettet!!
Mille Larsen...
2 år siden
Lufthavnen - sjæl i flamm...
Salomon
9 år siden
Overgreb avler altså ikke...
Ansu Orheim ...
11 dage siden
Dagen tiltaget 2timer og ...
Hanna Fink (...
11 år siden
Nyt maleri
Jytte Westen...
9 år siden
Hund - hvad sker der...?
Michala Esch...
16 år siden
Fødselsdagsgave
Hanna Fink (...
5 år siden
Livet tur-retur
denblaahund
9 år siden
Rocketman - Kasper Lund
Kasper Lund ...
8 år siden
Ikke så halt længere...
Mikala Rosen...
15 år siden
De første år
Camilla Grub...
10 år siden
Gadens skæve eksistenser.
Ruth Christe...
7 år siden
Kunstforening.
Hanna Fink (...
9 år siden
Lange dage giver lange pa...
Neola
3 år siden
Så blev jeg et telt-menne...
Michala Esch...
16 år siden
Dagen i dag er tiltaget m...
Hanna Fink (...
11 år siden
Udtrækssofa og ubarberede...
Victoria Wan...
8 år siden
Udstilling
Hanna Fink (...
11 år siden
Forvirret.
Line Ley Jen...
9 år siden
Udstilling
Hanna Fink (...
9 år siden
Hundetræning
Chellepigen
10 år siden
Det er sygdom, det er sol...
Olivia Birch...
9 år siden
Kan jeg mon lære at elske...
Neola
3 år siden
Gode råd og to do lister
Ace Burridge...
11 år siden
... skrev min gamle J, fordi jeg havde ringet for at ønske god påske og hilse den familie, jeg jo trods alt kender ret godt. Og han så svarede tilbage med sms tre dage senere. Du kender mig jo, 'jeg tænder mest på oplevelser'...han har også skrevet noget om, at han oplever, for at mindes, at vi har mange oplevelser at give hinanden endnu og ....bla bla bla... og op i røven med alle hans snørklerier!

Kan mærke, jeg prøver lidt af, hvor meget og hvor lidt jeg savner ham. Det føles fantastisk overhovedet at have mod til at gennemføre sådan en test. Han er sårende. I hele hans væremåde. Det er uden tvivl bedst for mig, at han er væk... Kors, hvor bliver alting besværligt og sårende med ham. Han kan sådan noget med at ekskludere sprogligt... ikke forklare ubekendte, når han taler... sige ting som 'det hører jeg' (fra hvem?) - 'Peter, det er en af mine venner' (jeg har kendt dig i 6 år, hvem Peter, hvorfra?) Ja altså, det lyder af ingenting, men er der hele tiden. Ikke noget med at invitere ind i samtalen som fx: 'Peter er en ny ven, jeg har mødt der og der, og ham er jeg rigtigt glad for' ... i den stil. Han er ikke bevidst om det, tror jeg. Det har altid været sådan, kan huske jeg har tænkt over det før... nu bliver det ekstra tydeligt. Hold dig på afstand!

Nå, fred være med ham. Han er hos sin familie...morsomt. Det hader han ellers. Og jeg skal ud med en, der synes jeg er sød og er en oplevelse. Ikke en, der synes jeg er det modsatte. Ja ja, alle oplevelser bliver vel lidt kedelige, når de er blevet gentaget tilpas mange gange. Men det er denne her ikke :) Og, jeg kan mærke, jeg glæder mig oprigtigt. Ikke sådan køligt. Det er dejligt.

Igår blev jeg fuldstændigt mut af ikke at kunne printe og dermed kunne få afleveret. Er jeg stadig irriteret over, men jeg er også glad. Glad fordi solen skinner, glad fordi J savner mig hos sin familie, glad fordi jeg har nogle så søde venner...

Veninde kom og så film igår og sov i sofaen. Og vi drak kaffe på taget i soveposer imorges. Og idag har jeg været ude ved min bofælle gennem 5 år, som er blevet gift med en af J's bedste venner... hyggeligt. Og også sådan... jeg har aldrig taget stilling til, om jeg ville børn og mand og hus og alt det der... idag tænkte jeg, at det var hyggeligt, men jeg er så glad for at skulle tilbage til min bylejlighed, der ligger så den let bliver banegård af mennesker der kommer ind.

Tænkte over det imorges. Lå i min seng, veninde i sofa i stuen og bofælle, der nænsomt og stille gjorde sig klar til at tage ud til sit projekt. Stille lavede te til sig selv osv. Jeg elsker at der er mennesker. Virkelig. Kunne mærke på huden, hvor dejligt det var at bofælle gik rundt, og veninde lå derinde. 'Jeg skal virkelig aldrig bo alene' tænkte jeg. Måske er det rigtigt, måske er jeg også til alene, til sammen, til hver for sig, til at bo med mange... hvad ved jeg, men jeg elsker at sove med lyden af andre mennesker omkring mig. Det er helt sikkert!

Veninde havde tænkt præcis det modsatte. At hun synes det var så irriterende, at jeg havde en fremmed til at vandre rundt i mit hus. Det grinede vi af. Vi er ikke ens, hende og jeg! Hun var jo heller ikke hjemme og har knapt mødt bofælle.

Det er homoveninde. Vi har været ualmindeligt gode venner i snart 10 år, men de sidste 6 mdr. har vi stort set ikke set hinanden ud over lige en heftig bytur mellem jul og nytår... Ved ikke rigtigt hvorfor. Det er som om, vi begge har været kede af det, og ikke har kunnet holde hinanden ud i det. Mystisk. Føler jeg har fået utroligt god veninde i præcis samme periode, måske netop fordi vi kunne lufte lidt sorg, skarpt, hårdt og rart ikke at føle sig som en tosse over at huske. Mmm, jeg synes det sidste er mest naturligt, ... har været lidt mærkeligt, at homopige og jeg ikke har kunne være noget for hinanden, når vi nu så åbentlyst havde brug for venner... men men, sådan var det åbenbart bare.

Hun er ikke til at stå for. Har altid kaldt mig for Misse. Jeg storgriner, det blev jeg pisse sur over dengang. Idag bliver jeg varm og glad, når hun kalder mig det. Hun har lavet versioneringer og siger ting som; 'Vi skal ikke stå op til missetid imorgen' (jeg er et hårdt ramt A-menneske).

Mmm, har lyst til at hoppe i varmt varmt brusebad.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget 'Jeg tænder jo mest på oplevelser' er publiceret 23/03-2008 17:17 af Pletfrit Sind.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.