Bum bum, hende herinde kan være svær at få frem. Hun er ikke altid helt klar over, hvad hun skal skrive - valgets kvaler ! Så søde, så søde !

Foreløbig har en banan ladt livet for at bekoste mig en tænkepause.

Det var det med de associationer, og jeg har lige kigget på mit græskar (nej vi skal ikke snakke om Askepot, der findes altså mere spændende associationer end den !). Det var faktisk spiseligt engang sidste efterår, men nu har det stået til pynt så længe på nederste 'etage' af et specielt lampebord, at en fed hvid mugplet har indfundet sig i bunden - jeg må huske at skille mig af med det.

Det fører mig til nogle af min verdens mest udelelige atomer : min mors tørrede dunhammere i den her vaseagtige messing ting (de ville garanteret ikke være rådnet endnu ligesom græskarret). Der var sådan set også en rustrød fløjlsbetrukket kæmpepude og et kæmpemæssigt messingfad til at pynte på væggen, med indgraveret korancitat, og sikkert meget mere, og jeg har ikke det fjerneste probem med at prædikere min barndom i det hele taget.

Dér var den ! At prædikere...i det hele taget. At beskrive noget - så associationerne indfinder sig, indtil man er psykedelisk mættet. Jeg beslutter hermed, at jeg vil leve resten af mit liv på neurotransmittere af den fineste selvproducerede slags - orv hvor får jeg travlt med at producere gode oplevelser, så der er brændstof nok til 'transmitproduktionen'.

Regnstykket må hedde :

1) Gode oplevelser (he, med at skrive primært !).
2) Som fører til produktion at neuortransmittere.
3) Der befordrer kommunikationen hjernecellerne imellem.
4) Som igen befordrer associationerne.
5) Som giver mig en masse at skrive om.
Og så er ringen til punkt 1 vist sluttet !

Det må være muligt at lære håndværket at producere lykke. I hvert tilfælde når man, som jeg, støtter en rimelig prosaisk definition af lykke som kendskab til sig selv og den måde, man fungerer bedst på. Det er nok derfor, man er så bund ulykkelig, når man ikke bruger sig selv. Bruger man ikke sig selv, så lærer man ikke sig selv at kende, og lærer man ikke sig selv at kende, så bliver man ikke bedre til at bruge sig selv.

Lige for øjeblikket har jeg ikke andet end mig selv og hjemmelavet lykke. Det er det, der føles som temaet i mit liv, og jeg vil ikke bestride de røster, som måtte kalde mig navlebeskuende, men blot konstatere, at jeg allerede har været inde på det mål af ekshibitionisme, man som handicappet er nødt til at mønstre, og som kun kan opretholdes af et veltrænet ego (nej ikke et jeg er-den-bedste-i-verden-ego !) der kender sine funktioner og ved, hvornår, hvilke skal pålægges et vist aktivitetsniveau. Tro mig ! Det kræver et ganske stærkt ego at være handicappet udenfor arbejdsmarkedet.

Selv navlepilleri er ikke bare navlepilleri ! For der er mening med egoismen. Den er led i min erkendelse af, at jeg netop er en lille del af heldheden - en handicappet, der står mellem arbejdsmarkedets manglende værdsættelse og familiens altoverskyggende insisteren på ikke at give op. Man kan ikke leve med mig, og man kan ikke leve uden mig, og sådan føler mange andre nok også.

Tror, næste hold neuortransmittere er ved at være færdigproduceret, hjælp jeg må fodre online ulvene, inden jeg mister jordforbindelse. Kom og æd mig !