Ja jeg er i gang med at ride stormen af en storm som gang på gang er min økonomi der skaber stormen.
jeg kæmper for at bevare min lejlighed jeg kan ikke få pengene til at slå til det har jeg aldrig kunnet jeg er dumdristig og det er ris til min egen røv for at sige det mildt.

jeg skulle starte på arbejde i juni fik jobbet i maj og da mit job lå et godt stykke fra mit arbejde købte jeg en knallert 45 som skal bringe mig til og fra arbejde det var en nødvendighed for mig at få den knallert,
men det slog min økonomi i stykker endnu engang jeg har siden kæmpet for at holde min lejlighed,
jeg måtte tage penge fra det vi levede af i maj for at få udstyret i orden til den det tog også en del af mine husleje penge og siden har jeg kæmpet for at holde på mit hjem til mig og børnene,
juli fik jeg skrabet sammen til via et a konto beløb fra mit job men august er usikker jeg skal forsøge kommunen men tror det er et nej systemet hjælper ikke mere folk uanset hvor og hvordan de står.

Min usikkerhed er meget stor lige nu jeg ved ikke om jeg er købt eller solgt med hensyn til at bevare min lejlighed jeg har svært ved at tænke klart jeg er stresset og ked af det hele tiden,
tænker på min dreng der går på en skole han er glad for da han har boglige problemer,
kan ikke få anden lejlighed da indskudet til den her skal være betalt af,
jeg arbejder alt hvad jeg kan i håb om at ride denne krise storm af så jeg kan finde ro i min tilværelese en ro jeg aldrig har kendt til jeg ved jo hvad jeg vil men det kræver ro omkring mig.
Mit job er jeg meget glad for jeg arbejder med psykisk syge mennesker et job med udfordringer et job der kræver en del af mig,
jeg har sorg og tristhed omkring mig hele tiden og når jeg selv er på samme måde gør det jobbet svært for mig den ro jeg stiler imod vil give mig en mulighed for at studere mit job nærmer,
jeg vil så gerne have psykologi på aften skole men kan ikke konsentrerer mig når jeg har så store problemer selv

min grund til psykologi kom da jeg var kontakt person for en af mine beboer som er meget trist hele tiden ser man et smil hos hende bliver man overasket,
hun fortalte mig at hun var bange for den dag hendes mor døde hun var ensom bange utryg nogen af mine kolegaer have hun sagt hun var træt af at leve,
jeg spurgte om hun have noget familie hun sagde nej hendes bror begik selvmord,
jeg var hende pludselig svar skyldig jeg følte ikke jeg kunne støtte hende som kontakt person jeg har selv mistet mine forældre og ved hvor svært det er,
men selv om jeg have den kedelig og triste erfaring vidste jeg stadig ikke hvad jeg skulle sige til hende af trøstene ord jeg skulle samtidig passe på ikke at såre hende yderliger da et forkert ord kan have katastrofale følger
for en psykisk syg person.
Jeg vil have mulighed for at studerer psykologi det vil hjælpe mig langt i mit daglige arbejde men med den storm jeg har omkring mig nu vil jeg ikke kunne klare det.
Jeg syndes at med den lovgivning vi har idag inde for systemet ødelægger flere mennesker ind det gavner de vil gerne have alle i gang med job og hvad der ellers er,
men hvad hjælper det vis vi som i min situation ikke kan få lidt hjælp til at komme oven på igen,
de tror vi alle er ens vi kan bare det hele men det kan vi ikke flere af os mennesker har gået hjemme i årvis og har en angst for at komme igang og for om de nu slog til på et arbejds market, der i blandt mig selv når man så endelig er kommet igang så kommer blokeringerne fra systemet.
men jeg vil stadig forsøge at ride stormen af og kun bede til at den lægger sig helt en dag bede til at jeg beholder min lejlighed og kommer videre med mig selv og min tilværelese.
inge