Ensom og hvad så?
Josephine Lø...
9 år siden
Åh ja mere det føles så g...
Maria jayash...
10 måneder, 24 dage siden
Så er det snart juleferie...
Michala Esch...
15 år siden
Sikke en dag
Ruth Christe...
7 år siden
Mit sidste farvel til mor
Jønsse
8 år siden
Glædelig Jul til alle
Poul Brasch ...
8 år siden
Hundetræning
Chellepigen
10 år siden
Hvem tror vi, at vi er?
Bella Donals...
7 år siden
opdatering
Michala Esch...
21 år siden
BILEN BLEV MIN I DAG :-))...
Flemming Tri...
11 år siden
En regnfuld og blæsende n...
Michala Esch...
14 år siden
Ophold
Hanna Fink (...
6 år siden
Vent på mig
Halina Abram...
6 år siden
ser, lytter og styrer
Sune Yttesen...
6 år siden
Den Søde.
Ruth Christe...
7 år siden
Lidt om livet.
Hanna Fink (...
7 år siden
Yoga
Ida Hansen (...
7 år siden
Jeg ser Ham på afstand. Ser Han kigger i min retning, men er ikke sikker på om Han har set mig. Overvejer om jeg bare skal lade som ingenting og gå videre. Eller om jeg skal række hånden op og hilse.

Da vi står ansigt til ansigt, ved jeg ikke rigtig hvad jeg skal sige. Vi giver hinanden et knus. Jeg ser at Han står sammen med vennen, som jeg fik mit nuværende job for næsen af. Jeg kan ikke lade vær med stadig at hovere lidt i mit indre.
Han fortæller at Han nu er blevet kærester med en 15-årige fra den musical Han var med i. Jeg bliver så gal og kan ikke finde ud af hvordan jeg skal reagere eller hvad jeg skal sige til Ham. For det er ikke iorden. Det jeg føler er ikke jalousi eller misundelse. Nærmere en form for afsky. Medlidenhed.
Fordi jeg selv har været der.

Jeg ved, af bagveje, at hun er faldet dybt og inderligt for Ham. Jeg ved, gennem Ham, at hun bare er en mere i rækken.

Da Han også fortæller om nogen af Hans seneste erobninger, kan jeg ikke længere tale med Ham. Jeg er nødt til at gå inden jeg siger noget, jeg ikke skal sige.
Jeg indser at det er det eneste Han snakker om når vi snakker sammen. Jeg kan ikke længere.

Fordi jeg ikke længere kan finde nogen god grund til at vi snakker sammen. Jeg tror ikke længere, jeg kan sige at Han er en af de personer der kender mig bedst. Han har kendt mig inderligt godt. Jeg har forandret mig.
Men jeg har ikke lyst til at Han stadig skal kende mig som jeg er nu. Om jeg har lyst til at Han skal være en del af mit liv nu.

Jeg tror ikke jeg savner Ham. Jeg tror, jeg savner det, der var engang. Det, der var mellem os.
Men prøver at minde mig selv om, at det ikke kommer igen.
Minder mig selv om hvor meget jeg faktisk har grædt. Hvor meget tid og energi jeg har brugt på Ham. Hvor meget jeg har skrevet herinde om det. Jeg vil ikke længere.

Mest af alt fordi jeg elsker min kæreste. Men da jeg ser min venindes skuffede og uforstående udtryk den anden dag, da jeg fortæller om dagen hvor Han og min kæreste mødtes, ved jeg, at holder fast i noget, der for længst er tabt.
At det var det.
Fordi vi ikke har noget sammen længere.

Jeg er Ham evigt taknemmelig for det meste af det Han har givet mig. For alt det Han viste mig. For at Han elskede mig på et tidspunkt. For at Han lod mig elske Ham. For Hans tålmodighed med mig.

Men det var det, der var engang og jeg kan ikke blive ved med at hænge fast i det.

Så det her må være mit farvel til Ham og minderne.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Farvel er publiceret 20/04-2009 20:32 af Thisisme.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.