I oktober sidste år blev det først klart for os, at min datter har massive problemstillinger i form af misbrug af alkohol og hash. Dengang endte det med at jeg måtte bede hende om at forlade huset, da hun i hendes påvirkede tilstand, gentagende prøvede at skade sig selv ved bla. at banke hoved hårdt ind i væg eller gulv, eller smadrede ting her i huset. Vi havde politiet her ude 2 gange af samme grund, samt en vagtlæge, da vi ønskede hende indlagt på psyk, men forgæves - hun var ikke psykotisk nok.
Hun afskrev os dengang i store vendinger, specielt mig som afskrev som mor og kun tiltalte mig ved navn. Jeg skrev breve og blev ved med at sende hende sms – nægtede at give op. Hun sendte mig et brev med udtagelser fra sagsbehandler samt fra en psykiater, hvori hendes problemstillinger nøje var beskrevet. Man mente bla. at hun havde en hashpsykose, samt ADHD
I feb. Fik jeg ” lov ” til at besøge hende, på betingelse af jeg ikke stillede nogen krav overhovedet, og det gjorde jeg så ikke. Fik et par kopper kaffe, hygge sludrede og kørte så hjem igen. Lørdag d. 21/3 skrev jeg en sms til hende i en stille stund imens jeg var på arbejde. Havde da ikke hørt fra hende i flere dage. Hun skrev ring og det gjorde jeg så. Fortalte at kæresten den forgående aften havde slået hende, og at han var blevet taget med af politiet. Var dybt ulykkelig og jeg spurte om jeg skulle køre med det samme – hvilket hun accepterede. Kors for et syn der mødte mig. For det første havde hun et kæmpe blåt øje, hvilket ikke overraskede mig efter det hun havde fortalt, men mødet af et pigebarn som åbenlyst ikke havde været i bad længe, samt en lejlighed som mindede om et værtshus en sen lørdag nat, med ølflasker over det hele, samt en stank af indelukkethed igennem længere tid – det chokerede.
Jeg fik i løbet af en et par timer overbevist hende om, at hun skulle væk derfra. Kørte over til Harald Nyborg og købte 10 flyttekasser, og begyndte så ellers at pakke. Michelle begyndte at drikke af de guld øl som kæresten havde efterladt, og jeg lod hende gøre det, for ikke at skabe konflikt. Hun fortalte imens vi pakkede, at det var ikke urealistisk at hun drak 2-3´seks paks guldøl om dagen , plus det løse. Pigebarnet er kun 160 cm høj og vejer 42 kg.
Bilen blev godt pakket med 6 flyttekasser, plus alt hvad der ellers kunne stoppes ind. Jeg kunne mærke at stemningen ikke var god, men lod som ingenting. Da vi kom her til byen havde jeg lovet hende at køre direkte på den psykiatriske skadestue. Hun havde det synlig meget skidt. Da vi ankom på skadestuen, blev vi bedt om at vente i en opholdsstuen, som nu engang er procedure når man kommer der. Michelle blev efter få minutter utålmodig og vil tale med en læge her og nu. Derefter skete alting meget hurtig. Hun væltede møbler og skabte kaos omkring sig. Enden blev at hun blev smidt ud derfra. Da vi stod uden for var hun ikke til at tale med, og da hun begyndte at gå – kørte jeg de få hundrede hjem. Den dag og efterfølgende flere, måtte vi tilkalde politiet og få hende sat i detentionen, da hun i hendes påvirkede tilstand var til fare for sig selv og vi andre.
Først i Marts fik vi kontakt med misbrugscenteret, og prøvede at stable noget på benene der, Men Michelle kunne ikke rumme tanken om at skulle ”anbringes og puttes væk ”, som hun udtrykte det. Misbrugscenteret satte også spørgsmålstegn ved om det pt. blev en succes pga. hendes store psykiatriske problemstillinger.
Vi har nu kontakt med distrikt psykiatrisk team og hun er i gang med medicinering.
Midt i april hentede vi det sidste i lejligheden som også er opsagt, og hun har nu fast adr. her.

Jeg vil gå igennem ild og vand for at hun kommer igennem dette