Storm og regn - men det klarer op i løbet af dagen. Det er lidt koldt, når jeg sidder og kigger ud ad vinduet og bare må erkende, at vi er på vej mod efteråret atter en gang. Efteråret, som dog også kan have sin charme med de vidunderligste farvenuancer, som man jo absolut ikke kan blive mæt af at kigge på. Jeg er glad for, at der i vort lille land er fire årstider, så det er muligt at følge årets gang både ved at gå ud i naturen og at se på dagenes længde.

I går havde vi arrangement i yngreklubben for os Parkinson´er. Vi var tre piger og fem mænd samlet hos L, der bor i udkanten af Ribe. På skift arrangerer vi vore træf og denne gang var det L´s og min tur. Da vi mødtes for at planlægge, blev vi hurtige enige om, at træffet skulle have noget at gøre med Ribe og at det skulle være nemt, så inden længe havde vi planlagt, lavet program og sendt indbydelser ud, bestilt fint vejr og til slut bare vente på, at dagen skulle oprinde.

Og hvilket vejr at stå til i går morges. Det regnede og stormede og vi kunne ligefrem høre, hvordan det peb rundt om hushjørnet. Heldigvis overvandt de gode vejrguder og det blev - om ikke kanon godt vejr, så da udholdeligt tørvejr med en meget frisk brise og solskin.

Vi skulle mødes hos L. klokken halvfem - jeg kom en times tid før for at hjælpe med forberedelserne. Da havde L. dækket fint bord, så der var faktisk kun at lave salaten til pizzaerne, som vi bestilte og som blev leveret en time efter gæsternes ankomst, der kom fra nær og fjern. L. bød velkommen og jeg læste min artikel "At få en diagnose" og det var en dejlig måde at formidle mine tanker og følelser omkring en kronisk sygdom. U. fortalte om nyt og "skærmydsler" fra landsforeningen og læste et lille eventyr. Der blev tid til dybsindig og seriøs snak og pjat og grimasser og ih, hvor vi hyggede os, mens vi spiste pizza og salat.

Efter pizzaerne var der rundtur i de gamle gader ledsaget af en guide, der virkeligt brændte for sin sag og fortalte så levende, at vi næsten kunne fornemme, hvordan livets gang i gamle Ribe havde været for godt 500 år siden. Han beskrev blandt mange andre spændende emner fortidens nætter i bælgravende mørke, hvor man skulle tage sig i agt, hvis man begav sig udendørs midt om natten eller i den årle morgengry, hvor man godt kunne træffe at jokke på et slumrende svin eller få en natpottes fyld hældt over sig.
I mange år blev Ribes "kulturlag" dannet - simpelthen af affald og skarn. Når man var på vej til Ribe kunne man i 20 kilometers afstand altid finde byen. Man skulle blot gå efter stanken. I vor tid er det eneste stank vi har fra byen -småkagefabrikkens dunst - denne lugt kan til gengæld også være vammelt. En rigtig sød vanilleagtig lugt. Vi havde en times guidet tur og den gamle Ribe-dreng, som vor guide var, kunne næsten ikke stoppe.

Dejligt at komme hjem til L. varme stue igen og få en kop kaffe og snakke og hygge og lære hinanden endnu bedre at kende. Det er så dejligt at være en lille ligestillet gruppe, der kan være noget for hinanden. Humøret fejlede bestemt heller ikke noget - en´ fortalte, at det værste ved at gå fra 37 timers arbejdsuge til fleksjob på 23 timer var, at der var mindre tid til samme snak med kollegaer som før. En fyr, der har været heldig med sit fleksjob og som stadig er i gang, trods mange år med diagnosen.

Vi brød op ved halvtitiden efter nogle dejlige og hyggelige timer sammen. Næste gang vi mødes, står arrangementet på julefrokost i Esbjerg. Jeg nævnte Pennen for mine nye venner og i tilfælde af, at I læser netop denne dagbog, vil jeg gerne benytte lejligheden til at sige "TAK for i går. Det var kanon".

Jeg vil slutte af med at sige til alle:
"Ha´ en god dag og pas på jer selv".

Hyggehejsa fra parkieren Nellemor.