jaja. Så olever jeg dét med. Efter 4 måneder med stolte billedfremvisnínger, dans på roser og en storhedsfølelse,´har jeg pludselig på en enkelt eftermiddag, forstået noget, som ellers altid har undret mig; hvordan i alverden mennesker kan blive ved med at skrive og læse om kærlighed, uden at det bliver trivielt.

Jeg synes jeg havde det dejligt. Jeg synes måske nok ikke at jeg var sådan helt væk i ham, sådan mega forelsket, men det var bare skønt at være sammen med ham. At jeg kunne mærke, nogét var anderledes idag efter en halv times tid, viser mig, hvor godt vi egentlig kender hinanden. Bedre end jeg har kendt nogen andre drenge.

Han lå i evigheder og forsøgte at dreje ordene i munden, som om de ville gøre mindre ondt på den måde. Jeg blev nervøs til sidst. Spurgte om han forsøgte at slå op, eller...? "nej---men´...idag...det føles anderledes at kysse...det har aldrig været sådan...jeg ved ikke hvorfor, jeg kan jo stadig li' dig, men...det er anderledes..."
Jeg har aldrig haft så dyb en samtale med nogen før.
Vi talte sammen i flere timer. Vi lå op ad hinanden og kiggede hinanden i øjnene. jeg blev ked af det. jeg følte det som om...som om...jeg bar en grim ond maske, jeg ikke kunne tage af - og vidste, at hvis jeg bare kunne, ville han kunne se, at jeg er den samme... at han elsker mig...
Jeg græd og skjulte hovedet, men han bad mig kigge på mig. Jeg har aldrig set ham se så ked af det ud før. han græd...for min skyld...altså, ikke forstået på dén måde, men han græd fordi jeg græd... og bagefter..kyssede han mig igen...og igen...
'
og nu er jeg dødforvirret og én gigantisk blanding af et desperat håb om at det går tilbage til det gamle og en uendelig tvivl...kyssede han fordi han havde ondt af mig? nej, sådan er han ikke. Jeg savner ham allerede, det gør ondt indeni. men jeg synes jeg tog det pænt. Fik forklaret alt det jeg føler, så godt jeg kan. At jeg selvfølgelig er ked af det, men at jeg er glad for, at han sagde det, i stedet for at være falsk. At jeg er glad for, at han ikke bare sagde "jeg elsker dig ikke mere" men faktisk selv var berørt. At jeg ikke vil forsøge at se stærk ud, fordi jeg vil vise, at jeg ikke er vred på ham. Ked af det, men ikke engang såret...tror på at han var oprigtig, da han virkede ked af ikke at kunne vælge selv. At jeg ikke følte det sært at kysse ham, på trods af det, han lige havde sagt, så han selv måtte træffe valgene. og frem for alt:
han skal ikke gøre noget udelukkende for MIN skyld. han ´skal ikke give medlidenhedskys. han skal ikke ringe for at høre, hvordan jeg har det, hvis han ikke virkelig gerne vil vide det. Han skal ikke invitere mig igen, medmindre han mener, at han gerne vil se mig.
Men ÅÅÅÅÅÅH hvor jeg dog elsker ham. Og det mest mærkelige er at jeg er næsten hundrede på at han virkelig også elsker mig. jeg har en form for stemme, der overbevisende siger, at det her var nødvendigt, men at det går over. At det er sundt at kunne græde sammen, men at det ikke nødvendigvis ødelægger forholdet. Og jeg nægter at være fornuftig nu. Jeg tror på det!

Nu kunne jeg græde over alt. Men jeg fortryder ingenting fra de sidste 4 måneder. intet. Jeg er endda på en måde glad for denne oplevelser. den viser at drenge har følelser. At det har været oprigtigt fra begge. At han virkelig ikke er ligeglad. At vi stoler på hinanden.

Og at kærlighed ligesom alt andet har to sider - den nyopdagede har jeg bare først set idag. Og gud hvor måtte den gerne være blevet væk i længere tid. men sket er sket. Og jeg forbander ikke kærligheden. jeg er bare glad for, at jeg har haft det så dejligt med ham så længe og at vi skiltes med et knus, ikke med et vredt råb.

Jeg er træt. mit hovede gør ondt, mine forældre ved intet, og jeg vil ikke fortælle det til nogen, før jeg ved med sikkerhed, om han HAR slået op eller ej. Og før mine tårer er tilbage i kanalen BAG dæmningen, og ikke på randen mere.

Alt har en modpart. Men behøver den være så hård? :'(

Jeg elsker ham. Ikke flyvsk og lyserødt, men dybt og tillidsfuldt. han har gjort mig ufatteligt ked af det idag, og alligevel kunne jeg tale om det med ham.

Godaften derude...