Hele eftermiddagen har jeg tænkt virkelig meget over om jeg skulle skrive det her indlæg, eller lade som om det i dag aldrig skete..

Men jeg er nødt til at få det ud af mit system. Og selvom det er pinligt at vise alle jer hvordan min far er - har jeg alligevel valgt at skrive det i denne dagbog, og ikke i min private, hvor jeg gemmer alt det jeg skammer mig for meget over til at dele med andre end mig selv...

Dagen startede egentlig fint. Jeg har grinet en del på arbejdet.
Det var no names sidste dag, og hun blev så glad for gaven og mit kort - at hun fik tårer i øjnene...
Da hun gik hjem, spurgte hun efter mit nummer og jeg fik et langt knus..

Kommer til at savne hende.
I min pause snakkede jeg med min søster. Det var så rart. Vi har ikke talt sammen længe - og jeg kunne mærke jeg havde savnet hende.

Men så.. en halv time efter - ringer min søster igen. Hun tud brøler - og mit hjerte krøller øjeblikeligt sammen.

Kender I det - når folk græder på en særlig måde. Den der´måde hvor man virkelig kan mærke hvor sårede de er?
Sådan græd min søter..

Langsomt fik jeg styr på historien, imellem de mange hulk...;

Min mor var kommet hjem fra Hospitalet på Orlov. Hun havde endda fået lov at tage med til Bornholm - hvis bare hun tog til tjek på Rønne hospital.

Og så skulle man jo tro at den lille familie kunne være lidt glade. De kunne de også..
Der var bare lige en´af de fire medlemmer der skulle fucke alt op.

Mine forældres jagthund er bange for torden. MEGET bange. Faktisk er den både bange for skud OG torden. (Hvilket jagthund, hva?)

Men hun er dejlig. Fini, hedder hun. Vi kalder hende Pølsen, eller sælen - fordi hun vidst er lidt for tyk - og har et ansigt der ligner en sæl..
Mikkel & Camilla har så meget styr på den hund,at det virkelig er imponerende...! De passer den både bedre, og mere - end min far nogensinde har gjort!

I dag har det tordnet.
Og Fini var blevet bange. Den havde tisset over alt på gulvet, og bidt i hælen på min fars nye jagtstøvler...

Da min far opdagede det, brød helvede løs...
Han havde gennemtæsket hende. Slået hende med knytnæver - til hun tilsidst lå i et hjørne og pep.
Så havde han...
....
...

(Jeg kan næsten ikke skrive det, da det mentale billede giver mig kvalme)

.. ...Så havde han hoppet op i luften og... landet på hende.
På den stakkels bange hund i hjørnet.

Min mor havde ilet til.
Men min far havde bare sagt hun skulle skride, og sendt hende væk... At han ville tage hunden med på jagt næste dag, og skyde den.
Og fordi hun er syg, og svag havde hun ikke kunne gøre andet end at forlade både hund & mand - mens hundes ynk og min fars slag havde givet genlyd..

For flere år siden, forsøgte hun at redde vores gamle hund Senta fra min fars psykotiske hjerne. Dengang lykkedes det... Hun nåede at afværge et slag fra min fars hånd der var tiltænkt ansigtet på Senta.

Slaget brækkede istedet min mors hånd.

Camilla og jeg var for små til at gøre noget dengang...
Men det var vi ikke nu....!

Min mor havde ringet til Camilla - og jeg forestiller mig hun græd i samme styrke som Camilla netop havde gjort det til mig.
"Der er sket noget forfærdeligt...Far har lige tæsket hunden. I må komme og hente den, ellers skyder han den. Han mener det!"

Camilla & Mikkel ind i en bil - og ud og hente hunden.
Min far havde spillet macho, samtidig med bølgerne gik højt...

"Ja, tag I den med hjem! Så kan den ødeligge jeres lejlighed!"

Camilla - der er for sej - havde svar på tiltale: "Nej det gør den ikke. Men HVIS den gør, kan vi takle det bedre end at give den tæsk!"

Min mor grædene i baggrunden - og min far der - om muligt - gik endnu mere over stregen:
"Jeg havde bundet den til et træ i morgen og skudt den hvis ikke I havde hentet den! Og så have jeg givet mor en kugle i panden samtidig!!!!"

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

Da jeg hørte præcis det´her - var det det slog klik i MIN hjerne!

Hvad fuck i helvede bilder den syge stodder sig ind?
Han har netop gennemtæsket en forsvarsløs hund, og alligevel er han pyskopat nok til at stå og sige han vil skyde sin kræftsyge kone!!!!

Jeg sagde til Camilla jeg ville ringe tilbage, og tastede straks min fars nummer - mens jeg sydede af raseri.

Var så rasende at jeg var tæt på at tude - mens jeg skreg ind i hans øre:
"HVAD FANDEN ER DET DU HAR GANG I DIN SYGE STODDER? DU SMADRER DEN HER FAMILIE FULDSTÆNDIG. SOM OM DEN IKKE HAR NOK AT KÆMPE MED I FORVEJEN! JEG SYNTES DU SKULLE TAGE AT SKYDE DIG SELV I PANDEN - DIN LATTERLIGE PSYKOPAT!!!!!"

Overhørte fuldstændig hans gentagne "Hvad mener du?" imellem mine sætninger, og smed på lige så hurtigt som jeg havde ringet op..

Han tror alt er som i gamle dage. Hvor han kunne te´sig - uden min mor fortalte noget. Og hvis hun gjorde var både Camilla og jeg magtesløse...
Vi var jo kun børn..

Fik fat på min mor bagefter, og spurgte om jeg skulle hente hende i en taxa.
Hun sagde at hun nok skulle klare sig, men bare var meget ked af det nu..

Så brød jeg selv sammen, og tuede over uretfærdigheden af at have top psykopat far - der ikke kan takle sin sorg på en normal måde.

At han får LOV til at gøre 3 mennesker kede af det i løbet af 10 minutter - når det var ham der burde være ked af det. Over at være den han er...

Jeg væmmes ved ham, og når min mor dør vil jeg slet ikke have noget at gøre med ham mere...
Så kan rådne op, ensom og alene!

Havde lyst til at snakke med Tobias. Brug for det - fordi han er den eneste der ved hvordan min far kan være...
Den eneste der kan trøste rigtigt, og som jeg tør græde over for..
Men det har jeg jo selv ødelagt.. Kan aldrig ringe til Tobias for at blive trøstet mere...
Så jeg måtte nøjes med Mikal..

Det hjalp at komme ned til ham , til en kop kaffe og dyb snak..

Snakkede med Camilla senere, og vi blev enige om at lige meget hvad - får han ikke hunden tilbage.
Desværre må de ikke have hund i lejligheden. Det ville ellers være perfekt. Fini ville få det godt hos dem..
Vi prøver at havde hende hos dem hemmeligt, og så passer jeg hende når de tager på ferie..

Håber ikke min mor eller Camilla bukker under, og falder for min fars udglattende ord.
I følge rygter er han allerede begyndt på "Jeg slog slet ikke hunden" & "Jeg sagde ikke jeg ville skyde mor!"

Men det gjorde han. Han fortryder sikkert nu - men det har jo ramt.
Faktisk er det lige meget hvad han siger eller gør nu.

Han har været psykopatisk for mange gange til, at jeg tilgiver mere...