blaaaa....den holdt sgu ikke længe. bekymringerne, usikkerheden har overtaget, fuck det pis!!!!!
og det betyder ikke noget at jeg inderst inde ved at det nok skal gå.....det er jo ikke kæmpe problemer. og det er heller ikke fordi jeg vil bytte. måske er det tålmodigheden der igen presser på. problemet er bare at jeg ikke lkan skrive når jeg har andre ting at tænke på. gid jeg kunne. så ville jeg for en tid glemme.

nuvel....sådan er forholdene og det kan jeg ikke gøre så meget ved, selvom det nager. det nager hele tiden. der er så mange ting, nye ting, jeg gerne vil have skal flaske sig og for engang skyld har jeg ikke så meget kontrol over det. det er jeg sgu ikke vsant til. modløsheden har overtaget i dag og jeg takker for at jeg skal på arbejde. det plejer at hjælpe, omend ikke andet, så for at tænke på noget andet.

men det hjælper, som altid, at sætte ord på det. og måske en lille snak med min veninde. ja, ja..det kan ikke være lutter kage altid. jeg synes bare at det meste af mit liv har jeg ventet. mit problem. eller måske er det fordi jeg lægger mest mærke til ventetiden. det er altid det værste.

ventetiden på svar. ventetiden til at kunne gøre noget, og det er egentlig det jeg ikke kan..gøre noget..ikke andet end det jeg har gjort. ventetiden. heldigivs kan jeg læse,og det er dejligt. så kan mna flygte lidt i en tid. gøre ventetiden lettere. egentlig ved jeg godt at det er forkert at se det på den måde, men who cares....sådan er det.

gid jeg kunne finde min kyniske side, men den er forduftet. ærgeligt, fordi nogegange er den sgu en hjælpende hånd. ikke engang temperamentet er i nærheden. æv! den er en fantastisk ventil..aggressivitetens moder....ja tak. spydighed, hvor er du? Sarkasmen, nøglen til ordene...pist væk.
som om min hjerne har afundet mig med den til alle tiders eftersøgte normalitet...føj...er det sådan det føles at være normal?

Pas på hvad du ønsker dig, camilla. eller er det bare kroppen og hjernen der prøver at affinde sig med nye tilstande?
og så tager jeg mig sgu i noglegange at savne tidligere tiders tilstande....hvad fanden!!!!...hva fanden, lille snotnæse. Ta dig sammen!
er det apati? nej. er det kedsomhed? nej. så hva fanden er det så? er det normalt? sikkert. er det verdens undergang..nææh, egentlig ikke, selvom jeg prøver.

lever man mere når agressiviteten styrer? aner det ikke, men lige nu synes jeg det. og er jeg overhoved skabt til at have det godt? puuuha, svært spørgsmål..hvad synes du?

Ja, hallo...det var sgu da dig jeg spurgte. giv mig et svar!

gid jeg kunne hoppe et par måneder frem og finde svaret, bevare roen, nedtone tvivlen og berolige utålmodigheden. synes ikke jeg kan mærke mig selv. men er det normalt, når man er normal?

jeg står med hænderne ude og vejer. hvad vejer mest? at føle livet, smerten? at være lam, glæden? hvorfor kan de ikke sammenkobles? eller kan de? det er jeg bare ikke vant til. det er enten eller...enten eller.eller enten. enten...er det ikke een fra ringenes herre? og hvorfor har jeg på fornemmelsen at denne her tekst bliver murstensromanagtig.

aaarggghhhhhhh......bløbløbløbløb....jeg har to personer der sidder tålmodigt og venter på mig. to personer, som gerne vil videre med deres liv, deres historie. burde jeg gå ind til dem? men det gider jeg ikke! jeg gider ikke de tunge følelser. de to personer trækker mig ned. jeg ved det ikke kun er tungt. det er også smukt, men når man er lam, kan man ikke mærke hverken eller.
så jeg pumper mig med nikotin og koffein, så jeg i det mindste kan mærke at adrenalinet stadig flyder og får mine fingre til at dirre. men det er jo bare en midlertidig tilstand. i alt den her ventetid, og ikke specielt sund.

forventninger. jeg havde styr på jer. i er det værste menneskeheden har opfundet. i har narret mig så mange gange, såret mig, skambidt mig. og nu står jeg i en tilstand, hvor I har al magt. og jeg kan se i fryder jer så meget at I savler, spytter af ivrighed.

jeg føler som om jeg har været i en anden dimension, tidsdimension, i det halvandet år sydpå. glemte jeg noget? glemte jeg noget vigtigt? noget af mig selv, eller efterlod jeg ikke kun den urolige side? efterlod jeg også noget godt? og var det fordi de hænger sammen, de to sider.
Shit!
om et par måneder læser jeg dette her og ryster jeg på hovedet af det eller nikker jeg genkendende til en tilstand som ikke har forandret sig?
njaaa....min granitfaste tyrkertro på at tingene nok skal gå, siger at jeg skal slappe af. ventetiden er altid det værste, nikker den bedrevidende og gammelklogsagtigt. (jeg hader den noglegange!)

ventetid. selvopfundet selvpineri. ikke andet.