Hvad er kærlighed - en mani?

Lodret vask med rivejern
Victoria Wan...
8 år siden
Dagen jeg gav op
ToreB
6 år siden
Kreativ igen
David Hansen...
3 måneder, 27 dage siden
håb
Halina Abram...
6 år siden
Merhaba, online-ulve
Camilla Rasm...
9 år siden
Ring the bells that still...
Bastian
11 år siden
Nu er vi snart færdige
Ragnhild Bac...
10 år siden
Fucking nympho - Kasper L...
Kasper Lund ...
8 år siden
Bornholm2
Michala Esch...
15 år siden
12.09.2016
Marianne Mar...
7 år siden
En bid af hverdagen.
Hanna Fink (...
3 år siden
Sommerbuket
Hanna Fink (...
10 år siden
13 dag på fyldepennen. Er...
Gaffa Brandt
11 år siden
Helbred
Hanna Fink (...
9 år siden
Dumme udtalelser og træls...
Racuelle Hei...
5 år siden
Pandekagekomfur
Peter
10 år siden
Dancer in the Dark.
Camilla Rasm...
6 år siden
Udstilling i Havnsø Havn.
Hanna Fink (...
9 år siden
Kære natbog (I)
Olivia Birch...
9 år siden
Havørnen og Tigeren
Sylvia Ebbes...
10 år siden
Da jeg lærte at skrive
Olivia Birch...
9 år siden
Det vil ikke slippe mig :...
Gittepigen
11 år siden
Titte bøhh
Racuelle Hei...
9 år siden
I will never understand b...
MysteriousGi...
11 år siden
Kindfede og røvfuld!
Racuelle Hei...
9 år siden
Modtog bog fire og fem
JesperSB
2 år siden
Hovedafbryderen
Rud Stenfisk...
3 år siden
De første dage
Michala Esch...
14 år siden
Det er ikke let
Baru
1 år, 9 måneder siden
Aktivering. Nu skal jeg s...
Gaffa Brandt
11 år siden
Sidder her i slutningen af mine to fritimer og falder hen i undring, som nødvendigvis må omdannes til ord.

Hvad er kærlighed?
En kemisk besættelse?
En momental mani, hvor vi tilsidesætter alt andet - endog os selv - for at tilfredsstille denne "eneste ene", hvis billede banker i vores hjerte?

Jeg har selv været blandt de maniske - MEGET maniske - hvor kærligheden blev en besættelse, og nu ser jeg de selv samme tegn på min psykotiske periode blandt andre i min familie og øvrige omgangskreds.

For mit eget vedkommende handlede min neurose om en knægt, som jeg her vil nøjes med at kalde T. T var i virkeligheden alt for ung til mig (han 18, jeg 22), men han passede ind i min opfattelse af, at jeg var vendt tilbage til teenageårene - en sommerferie var jeg atter 16 år, ræsede rundt på en knallert på forladte bonderøvsveje sammen med min veninde, til tider småfuld eller høj på speed, hvilket også hørte den sommerferie til. Ikke noget jeg er stolt af, men ikke desto mindre sandt!

Af uforklarlige grunde udviklede en sommerforelskelse sig til en decideret besættelse, der varede længere end sommerferien - faktisk næsten et helt år. Uden at gå for meget i detaljer, havde jeg i året op til den tid - og undervejs i forholdets begyndelse - måttet sige farvel til vigtige ting i mit liv, foruden at der skete en omvæltning i min tilværelse, da jeg pludselig fik kontakt til min far, som jeg faktisk aldrig rigtig har kendt. Så egentlig kan man vel roligt sige, at min identitet og selvfølelse var skrøbelig...

Min besættelse i T viste sig vel først ved en neurotisk jalouzi, samt en konstant frygt for, at han ville slå op med mig. Jeg ville gøre alt for ham. Jeg tilbragte timer sammen med ham til familiefester med svigerne, hvoraf ingen af dem brød sig det mindste om mig, hvilket var gengældt dog. Konstant blev jeg set ned på og vurderet, mens man undrede sig over, at jeg havde fanget familiens gode og englerene søn.

T var dog i virkeligheden særdeles impulssiv og temperamtsfuld, burde have fået taget kørekortet for længe siden og havde trang til både alkohol og hash, hvilket ikke gjorde hans temperament bedre. Han var uforudsigelig. Dog ikke ond eller bevidst om, at han havde et problem.

Men nok om T. Jeg skriver ikke dette for at hænge ham ud. Nej, det der undrer mig, er, at jeg overvejede (helt seriøst!), at begå selvmord, hvis T slog op med mig. Hvad pokker sker der?! Jeg begyndte endda at skære mig i armen på et senere tidspunkt, uden at jeg nu kan forklare hvorfor. Det var ikke engang, fordi jeg fik det bedre af, når jeg gjorde det...

Men jeg var panisk ved tanken om, at han skulle vælge ikke at gengælde min kærlighed. Jeg var ulykkelig, hvis denne unge knægt ikke havde tid til at snakke med mig, når jeg "havde brug for ham".

Sådan var det i næsten et år, indtil det alt sammen pludselig holdt op - er selv lige så forbløffet over dette, som det faktum at jeg var sindssyg over en længere periode.

T slog op med. Jeg tudede i 10 min. Var rasende. Så kom der et program på TV, som interesserede mig, og det var slut. Siden har jeg ikke grædt mere over T. Jeg er ikke vred på ham længere. Tvært imod vred på mig selv og skuffet over mig selv, fordi jeg kunne behandle mig selv så dårligt.

Hvad pokker sker der oppe i hjernen på en i sådan en situation?

Og hvor heldig er jeg ikke, at jeg så pludseligt blev i stand til at komme videre?!

Nu er min mor gift til en mand, som dybest gør hende bundulykkelig, da han er yderst tyrannisk og dominerende. Hun flyttede endda på krisecenter for at komme væk fra, ville flytte med mig tilbage til familien i Jylland her efter jul og meget andet. Nu bor hun dog atter i huset sammen med ham, med et evigt lykkeligt og naivt udtryk i ansigtet. Føj!

Enm veninde på min skole har gennem de seneste uger langsomt været ved at bryde ned, fordi hun frygter, at kæresten vil gå fra hende - på trods af, at han ikke lyder til at være særlig god ved hende; ligeledes grov i munden, dominerende og indelukket og ligeglad.

Sidder her og begynder at miste troen på ægte kærlighed! Hvad er det for noget, vi udsætter os selv for...??

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Hvad er kærlighed - en mani? er publiceret 08/10-2007 12:57 af Luise A. Eriksen (Lullu84).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.