Jeg har læst om det i Weekendavisen - sjovt fænomen - og jeg spekulerer over, om ikke mine associationer er lidt af samme skuffe. Selv om jeg forsøger at give dem lidt mening og ikke overgrifler væggen med dem.

Men hvem forsøger ikke at skabe lidt mening? Selv en hypergraf forsøger vel at generere lidt mening gennem de nedskrevne detaljer. Måske et forsøg på at mærke et eller andet, før det forsvinder - eller måske ligefrem fastholde det. Den ultimative opdagelse af, at der kun er mening, hvor vi selv skaber den - eller skaber os!

Har jeg nogensinde fortalt, at min mor konsekvent blev omdøbt til Ma efter Ma Dalton? Det gav mening på et tidspunkt, hvor jeg læste Lucky Luke og blev introduceret til Dalton brødrenes mødrene ophav - Ma. Det der lille kvindemenneske med en strikkepind i sin sorte knold, som sørger for Joe, Jack, William og Averell, når de er i fængsel.

Averell, Mas yndling, levner håb om lidt lykke og mening for selv den mest gumpetunge type. At få lidt lykke og mening med et navn og identitet, det er det.

Navn og identitet. Min dåbsgave var en lille guldhalskæde med et guldhjerte som vedhæng, og den kom jeg for skade at efterlade i sandet på stranden engang. Ikke godt for min, nogle gange til overtro grænsende, meningsproduktion. Tabt dåbsgave, som var et symbol på et navn, en identitet og dermed en mening, der engang blev mig givet! Tabt identitet nu?

Jeg gik tilbage til stranden flere timer efter og gravede den direkte op af sandet - sådan uden videre. Man har vel sit navn til den dag, man dør! Forrest Gump ville have været meget glad for al den mening uden forstand, og det ville Averell også - søde helte.

Forrest Gump og Averell er måske forskellige fra mig, når de passivt oplever, hvordan meningen indfinder sig, for jeg går ind for aktivt at skabe mening. Men om jeg ved mere end Gump og Averell, det er spørgsmålet, for aktive beslutninger bevidner vel ikke nødvendigvis bevidsthed og indsigt.

Agenterne Mulder og Scully tror vist på en klippefast forklaring - meningen, inkarneret, findes derude og er ikke bare et begreb, en hypotese. Jeg ved ikke om jeg ligger et sted midt imellem. Måske jeg tror på hypotesen - at der findes et begreb eller en model - men vel at mærke en model af, hvad vi gør i vores forsøg på at skabe mening, ikke meningen selv. Det er det eneste, jeg har turdet skrive: at meningen skabes.

Måske meningen skrives? I mit tilfælde? Lidt ligesom de idelige tags på diverse bænke og busstop steder: I was here! Lidt manisk måske - ikke nødvendigvis i sit endelige udtryk på skrift, men i processen. Desperationen efter mening gennem fastholdelse og opmærksomhed - gider ikke diskutere egoisme og selvpromovering på den misforstående måde, men ovenstående kan vel forstås på mindst to måder:

1. At fastholde sig selv ved at have sin opmærksomhed fokuseret på noget udenfor en selv, eller indeni en selv.

2. At blive fastholdt af opmærksomheden fra andre.

Og det var vist i virkeligheden 3 måder, jeg fik listet ned her.

Fastholdelsen og meningen sublimeres vel gennem fast arbejde og en fast omgangskreds, men hvad med de isolerede og udstødte, der ikke kan tage nogen mening for givet? Alle kan miste meningen på et tidspunkt og falde ud på sidesporet, for verden er fuld af katastrofer. Og jeg skriver, og jeg skriver, for at producere mening og fastholde mig selv en lille smule i udkanten af sidesporet - og bare rolig, jeg nyder det!

En lovløs hypergraf i sidesporets udkant - lidt ligesom Ma Dalton når hun 'hæver' penge i banken med sin gæve bøsse, og personalet viser hende al ære og respekt med et:

- Da' Ma Dalton, hvad kan vi hjælpe med i dag?! Hvor mange penge vil De have med?

Mon en hypergraf er smerteligt bevidst om, at der ikke findes nogen mening på forhånd? Det må være smerten ved at være selvforsynende udi mening. Har man først så meget styr på det, så ved man nok, at man aldrig får styr på det, for en myg kan nu engang ikke kvæle en elefant.

Måske man hypergraferer, fordi man ikke får støtte til at bære den byrde af mening, man savner. Det vil vel altid føles som om meningen er givet ved andres nærvær, som om meningen er givet, når den anden lader som om, han bærer den - kejserens nye klæder.

Jeg har et optryk af Salvador Dalis maleri: Cygnes reflétant des éléphants (svaner spejler/reflekterer elefanter). Et råt motiv, der skræmmer lidt med sit ørkenlignende landskab og sine nøgne træer, der sammen med svanerne i et vandhul skaber en genspejling af elefanter. Ingenting er måske helt, som det ser ud til, og alt er en drøm i maleriet. Forbindelse mellem så forskellige skabninger som svaner og elefanter er så kort, at meningen forekommer allestedsnærværende og helt fraværende på samme tid.

Måske er jeg meningsnærsynet og må skabe mening i magnaprint ved at agere hypergraf? At jeg skulle være hypergraf er jo nok lidt af en tilsnigelse, selv om meningsdesperationen snildt kan vise sig at være et træk, jeg har til fælles med en sådan personlighed.

Nå, naaaadver og hjemmeproduceret mening på dåse til online ulve og andre gode skabninger! Og så kan man jo altid spørge efter meningen med straffen for forræderi mod Jesus, som Judas må bære til evig tid, når vi andre gerne må spise ham i kirken om søndagen. Det må være en hypergrafs endeligt, hvis han først starter på den slags skriverier. Men hvis det giver mening...