En ting der næppe er undsluppet nogens opmærksomhed og heller ikke har ladt mig selv tilbage uden tanker om det, er den pågående udflytning af statslige institutioner fra hovedstaden til provinsen. Det er en sag der må ses som noget af stor principiel betydning, da der er tale om et historisk skridt der betyder et vendepunkt for tendenser der ellers har stået på i flere hundrede år.
Jeg har kunnet gribe mig i at føle en vis stolthed over at vor hovedstadsregion er ganske stor, trods det at vort land ellers er ganske lille. Denne vækst af metropolen er blevet beskrevet som urbanisering og har fulgt processer der har kunnet findes i stort set alle lande. Siden tiden, hvor jagt, fiskeri og landbrug stort set var eneste næringsveje, hvor senere lande begynder at definere sig som nationer med en regering, der har etableret en residensby, og hvor der siden er opstået håndværksvirksomheder og efterhånden industri, har tendensen været at folk flyttede sammen i højere og højere grad. Den nære kontakt imellem mennesker har i sig selv skabt muligheder for velstand. Det blev meget lettere at handle, når vejen imellem producent og markedsplads blev minimeret, og folk kunne begynde at beskæftige hinanden i virksomheder.
Denne urbanisering har stået på som noget helt indlysende og uundgåeligt. Imidlertid er urbaniseringen ikke blot en evig vandring imod centrum. Der har været lokale opdelinger af territorier, og klassisk har vi kendt til arbejderkvarterer, velhaverkvarterer og administrative områder og naturligvis transportfunktioner. Men i alt er vor hovedstad kun blevet større. Så kom urbaniseringens principielt sidste trin, hvor folk begyndte at flytte ud igen. Arbejdere fik råd til hus, når blot det lå på fjernere og derfor billigere grunde. Sådan opstod femfingerplanen, hvor boligområder skød op langs med transportvejene.
Men den omfattende udflytning af statsadministrative virksomheder på så kort tid er noget helt nyt. Skattevæsen og en masse andre enheder er blevet flyttes ud til landets fjernere egne.
Og nu kommer så spørgsmålene: Er det godt? Skidt? Og hvad skal vi mene om det? Det er let at få øje på såvel gode som dårlige grunde.
Til de gode hører blandt andet disse: Begunstigelse af "udkandtsdanmark." Det er klart, derude savner man arbejdspladser. Og kommer der flere sådanne, trækker det flere andre goder med sig. Når et område pludselig får en masse beskæftigede beboere, bliver der plads til købmænd, bagere osv.
Man kan godt forstå tanken bag dette. Længe har områder som Lolland, Vestjylland osv været forsømt. Og det har givet store problemer. Huse har mistet deres værdi. De er blevet måske usælgelige fordi ingen kreditforening vil tilbyde lån til kørere, da husene skønnes at værre af for lav værdi. Så flytter "hillbillies" ind og skaber onde cirkler osv.
Måske er der for et parti som Venstre stemmer i denne politik. Men der er også problemer. For lokalbefolkningen har ikke forudsætningerne for at besætte de opståede administrative stillinger. Så må man hente folk med fra hovedstaden. Hvordan gør man lige det? Hvordan lokker man familier med børn til at flytte så langt væk fra kendte områder? Det er ikke let! Og er der institutionspladser og skoler nok derude? Dilemmaerne er til at få øje på.
Men der er flere aspekter i denne antiurbanisering. Der er endnu et politisk aspekt. Det er klart for enhver at København har problemer med at skabe borgerlige flertal i området. Og en svækkelse af København som administrationsby vil måske betyde en svækkelse af byen som rød-grøn metropol og politisk kraftcenter. Med sin store koncentration af beboere vil ikke alene kommunalpolitikken men også landspolitikken blive tynget imod den røde ende, og det kan en borgerlig regering se som et problem. Og så er der endnu en ting som ikke har været fremme, og måske heller ikke kommer det: Forsvarspolitikken. Allerede i forbindelse med krigen i 1864 opstod problemet med politikernes forståelse af hvad Danmark var for noget. Mange mente at man skulle koncentrere sig om Københavns forsvar, og megen polemik har været i forbindelse med byboernes og godsejernes tankegange. Men selv i dag spiller forsvarstanken uundgåeligt en rolle. Hvis der falder en brintbombe over København, er det så en fordel at alting ligger der og alle bor i området? Eller vil DK bestå længere hvis institutionerne og befolkningen er spredt ud over hele vort landområde? Fatalister vil nok tænke at hvis det kommer dertil, så er alt alligevel ligegyldigt. Men ikke alle er fatalister. Nogen vil forsøge at overleve, hvis de kan.