Jeg skriver romaner og en sjælden gang imellem noveller, og jeg er ikke helt sikker på hvad du mener med 'filosofi i alle tænkelige forgreninger'?

Hvis du mener at jeg VED hvad filosofi er og bruger det aktivt, er svaret nej.
Hvis du derimod mener at filosofi er hvad livet bringer af tanker, er svaret ja.
Jeg skriver enten tekster der hovedsageligt handler om frihed, eller helt modsat, om at føle sig fanget. Det ER jeg opmærksom på, men jeg er ikke sikker på om det er det du mener?

Mvh
Eddie

Kære Eddie
Tak for hurtigt svar. Jeg forstår din undren :-)
Når jeg skriver filosofi, tænker jeg det som i en akademisk øvelse. Hvis jeg i den henseende skulle skrive et digt, kunne jeg eksempelvis tage udgangspunkt i Heideggers begreb om væren-til-døden. Forgreninger inden for filosofien kunne fx være følgende emner:
Etik
Eksistentialisme
bevidsthedsfilosofi
Livsfilosofi
Sprogfilosofi
osv...

Jeg er jo overbevist om, at alle der skriver, har enten en bevidst eller ubevidst filosofisk tilgang mht. eget projekt. At tage udgangspunkt i et begreb som 'frihed' er jo også i sig selv filosofisk, men ikke på den måde jeg tænker det. Er der filosofisk teori bag dine tanker om frihed før du skriver?
Jeg ønsker bare at høre, om hvor intuitivt eller bevidst planlagt en tekst er fra jeres side (angående det filosofiske skellet).

Der er jo heldigvis ikke noget, der er rigtigt eller forkert i denne sammenhæng. Alle herinde er mindst æstetikere :-)

Kh. B

Haha. Det tænkte jeg nok. Skulle bare være helt sikker. :)

Så skriver jeg intuitivt. :)

Fantastisk. Jeg forsøger mig med både og. Begge dele er egentlig lige vanskelige synes jeg. Ha en rigtig god aften :-)

Kh. B

Hej B,

vel holistisk eksistentialisme, anarkistisk daoisme og Qi Gong (Qi= Livskraft. Gong= Øvelse)/ Hiphop (Hip= senegalesisk for intelligent/medfølende. Hippie er afledt af samme ord. Hop=bevægelse), er vel hvad jeg forsøger at skrive filosofisk om, hver gang. Jeg hader dog viden og elsker det ikke, som ordet filosofi ellers dikterer, og søger at aflære igennem at lægge skrivningens puslespil: for at få ro på hoved og hjerte. Altså, jeg søger at komme af med min viden, ikke for at prale med den men for at slippe for den ved at manifestere den; jeg glæder mig til dagen hvor skrivning er erstattet af maling og anden ordløs kreativitet, undtaget sang og rap/MC-ing som for mig går hinsides sprog.

Og mit drive er vel primært ensomhed og søgen på en kæreste. Biologisk/neurologisk/psykologisk er al kreativitet et mage-ritual, omend mageriet ikke nødvendigvis er romantisk men kan være til en guddom eller flere, f. eks. eksemplificeret i Rumi's digteri. Eller det kan være en terapeutisk øvelse. Desuden søger jeg at skrive så simpelt som muligt, da akademikersprog i mit system er kode for privilegieblindhed - for middel- og overklassejargon. "Kan du ikke forklare en idé til en 8-årig, har du ikke forstået idéen selv" - Albert Einstein. Jeg mislykkedes dog med det, og er endt som noget jeg altid har foragtet - en intellektuel. Dog en rimende en, men stadig. Altså en der tænker alt for meget, frem for at føle.

"Vi øver væren, men ikke-væren er hvad vi bruger" - Lao Tzu

I modstand mod dét, overtænkning og ruminering, søger jeg altid at skrive en tekst så hurtigt som muligt, med mindst mulig redigering, for at skrive udfra en følelse frem for en overvejelse - for at fastholde den kreative energi koncentreret. Så jazzet som muligt, helst indeholdende lidt selvironi/fejl. Fejl er vigtige for dem man håber at inspirere - så de kan se at DE kan gøre det bedre end jeg! Alle forfattere håber vel at influencere dialogen/kulturen, bevidst eller ubevidst, uden nødvendigvis at have et ønske om at deltage i den.

Desuden har jeg ved størstedelen af tekster OCD-agtigt tænkt "dette er den sidste jeg skriver - bagefter begår jeg selvmord", og ergo er skrivning for mig dels masochistisk/selvpinende, og dels rensende. Dog bliver det, jo mere jeg gør det, til passion frem for lidenskab, omend skrivning jo altid vil være tanker, betinget af det valgte sprogs matrix, modsat friheden i andet kreativt, såsom tantrisk livsstil. Jeg bruger typisk 2-8 timer, uden pauser, på værker. Den første tekst jeg lagde op herinde på en tidligere profil, Stiløst Land (der også er på min nuværende profil), er den eneste tekst jeg har arbejdet på i flere år, og omhandler vel netop alt dette, filosofiens og skrivningens fattigdom.

"At ebb tide I wrote a line upon the sand, and gave it all my heart and all my soul. At flood tide I returned to read what I had inscribed and found my ignorance upon the shore." - Kahlil Gibran (digtet er inspireret af en anekdote om Sokrates)

En anden tekst der er forsøgt omhandlende tankens fattigdom, er mit "Ik et ABC-digt":

abstraherer bohemisk centreret
dedikerer energien fixeret
generelt halveret
initierer jeget kreeret labiliteret
meditationsmanier negligeret
()bserveret
pedantisme-paranoia
qua RNA simulerende Troja
uanset validitetsverificerbar xenofili
ydelsesfri zenologi
ævlerens ønskede åndsamnesti

(de fleste af vor traditioner stammer fra Romerriget, som påstod DNA/arv fra Troja, hvilket er såvel genetisk som kulturelt forkert, neglicerende de mange andre kulturers indflydelser - men det gav romerne en god baggrundshistorie, narcissistisk adskilt fra deres naboer trods løgn og latin)
--
Musikvideon herunder er med russiske Atlantida Project, hvis forsanger døde under mystiske omstændigher kort efter at have lavet en musikvideo med russiske Noize MC (...). Sangens titel betyder "Sind" på russisk, og teksten til den er online tilgængelig på engelsk - men musikvideoen forklarer det godt = tænkningens relativitet og fallit, neurologisk en usund jagt såvel som en flugt fra det eneste virkelige = 'nu'et' (usund fordi jagten ikke ender i læring, men i aflæring). Den viise person tror sig et fjols - fjolset tror sig en viis person. Al visdom er paradoksal.

Kære Ansu

Du har mange fine jern i ilden. Du kommer med et længere personligt skrift om, hvordan du gør. Smukt og fint. Jeg er absolut heller ikke fan af den der snobbede akademiske tilgang. Men derfor kan man jo sagtens have læst teorier og have taget udgangspunkt i disse teorier før man påbegynder skrivning.
Du har fat i noget angående måden som Sokrates ville angribe en forklaring på. Dog er jeg ikke helt sikker på, at den holder i vores moderne samfund, da mange af de ting, som vi omgiver os med, ikke kan forklares af os selv. I gamle dage kunne man fx gennemskue en hestevogns mekanik - alene via synet. Mekanikken var åbenlys. Hvem i dag kan gennemskue det mest anvendte aggregat (smartphonen)? Ingen. It's magic! Og vi godtager det. Vi lever i en tid, hvor vi ikke fatter den verden, som omgiver os - i en slags ikke-væren.
Jeg vil dog påpege, at hvis jeg konstruktivt skal bruge dine inputs, er du nødt til at begrænse dine fine raketeksplosioner til noget helt konkret :-) Min hjerne er desværre begrænset. Håber du forstår...
Du er meget belæst og har skrevet en masse og du er ikke bange for at kommentere andres inputs. Fortsæt med det makker!

Kh. B

Øv, en anden pokerspiller, you called my bluff :-P Selvfølgelig er det hele blær, her lidt mer, kan altså ik gøre det kortere;

☯/E = MCee = E☯ = ॐ/ ☯ = ॐ2JW = ☯/E/ॐ = ॐ ☯E = ☯

Pointen er at enhver tese skaber antitese, der kombineret skaber syntese, der igen skaber tese. And round and round it goes. Uanset valgte erkendelsesteori ender det i matematik/symbolsprog, der igen ender ved samme udgangspunkt som start, pr. definition, da alt er relativt. Hvad var der før Big Bang? Intet. 0. Hvad bliver vi når vi dør? Intet. o. Det er da posesimpelt - i skabelsesprocessen kan vi narre os selv nok så meget om at det er en tese vi laver, en aktion, eller en antitese, en reaktion, altid håbende på at jagten slutter ved syntese, ved målet, men efter målet starter en reaktion eller en aktion, altid, pr. definition. At være sig dette bevidst midlertidigt i skabelsesprocessen er tantrisk livsstil/fristil, umuligt at kultivere og omsætte til teori, da det er hvad det er FORDI at det er midlertidigt, umuligt at registrere for observatøren men ikke for observerende - at vide at man intet ved, at observatøren ikke er adskilt fra det observerede (kvantefysisk lov), og at aflære sig denne viden, ikke igennem meditation/kreativitet da det blot er endnu en tese/antitese, men igennem det samme som blomsten der vender sig GENIALT imod Solen - igennem begrebet "og"...

Summa summarum = i skabelsesprocessen, der vel gerne skulle søge originalitet, at forsøge, fejlende uundgåeligt men så netop vælge at se det som øvelse/proces frem for produkt, hvadend vi taler ejakulation, bogudgivelse eller maleri, altså i processen at søge syntese fremfor tese eller antitese, umuligt pr. definition for alle andre end galningen der forsøger, galningen som er den eneste der ser skoven for bare træer. At initiere læserens fantasi, at overgive kontrollen, frem for at søge at kontrollere udfaldet via tese/antitese under processen, er vel Sandhedens mål, poesiens mål, trods "Vestens" forsøg på Sandhed igennem prosa/magt/definitionsret, ydmygende ydmyghed, gørende noget pr. definition ubevidst til en bevidst handling ("gode gerninger", der altid i virkeligheden er ego-drevne) - ydmyghed har intet antonym, ydmyghed, reelt, er syntese, ydmyghed er nu'et, udefinerbart pr. definition da enhver definition er udgjort af fortid/minder/illusioner. Genialitet er ikke et resultat af gøren, men af ikke-gøren. Genialitet er ikke et resultat men en igangværende udregning, en proces og ikke et produkt.

Og nej, man kan ikke sagtens have læst teorier, når der ikke skal meget historielæsning eller neurologisk forskning til for at vide at sproget selvsamme teorier er skrevet i, udtænkt af, er konstrueret og korrupt. At selvsamme skabere af teorier er kulturbanditter, uanset om de vidste og/eller ved det eller ej. Men det er en anden snak, om eurocentrisk ignorance af verdslig kulturarv - denne diskussion havde Kongfutze, Lao Tzu og Zhuangzi også for ca. 2500 år siden, og vi er ikke blevet meget klogere siden.

Hvad vil det sige at fatte noget? Det er at objektivisere noget da alt levende er dynamisk og ergo fortsat i udvikling, ligesom Big Bang der ekspanderer indtil Implosionen, og derefter starter forfra igen. Vistnok. Altså er det at fatte noget regression, da den observerede ikke kan adskilles fra det observerede - al viden er selv-objektificering. Al viden er idioti. Betyder det at vi skal stoppe med at lære? Nej men det betyder at vi skal lære at aflære. Qi Gong/Hiphop er starten. At modargumentere dét er definitionen på racisme/fordom/manglende viden om hvad HipHop er. Matematisk er det i bevistheden 1, 2. 1, 2. Ubevidst er det 0, 1. 0, 1. Evolution. "De dumme hører kun en tromme" - RZA

Du er for vild. Vil gerne spille poker med dig irl, og tale om skabelsesproces mm.. :-)

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Meget fint Nicolas. Og tak for dit bidrag.
Jeg tænker umiddelbart, at de fleste gør som du (mig selv inklusiv). Kvalitet i det flygtige øjeblik er også mit primære udgangspunkt. Jeg må lige gruble lidt nærmere over videre svar :-)
Godnat herfra
B

Kære Nicolas og I andre

Nicolas, du har en pointe i at fokusere på det flygtige øjeblik, når du skriver. De fleste gør sikkert ligeså og med god grund, da det er flygtigheden, som gør, at vi kan reflektere over øjeblikket. Lynhurtigt og intuitivt. Vores intuition er ikke det samme som, at der er en mening med livet. Vi har dog alle en intuition. Den er måske ikke altid helt kalibreret fra person til person. Den er lidt tyndsleben hos nogle, mens den er tyk og fed hos andre. Men alle har den. Hvor kommer den fra? Det er måske det interessante spørgsmål her. Jeg tænker bestemt ikke i religiøse baner. Nærmere at kulturen og samfundet har skabt vores intuition i takt med vores opvækst. Vi er således fængslede i denne intuitionsopfattelse af verden og hinanden og kan næppe undslippe den. Ja det lyder sgu ikke for godt. Men vi kan faktisk prøve at tage kampen op mod normerne. Nietzsche har en meget fin analogi mht. processen i forhold til en sådan kamp. den er fra Nietzsches værk 'Således talte Zarathustra'.
Den lyder således i egne gengivne ord:
Vi fødes og bliver lynhurtigt til kameler. Kameler som vandrer gennem ørkenen.
Analyse: kamelen skal her symbolisere et flokdyr, som er tynget af sin pukkel. Pukkelen symboliserer alt det, vi er tynget af mht. det vi gennem livet er blevet pålagt og fortalt, at det er sådan tingene er. Den der fortæller dig den såkaldte 'sandhed' er 'Dragen' i ørkenen. Dragen kunne være dine forældre, politikere, skolelærere, venner, kirken - you name it.
Kamelen er konstant udsat for dragen indtil den gør oprør. I sit oprør forvandler kamelen sig til løven. Løven er i stand til at ryste alt det af sig, som dragen gennem tiden har pålagt den. Efter kampen mod dragen (som er ekstrem usandsynlig at vinde), står løven tilbage uden noget. Ingen værdier, ingen tro, ingenting. Løven er nihilist. Det gælder nu for løven om at forvandle sig til det sidste stadie - nemlig barnet. Barnet kan nu finde ubesværet frem til sine egne nye værdier gennem leg og dans. Barnet er frit og skabende i dionysisk forstand - her har vi overmennesket.
Mht. de flygtige øjeblikke, så er spørgsmålet om, hvor flygtige de egentlig er? eller om de blot er et kamelprodukt? :-) Bare en interessant tanke herfra

Bedste hilsner
B