At skrive er et kald, man skriver fordi man kan lide det, ligesom de der elsker musik eller maler. Man får selv mest ud af det.
Skriver du for at gøre indtryk på folk, tror jeg ikke det er dit kald. Det ville være en god ide at finde ud af hvad dit kald er. Der er en plan for hvert menneske, også selv om man ikke kan se det.

Hej G :)

Jeg har bemærket at det er en generel tendens. Der er kommet flere og flere gult markeret tekster (Baggrundsfarven, for ikonet, på ikke kommenteret tekster).
Jeg selv bliver da glad når nogen gider kommentere, men jeg skriver ikke for at få kommentarer. Min målsætning er, og har altid været det, at jeg skriver for at få afløb for mine følelser.
Hvis nogen får noget ud af denne proces. Så er det fedt!
Uanset så har jeg aldrig forventet noget.

Jeg indrømmer gerne at jeg pt. ikke har så meget tid til at kommentere.
Men nu har jeg fri til i morgen middag ish til at banke noget sammen på skrift. Både som kommentarer og som rim, vers og digte.

D

Hej Gorkem
Det med kommentarer er en evig balancegang.
Her på Fyldepennen synes jeg det
meget er sådan at de længere tekster lades i stikken.
Det er fordi en lang tekst kræver mere, fordybelse koncentration, ofte skal den også læses lidt flere gange for at kunne kommenteres.
Jeg tænker at du kunne overveje at lægge lidt kortere tekster her på Pennen. Jeg skal indrømme at
Jeg startede med at læse din tekst men faldt fra ca. Halvvejs. Jeg oplever dit sprog meget knudret, og det er en meget lang tekst.
Jeg synes også du skulle overveje at lede efter en skriveven
herinde, du kunne udveksle med mere privat.
På Pennen er det mest digte og kortprosa der giver kommentarer
God skrivevind til dig fra Ulla

Kender det godt!!!

Det er hårdt, at lægge al sin energi og sjæl i et værk, for så at tage det der engang var et kæmpe skridt og anledning til angst - og dele det med andre. Vise ens "barn" frem for andre. Det kan for mig føles som et svigt, når en tekst så ligger online og ingen respons får - ikke at følelsen af svigt er berettiget, men følelsen er der altså alligevel, for mig.

For mig er det en skamfuld følelse, fordi at jeg ved at det for mig selv er et gammelt traume fra barndommen, at skabe noget som så ingen anerkendelse får - en skamfuld følelse, fordi at jeg VED at anerkendelsen der higes sådan efter, aldrig vil blive opfyldt af online kommentarer - det giver blot et kortvarigt kick, som dog er helvedes afhængighedsskabende!!

Når jeg kan lægge tekster op, og samtidig har de indre ressourcer til ikke at håbe på kommentarer (beviser på at teksten er læst), så er det altid fordi at BEHOVET, som virkelig ER et behov på behovs-pyramiden; at behovet for anerkendelse er kommet et andet sted fra, et mere permanent sted end online kommentarer - såsom et smil på gaden, et grin ad en joke, eller en sød kommentar om min t-shirt. Nogle gange er blot øjenkontakt med en anden nok anerkendelse, for en stund.

Men det er jo selve livets essens, det måske største spørgsmål af alle som du er inde på Görkem - egoet. Jeg kender dig som en ydmyg kunstner, og en ufatteligt intelligent en. Men langt vigtigere som en mand med et godt hjerte. Jeg kan forestille mig at det strider imod din karakter, at lægge et debatindlæg som dette op - at det går imod den ydmyge tilgang som jeg gætter på at du har til livet.

Men jeg tror at det er et sundhedstegn at hungre efter anerkendelse, og stærkt når denne trang ståes ved og sættes ord på. Tak for det!

Ulla, Daniel og Inge har alle gode pointer, som jeg dog tror at du allerede ved og vidste inden at du skrev debat-indlægget. Jeg håber at du finder en gruppe, eller et par kolleger eller andet, som kan give dig den anerkendelse og den feedback, som du sådan fortjener.

Ift. lange tekster, såsom din seneste novelle, ville jeg anbefale at printe den ud, og give teksten fysisk til... hvem som helst - ethvert læser-input kan jo være brugbart. For jeg tror at jeg langt fra er den eneste, der har svært ved at læse længere tekster online, på den blændende computerskærm.

"What seems like silence, actually screams like a sireen,
and in a way, I forgot why I am here.
In the darkness and quiet, we still reach for the light;
it aint far away... it aint far away, hey hey"

-citat fra sangen her - Hasan Salaam - Like Silence

PS: for mig personligt ved jeg at min egen higen efter anerkendelse stammer fra manglende anerkendelse fra min far - og at jeg i mange tekster forsøger at imponerer ham, eller rettere hans aspekt som min fader. Når tekster herinde så ikke kommenteres, føles det som det samme omsorgssvigt oplevet i barndommen, fra en fader der virkede og virker som aldeles ligeglad med mit væsen, og med dets manifestationer. Med denne viden skammer jeg mig så blot endnu mere over følelserne der vækkes når tekster ingen respons får, fordi at jeg ved at det er et gammelt barndoms-traume som jeg selv genopfører. Det er skamfuldt at have usund adfærd, og intet kunne gøre ved det. Men ved blot at være opmærksom på sin egen motivation for kreativitet, tror jeg at det med tiden ændrer sig, helt af sig selv. I hvert fald er det blevet nemmere for mig selv med årene at være kreativ med anden motivation, især den romantiske / reintegration med universet og kærligheden.

En sang som denne hjælper mig til at huske at følelsen slet ikke handler om anerkendelse fra fremmede på nettet, men om en gammel uretfærdighed der søges at blive rettet, indirekte. "Justice is what love looks like in public" - dr. Cornel West.

"Said to your only son he wouldn't be shit,
and I've spent most of my life really believing that shit.
Now I wonder how I could've been deceived that quick
'cause up until that point you ain't teach me shit"

- Hasan Salaam - Fathers Day

Hasan Salaam Playliste =https://www. youtube.com/watch?v=rIkpt63rjcw&list=PLxIfxBdMuflCEqdSPLgtjZHN5GB7VeO_K&index=5

Hej Görkem
Min erfaring er at der er kun få som kommenterer længere tekster som noveller. Jeg tænker at enten er det fordi værkerne bliver oversete eller at folk ikke har lyst at læse noget længerevarende tekst som de skal forholde sig til og kommentere på.

Et digt eller en kortprosa historie er vel blot nemmere at forholde sig til fordi indholdet er minimalt i sammenligning med en novelle, og hvis man ikke laver en ordentlig hook på novellen i starten er chancerne vel endnu mindre for at folk gider at læse den færdig tænker jeg.

Personligt er jeg glad hvis jeg blot får en feedback på en novelle jeg har lagt op. Det er lavt at sigte, men man kan jo ikke tvinge folk til at læse. Desuden finder jeg glæde i at skrive noveller med eller uden bekræftelse fra andre selv om ris og ros jo godt nok altid hjælper på afklaring om det man har skrevet er godt nok.


Mvh. David

Kære alle, som har kommenteret på mit debatindlæg:

Jeg vil først og fremmest takke jer, hver især, for jeres bidrag, perspektiver, og ikke mindst for at sætte mig på plads.

Inge - du har en ganske fin pointe dér, dog vil jeg lidt indvende, at mit primære formål med skrivning ikke er anerkendelsen, men den berigelse, det giver mig. Men det får mig til at reflektere over, om anerkendelsesbehovet ikke er gået lidt for vidt.

Daniel - jeg takker for at dele din personlige tilgang til skriveriet samt formålet. Og naturligvis foreligger det, at folk ikke altid magter at skulle skrive en kommentar.

Ulla - jeg tror, at du har helt ret i, længere tekster får færre kommentarer og af god grund! Jeg værdsætter endog dit forsøg på at læse min novelle, og forstår udmærket, hvorfor du falder fra; det er ikke en fortælling, der kan læses i ét hug, og jeg erkender, at mine sætninger kan være noget knudrede og omstændelige. Tusinde tak for dine anbefalinger!

Ansu - tusinde tak for dine rare ord samt at dele så meget visdom og hjerte! Ift. det med behovspyramiden har du jo en fantastisk pointe. Jeg hungrer jo lige netop efter den behovstilfredsstillelse.

David - også tak til dig for dine pointer samt råd!

Jeg udlægger hovedsagelig biblen på mine hjemmesider og har et par 1000 klik hver måned. En anden måde at publicere på. Jeg tillader ikke kommentar fordi det tiltrækker så meget andet som ikke går i den retning.

Hej Görkem

Du har fået mange gode råd her i din tråd, men jeg har også lige et:
Det er en rigtig god idé selv at give kommentarer.
Jeg kan se, du har publiceret fire tekster og givet otte kommentarer. Det er altså ikke særlig mange. Det skal ikke absolut være "noget for noget," men tit når man får en kommentar bliver man lidt nysgerrig på, hvad kommentargiveren skriver :-)
Nå men rart med lidt liv i debattrådene :-).

Vh. Pia H