Kærlighed kan være uselvisk.
Forelskelse - aldrig.
At kærlighed gør blind vil sige at den er en tilstand hos jeg'et der fordunkler dømmekraften.
Den blinde kærlighed er en længsel efter at virkeligheden er (var) en anden.
Som der står i oplægget: "Et objekt er i fortid." Den har jeg nok svært ved at kapere. Jeg ser et objekt som noget der (på den korte bane) er tidløst. Det er der simpelthen. Men i relation til kærlighed er objektet den tingsliggjorte kærlighed. Ser man en elsket som et objekt, føler man i blindhed kun sin egen - og i jeg'et alene eksisterende - kærlighed.
At elske et objekt (en krop der er smuk) er at elske sig selv.
Sand kærlighed er selv at blive et objekt. At være til nytte for den man elsker. Herunder helt at afstå fra egne behov. Og ultimativt at være ukendt af den man elsker.
I kærligheds blindhed ser man kun den elskedes dyder, ikke dennes fejl.
Blindheden er ikke altid et problem. Det er blindhed der skaber romantikken. I blindhed plukker man roser, i blindhed skriver man hymner, i blindhed ophøjer man en Askepot til prinsesse.
Men søster/broder til blindheden er egenkærligheden - ønsket om selv at være prinsen.
Den ægte kærlighed er når prinsessen giver Askepot sin kjole og afstår fra sin egen lykke.