Hej!
Det Martin Buber mener med Jeg-du-forholdet er, at vi først bliver til som eksistenser i relationer med andre mennesker, det man i eksistensfilosofien kalder forskellen på en essens og en eksistens. Essensen er det, du kalder tingsliggørelse, altså det vi forbinder med ting, der er til i kraft af sin funktion. Mennesket derimod er først og fremmest en eksistens, der selv kan danne sin identitet og blive bevidst om sig selv. Det sker via eksistentielle valg og relationer til andre mennesker, og det er det Buber mener med jeg-du.
Når Buber taler om "blind kærlighed," mener han egen-kærlighed, hvilket ikke står i modsætning til ægte kærlighed, der jo fordrer, at der også findes en falsk kærlighed. Men falsk kærlighed er det samme som ikke-kærlighed og eksisterer derfor ikke. Det lyder måske som ordkløveri, men det er ret væsentligt, at man ikke skelner, hvis man vil forstå kærlighed eksistensfilosofisk.
Fordi: Der er kærlighed, og så er det, jeg for nemhedens skyld, vælger at kalde egen-kærlighed. Hvor egen-kærlighed er evnen til at opnå egne fordele '- en evne vi også ser i dyreriget -, så er kærlighed den relation, der får os til at se den anden som mere end bare en essens (egenskab), men som en eksistens der rummer en helhed.
Man kan derfor godt sige, at kærlighed ikke gør blind, men det er ikke det sammen som, at man forstår det andede menneske fuldkomment; man ser blot et fuldkomment menneske.