"Hun mente det virkelig," mumlede Belkin for sig selv og slikkede sine knastørre læber.
Da fegudinden vandt krigen havde hun sagt, at han nok skulle få sin egen verden - ganske vist en underverden, men dog et rige med sale, gange og en tronstol. Og her sad han så, adskillige alen under jordskorpen, og følte den hårde sten-tronstol mod sin kongelige rumpe, tværs gennem den orange kjortel.
Hvis bare hans ende var lige så polstret som fekællingens, for det gennem ham. Men så vrissede han af sig selv: vampyrtrolde var nu engang knoklede. Sådan skulle det være. Og hvis han bare ikke følte sig mat og ensom, var det ligemeget at stolen var af sten, groft udhugget af tjenstvillige, men kluntede orker.
Hvis bare hans folk var lidt kløgtigere, bare lidt, så kunne de måske skaffe ham den magiske krystal fra stjernen Azyrus i udkanten af Ildskibet. En krystal som blandt meget andet kunne gøre ham usynlig, så han kunne krybe ud gennem den lille åbning, hans fjende havde undt ham, og dermed give ham mulighed for at få menneskeblod. Det ville give ham næring og livsmod. Bare en enkelt blodsdråbe ville give læberne fylde og lindre ruheden i hans hals. Flere dråber ville give glans i hans øjne og kaste klarhed over hans tanker.
Belkin lukkede øjnene og så nattehimlen for sig, spækket med stjerner og klarest strålede Azyrus.
Hans matrøde øjne blev dækket af en tør hinde, hans hoved føltes tungt og hans muskler blev slappe. Søvnen kom listende, forbarmede sig over ham og gav ham en stjernedrøm, hvor i han fløj op til stjernen, lukkede sine slanke fingre om krystallen og fremtryllede et menneske; en kvinde, der mindede om den lede fe-gås, men hvis blod var rødt og hvis dunkende pulsåre var lige til at sætte tænderne i.
Hans spidse tænder løb i vand, men i drømmen smagte det som blod, og han ville ikke vågne lige med det samme.
Måske først om hundrede år.