Stolen er i formstøbt bøg, og selvom jeg hader blå, virker det uldne sæde bekvemt. Jeg lander på dent uden at se mig omkring, jeg er træt. Jeg lukker øjnene, det er trods alt tidligt og jeg er B-menneske. Lægers venteværelser er hvad de er. Vente. Værelser. Bare jeg kunne sove lidt.

”Det kan da ikke passe at jeg skal vente så længe!”
”Jamen jeg kom før dig.”
”Hør nu her, lad os alle tage det roligt.”
”Hvad bilder du dig ind. Sådan en lille noksagt.”
”Gider I godt holde mund, mit barn sover.”
”Hvorfor råber du så?”
”Tag lige hensyn til barnet!”
”Unge mennesker nu om dage.”
”Var her i det mindste nogle ordentlige blade.”
”Ja, læs du løs og længe, for jeg kom først!”
”Jeg har bestilt tid.”
”Hvem er du, tror du vi andre er her tilfældigt?”
”Ja, tror du?”
”Jamen, jeg. Lige meget, jeg venter til der er plads til mig. Hvornår har I andre tid?”
…
”Jeg spurgte jo bare.”
”Beklager, jeg fandt lige en fantastisk artikel. I Helse, hvem skulle da havde troet det.”
”Mit barn har brug for mig, jeg bliver nødt til at gå … du ved.”
”Ikke sært lægerne har så travlt nu om dage. Jeg ved egentlig ikke hvordan landet skal klare sig med jer.”
”Nåna, bessefar. Heldigvis er vi da alle darhnske.”
”Det var uforskammet!”
”Er der noget galt med ikke at være dansk nu?”
”Og hvem er du så, du sidder på hende-med-barnets stol.”
”Den fjerneste ovre til venstre er fri.”
”Ok, tak.”
”Se selv, jeg er ikke racist, jeg hjalp en udenlandsk øh medborger.”
”Hvorfor kommer lægen aldrig ud?”
”Hende med barnet sneg sig garanteret ind.”
”Det er fanme for meget, jeg var her før hende.”
”Jeg slår hende ihjel!”
”Enig.”
”Enig.”


Døren knirker. Jeg er først. Hun ser rar ud. Midt i livet, opsat hår.

”Jeg tænkte Marie, at det var bedst du kom herned, inden de øvrige patienter ankom. Det er trods alt din første gang her hos mig.”

”Jeg har det fint, er bare lidt træt.”

”Jeg kan ligeså godt sige det som det er, vi skal jo have skabt tillid. Dine forældre er bange for du hører stemmer igen.”

”Hvem har sagt det?!”