En mørk skikkelse kommer løbende gennem den golde skovbund. Hans vejrtrækning er anstrengt og hvert åndedrag indhyller hans ansigt i tåge. Det tunge løb bærer tydeligt præg af at han har løbet længe og han støder gang på gang ind i de bare grene.
"Åhh...bare lidt længere der er ikke så lang igen", tænker manden, mens han forgæves forsøger at glemme smerten i hans lunger. Løbeturen i den kolde luft har fået hans lunger til at trække sig sammen til små bolde og hver vejrtrækning er værre end den forrige.
"Du er nødt til at holde tempoet, der er ikke langt igen. De må ikke komme først, med lidt held er bakken for glat til de kan få bilen op."
"Det ved du godt ikke passer. De kører en Rover, den kan sagtens komme op, om der så var 30 cm sne."
En sjælden sky glider over fuldmånen og skoven indhylles i et pludselig mørke. Det får manden til at miste fodfæstet og han vrider over på et frossent muldvarpeskud. Smerten står malet i hans ansigt, og han må tage en kort pause med panden lænet op af et træ. Pausen er kærkommen, men trods smerterne tvinger han hurtigt sig selv til at halte videre. Men nu er selv den mindste forhindring et problem, og han kæmper en kamp for at forcere de nedfaldne blade og grene.

"BLAM, BLAM!"

Pistol skuddene får manden til at stivne et øjeblik, hvorefter han febrilsk sætter farten op. Men hans løb har mistet formål og snart vakler han sanseløs rundt mellem de nøgne træer. Efter få minutter stopper han helt op og lader sig falde om på ryggen. Her ligger han ubevægelig og kigger op på den stjerneklare himmel.
"Hov, nu begynder det at sne. Hun elskede altid sne. Hendes barnlige glæde over de små ting var fantastisk."
"Du er nød til at komme derover, du må gøre noget!"
"Hvad nytter det? Du ved godt, det er for sent, de kom først."
"Jamen!"
"Hvad vil du have jeg skal gøre? Skal jeg humpe derover og finde hende. Det er ikke til at vide hvad de har gjort ved hende. Og det alt sammen vores skyld!"
"Du kan jo ikke blive liggende her. Rejs dig op. Så tager vi hjem og kommer ovenpå, også tager vi hævn."
"Hævn! Hvad nytter det? Hun er væk. Uanset hvad vi finder på, så ændre det ikke noget. Vi fik hende slået ihjel, fordi vi kun tænkte på os selv."
Manden bliver liggende, og i takt med at hans krop nedkøles dækkes hans krop langsomt af de faldende fnug, indtil han er helt dækket af det kolde ligklæde.