Hvert et skridt jeg tog, lød rungende højt i mine øregange, ganske enkelt på baggrund af den dræbende stilhed som på denne klassiske skolegang herskede. Først havde jeg følelsen af irritation på grund af disse lyde, men min konstant tilbagevendende børnementalitet tillod, at lyden af mine skosålers rytmiske kontakt med gulvet - lød præcis som et akustisk trommesæt - hvilket gjorde at jeg i en kort stund ikke bare gik, men nærmest steppede ned ad gangen. Disse barnligheder måtte ophøre, da jeg bemærkede hvor tomt der egentlig var på gangen, som var beklædt med amerikaniserede metalskabe til opbevaring af diverse fageffekter som bøger, notesblokke, og penalhuse.
Det føltes hjemligt her, og der var en masse fænomener som fremstod foran mig, som gav mig varme fornemmelser i mellemgulvet, samt en tydeligt påvirket pulsfrekvens som opstod i takt med at jeg tættere på døren gik. Jeg passerede biologilokalet, hvor jeg igennem en glasmontering i døren kunne skue en anatomisk model af menneskets hvirvelsøjle. Jeg gik endda forbi dansklokalet, og jeg bemærkede hurtigt, at hele alfabetet var skrevet på tavlen, lige over et par kendte H. C. Andersen titler.

Døren som jeg nærmede mig, var ikke en hvilken som helst dør - den tilhørte et lokale som blev kaldt for "billedkunstlokalet" - læste jeg mig til. Jeg åbnede døren nysgerrigt, og hurtigt. Dette klasselokale var et hjem for kreativiteten, og næppe kom det som en overraskelse, at det var hér jeg hørte hjemme. Mit blik blev fanget af et utal af værker, skabt af børn. Disneyfigurer fra A til Å, og klassiske tegninger af træer. Varmen i mit mellemgulv var nu så overstimulerende at jeg måtte tage mig til maveregionen, og knibe mig sammen, i smerte.

Hvad jeg så da jeg igen kom til mig selv, var rædselsvækkende, og ubegribeligt. En lille, lyshåret, og bleg dreng stod foran mig - han stirrede ind i mine øjne, og hans var isblå og nærmest hypnotiserende. Han rakte mig et sammenkrøllet papir. Billedet forestillede mig, hængende i et træ, med en løkke om halsen. Under træet som jeg på billedet hang i - stod mine nærmeste og græd. Jeg følte en kulde ned af rygsøjlen, og en koldsvedig fornemmelse i håndfladerne, kiggede på drengen som brød ud i en skrålende mareridtsskabende latter, hvorefter lokalet blev forvandlet til en hospitalsstue, og en kittelklædt mand netop havde brækket mine nederste ribben for at genoplive mig - desværre.