Det er hverdag i storbyen. Mørket sænker sig og byen bliver langsomt øde. Kun et par fulde mænd, som har taget forskud på weekenden, slingre syngende gennem gaderne. En bil kører gennem hovedgaden og drejer længere fremme. Så er hovedgaden atter stille og øde. Mørket slutter sig tættere om byen. Midnatten nærmer sig. For det er der det sker. Når menneskerne sover, kommer der liv i de døde ting. Forvandlingen sker langsomt. I de oplyste udstillingsvinduer, begynder mannequin-dukkerne forsigtigt at bevæge sig. Hver nat skal de til bal i deres fine tøj, som menneskerne har givet dem på i dagens løb. Mannequin-dukkerne går ud til de ventende taxaer, der kører afsted med dem. Ved midnatstide kører bilerne nemlig ved egen hjælp, uden et menneske bag rattet. Til ballet, som holdes i byens fineste natklub, hvor mannequin-dukkerne danser hele natten - lige til det allerførste morgengry viser sig. Så skynder de sig tilbage til deres udstillingsvinduer og stiller sig til skue. Og bilerne kører tilbage på plads og venter på, at deres ejere skal komme og sætte dem i arbejde.
   Sådan går dagen. Mannequin-dukkerne står i deres stive position og kigger nysgerrigt på alle de mennesker, der i dagens løb stiller sig foran vinduerne og kigger på dem og tøjet. Mannequin-dukkerne slapper af efter nattens dans og glæder sig til næste nat, mens de gør deres arbejde - at vise tøj frem for alle de grådige mennesker.
   Sådan er det - nat efter nat - dag efter dag - uge efter uge - år efter år. For evigt. De er nattens skabninger og dagens arbejdere.