Hun mærkede solens varme stråler på sine øjenlåg endnu inden hun slog øjnene op, og vågnede helt med et smil. Det ville blive en rigtig god dag. Hvordan kunne det blive andet når solen skinnede sådan? Mirabella slog ivrigt dynen til side og stod ud af sengen. Hun strakte sig og gabte, inden hun satte kurs mod badeværelset. Efter sit sædvanlige morgenritual, gik hun ud i køkkenet for at få sin morgenmad. Det var det vigtigste måltid på dagen. Det havde hun altid lært hjemmefra. Da hun sad ved køkkenbordet, kiggede hun tilfældigt ned af sig selv og smilede. Hun havde valgt den blå sommerkjole med de små hvide prikker. Til den havde hun fundet et par blå flade sandaler. Hun ville være blå i dag. I går havde hun været brun og dagen før lilla. Næsten hver dag valgt hun en ny farve. Det gjorde livet lidt sjovere at klæde sig på, på den måde.
En bevægelse ved vinduet fangede hendes blik. En fugl sad på grenen lige ud for vinduet. Den kiggede lige ind på hende. Mirabella smilede uvilkårligt til fuglen. "Godmorgen fugl" sagde hun bare ud i luften, som om den kunne høre og forstå hende. Dens sorte, små øjne iagttog hende et øjeblik. Og hun var næsten sikker på, at den også sagde godmorgen til hende. Så fløj fuglen sin vej. Mirabella fortsatte bare uforstyrret med at spise sin morgenmad imens hun nynnede en ukendt melodi, som hun ikke kunne få ud af sit hoved. Hun havde hørt den et eller andet sted, men kendte den ikke. Alligevel kunne hun ikke glemme melodien "Na na na. Naa na na na na. Na na na" nynnede hun.
Hun blev afbrudt, da telefonen ringede. "Hej mor" svarede hun, da hun hørte hvem det var. Mirabella satte sig bedre til rette på stolen ved siden af telefonen. Hun plejede at snakke længe med sin mor, og denne gang var ingen undtagelse. Da hun lagde røret, sad hun stille et øjeblik. Så gik hun hen foran det store spejl i entreen og begyndte at rede sit lange lyse hår. Hvordan skulle hun mon sætte det i dag? Hendes hår var langt og glat. Det nåede lidt længere ned end midt på ryggen og hun kunne sætte det præcis som hun ville. Hendes hår så altid godt ud. Om det var en hestehale, fletning, en knold i nakken eller om det bare hang løst. Mirabella rodede lidt i skålen på kommoden foran spejlet og lidt efter fandt hun hvad hun ledte efter. En blå hårbøjle der matchede hendes blå sommerkjole og hendes klare blå øjne. Perfekt. Mirabella gik tilbage køkkenet og så ud i haven. Vejret var perfekt. Hvad skulle hun lave i dag? Hun besluttede sig for at gå en tur. Måske kunne hun besøge sin veninde Anne, hvis hun var hjemme? Resolut tog hun sin røde ynglingscardigan på, snuppede sin taske og nøgler, og forlod huset.
Det var varmt udenfor, selvom det kun var midt på formiddagen. Ikke en vind rørte sig og der var ikke en sky på den blå himmel. Det ville blive endnu en varm sommerdag, tænkte Mirabella og kunne ikke lade være med at smile. Hun gik raskt af sted og nød duften af nyslået græs og de mange blomster, der groede langs stien. Hendes gule taske slog ind mod kjolen i takt med hendes skridt. En sommerfugl fløj forbi hende og satte sig på en blomst. Dens farvestrålende vinger fangede hendes blik og Mirabella stoppede op for at betragte den. Den sad på en rød valmue og farverne på dens vinger matchede næsten til valmuens flotte rød-sorte farver. Hun ønskede mere og mere at hun havde et fotografiapparat så hun kunne have fanget dette øjeblik. I stedet måtte hun gemme det som et minde i sin hukommelse, sammen med alle de andre smukke minder hun gemte der.
Mirabella gik videre hen ad stien. Hun kom forbi legepladsen, der lå til højre for stien. Hun lagde mærke til en gruppe børn der stod tæt sammen i en kreds. Hun kunne ikke rigtig se hvad de lavede og sagtnede farten. De var optaget af et eller andet og havde ikke opdaget hende. Mirabella gik tættere på. Nu kunne hun høre en pige græde og hun gik lidt hurtigere. Det var tydeligt, at gruppen af børn var ved at mobbe pigen. Det ville hun ikke tillade. Hun greb det ældste barn, der stod i kredsen, i skulderen og bad dem stoppe det de var i gang med. Børnene blev forskrækkede over at være blevet opdaget af en voksen, og pilede af sted i alle retninger, også ham som hun havde grebet i skulderen. Tilbage stod en lille pige med tårevædet ansigt og så op på hende. Pigen kunne ikke være mere end 6 - 7 år. Mirabella satte sig på hug ud for pigen og smilede til hende. "Hej. Jeg hedder Mirabella. Hvad hedder du?" Pigen snøftede og der gik lidt inden hun svarede. "Sofie" kom det tøvende. Mirabella rakte sin hånd frem mod pigen. "Kom, så skal jeg følge dig hjem til din mor og far, Sofie. Vil du vise mig hvor du bor?" Pigen tøvede stadig, men tog til sidst hendes hånd og de gik stille ved siden af hinanden. Mirabella spurgte pigen, hvordan hun var kommet ned på legepladsen helt selv. Pigen fortalte, at hun havde leget foran sit hus, da et par lidt ældre børn fra gaden havde spurgt om hun ville med. Så hun var gået med dem ned på legepladsen. I begyndelsen var alt gået fint, men så var de begyndt at mobbe hende og så var Mirabella kommet. Pigen førte hende ind i et nyere kvarter, med store, dyre villaer. De var ikke gået langt, da de stoppede foran en stor flot millionær-villa. Pigen kiggede ned og skrabede i jorden med sin ene sko. "Her bor jeg" mumlede hun. Mirabella smilede til hende. "Skal jeg gå med dig ind og forklare din mor og far hvad der er sket på legepladsen?" spurgte hun. Pigen var stille lidt, så nikkede hun genert. Mirabella gik med pigen hen til fordøren og ringede på. Lidt efter blev den åbnet af en ung pige. "Nå, der er du, Sofie. Din mor kunne ikke forstå hvor du var" sagde pigen, der tydeligvis var tjenestepige eller au-pair pige. Hendes blik faldt på Mirabella, der stadig holdt Sofie i hånden. "Og hvem er De?" spurgte hun lidt køligere. "Jeg fandt Sofie. Jeg vil gerne tale med Sofies mor" svarede Mirabella bare. Hun blev vist ind og blev bedt om at vente i en fornem stue. Sofie ventede sammen med hende. Hun blinkede til Sofie "Det skal nok gå" smilede hun.
Et øjeblik efter trådte en elegant dame ind i stuen. Hendes beige moderne, figursyede dragt sad perfekt på hendes åleslanke krop og hendes høje stiletter klikkede hen over stuegulvet. Ikke et hår sad forkert i hendes perfekte frisure og der var tydeligvis brugt timer på den at lægge den make-up hun havde på. Hendes flotte rød lakerede lange negle tydede på, at hun overlod arbejde til andre. Mirabella anede det forfærdede glimt i hendes øjne, da hun så sin datters forrevne, beskidte kjole, og sporerne af tårer på hendes kinder. Mirabella rejste sig og præsenterede sig. Derefter fortalte hun kort og roligt hvad der var foregået på legepladsen. Moderen vendte blikket mod sin datter "Sofie? Er det sandt?" spurgte hun. Pigen nikkede med tårer i øjnene. "Damen her fik dem til at stoppe og så fulgte hun mig hjem" hviskede hun. Moderen så på Mirabella og rømmede sig - tydeligt ilde berørt. "Øhm tak fordi De hjalp min datter. Jeg øh..." "Åh, det var så lidt." afbrød Mirabella med et varmt smil og fortsatte "Og nu må jeg desværre gå. Jeg har en aftale". Hun strøg Sofie over håret. "Pas nu bedre på en anden gang" sagde hun blidt inden hun vendte sig og gik ud af stuen med et kort nik til moderen.
Da hun kom tilbage til stien fortsatte hun sin tur. Hun smilede og følte sig glad over at have gjort noget godt, så helt impulsivt begyndte hun at hoppe og danse hen ad stien. Et ægtepar der gik forbi hende lavede øjne og rynkede på næsen, men hun var ligeglad for hun var i godt humør. Nogle andre unge trak på smilebåndet og stak hovederne sammen. Mirabella stoppede med at hoppe og danse. Hendes humør var dalet. Hun burde have husket at folk her i byen ikke kunne lide at hun var så impulsiv. Godt og vel en halv time senere bankede hun på sin veninde Annes dør. Der gik lidt inden hun lukkede op. "Hej Anne. Jeg kom lige forbi. Har du tid?" spurgte Mirabella smilende. Anne rullede med øjnene og lod hende komme ind "Har jeg måske ikke altid tid til dig?" lød svaret. De to veninder fulgtes ind i Annes stue og Mirabella smed sig i sofaen og skubbede sandalerne af, så hun kunne sidde barfodet og afslappet i sofaen. "Det sædvanlige?" spurgte Anne på vej ud i køkkenet og Mirabella nikkede. Lidt efter kom hun tilbage med to glas og en kande lækker kold hjemmelavet lemonade. Kun Anne kunne lave den så godt. Da hun havde sat sig i stolen overfor og skænket til dem begge, så Anne på sin veninde og spurgte "Nå, hvad er der så sket siden sidst?". Mirabella fortalte ivrigt om alt hvad der var sket. Lige fra fuglen der havde hilst godmorgen til pigen på legepladsen som hun havde hjulpet. Og Anne lyttede som sædvanligt. Hun var vant til at Mirabella var lidt speciel, så det undrede hende slet ikke, at Bella havde sagt godmorgen til en fugl eller var stoppet for at beundre en sommerfugl. Heller ikke at hun var stoppet for at hjælpe en lille pige der blev mobbet. Eller at hun havde danset på stien. Den slags var bare typisk for Mirabella.
Mirabella klædte sig som hun ville - uden hensyn til mode. Hun var overbevist om, at hun kunne kommunikere med dyr. Hun nød de enkle og gratis glæder i livet, og så meget lyst på livet. Hendes tankegang om de fleste ting var meget anderledes og hun sagde det tit åbent. Dette var bare et par af de ting der gjorde Mirabella helt anderledes end andre og meget speciel. Men mange synes, at hun var mærkelig og det var desværre ikke alle der kunne acceptere, at Mirabella var som hun var. Hun havde prøvet at finde andre venner og veninder end Anne. Men når de opdagede hvordan hun var, forsvandt de lige så stille igen. De ville ikke være sammen med en, der ikke opførte sig "normalt". Mirabellas familie var ikke meget bedre efter Annes mening. De prøvede hele tiden at ændre på hende og irettesatte hende konstant, når hun prøvede at fortælle dem om de ting hun oplevede og som hun fandt interessant. "Det er jo ren fantasi. Glem det og prøv at lev lidt mere i virkeligheden" sagde hendes familie konstant til Mirabella. Anne havde gang på gang overværet deres manglende støtte, og hun synes, at det var synd, at de ikke kunne acceptere Mirabella som hun var. En fri, fantasifuld og sanselig sjæl, der var noget helt for sig selv. Selv havde Anne for længst accepteret Mirabella og hun var glad og stolt over at være hendes veninde.
Et par timer senere gik Mirabella hjem igen. Hun fulgte samme sti. Solen skinnede stadig. Hun havde nydt samværet med sin veninde, Anne. Da hun kom hjem satte hun sig i en af stolene ud på terrassen og nød solnedgangen. Farverne var fantastiske denne aften. Et par fugle skældte ud i nærheden, men ellers var der helt stille. Da hun begyndte at fryse, gik hun indenfor. Hun skulle jo også have fundet noget frem til aftensmad og se en film i tv bagefter. Eller måske ville hun læse den bog færdig som hun var i gang med?... Da Mirabella gik i seng for at sove den aften, tænkte hun "Jeg fik jo ret. Det blev en rigtig dejlig dag i dag".