Johnny var min anden kæreste og et kapitel i mit liv som jeg helst vil glemme.
Året var 1994 og jeg havde gennem et stykke tid læst kontaktannoncer - dels for sjov og dels fordi jeg var ved at være træt af at være uden en kæreste. Jeg havde slået op med min første kæreste 2 år tidligere og havde ikke haft nogen kæreste i mellemtiden. Jeg fandt så en annonce, som jeg af en eller anden grund svarede på. Den 1. november 1994 fik jeg svar fra ham. Han hed Johnny og ville gerne vide lidt mere om mig. Så jeg skrev tilbage, at han gerne måtte skrive til mig. Der gik ikke mange dage før jeg fik et nyt brev fra ham. Han havde medsendt et pasfoto af sig selv. Det forestillede en alvorlig, usmilende ung mand med lyst hår og (fandt jeg senere ud af) blå øjne. Jeg synes ved første blik, at han så flink og sød ud. Han lignede en fast, solid type. Lige den type, som jeg ønskede at få som kæreste. Derfor havde jeg heller ingen betænkeligheder, da jeg skrev tilbage, at jeg stadigvæk gerne ville mødes med ham. Han ringede så en aften og spurgte om han måtte komme og besøge mig en fredag aften og det sagde jeg ja til.
Fredagen kom og Johnny kom på besøg. Han troppede op med blomster og med sin lille hund Pelle. Vi drak te og kaffe, spiste kage og snakkede. Senere gik vi en tur sammen og holdt i hånd. Inden han tog hjem, aftalte vi, at han skulle komme igen næste aften.
Et par dage efter flyttede Johnny ind i min et værelses lejlighed og vi var kærester.
Jeg kan huske, at Johnny allerrede den første aften han var på besøg, fortalte mig, at hans familie var medlemmer af Jehovas Vidner. Han sagde godt nok, at bare fordi hans familie var det, betød det ikke at han var det. Men måske burde jeg nok have set advarselstegnene allerrede dengang. Det gjorde jeg bare ikke. For Johnny var jo så sød.
Johnny var 27 år og jeg var 23 år. Vi boede i min 1-værelses lejlighed, selvom Johnny havde sit eget hjem i en mindre by tæt på hvor vi boede. Mine forældre kunne ikke lide Johnny, men de kunne selvfølgelig heller ikke lide min første kæreste, så det tog jeg mig ikke af. På det tidspunkt arbejdede jeg som kontorelev ved kommunen og Johnny prøvede at starte sit eget værksted/firma.
Vores forhold var nok som alle andres. Nogle gange gik det godt - andre gange skændes vi. Johnny syntes især, at jeg så for meget TV og der var mange ting som jeg ikke måtte for ham. Jeg skulle altid spørge ham om lov først inden jeg gjorde noget - lige meget hvad - ellers blev han sur. Desuden krævede han, at jeg skulle kunne svare på hans spørgsmål i løbet af sekunder, og han kunne ikke forstå, at jeg mange gange skulle have tid til at tænke mig om i længere tid inden jeg svarede. Der var altid mange ting i vejen. Men som regel gik det jo godt.
På et tidspunkt i 1995 begyndte Johnny også at snakke om, at vi skulle forlove os, flytte sammen i et rigtigt hus og at vi snart skulle have børn sammen. Alle ting på en gang. Han spøgte med, at han ville gemme mine p-piller. Men jeg var stadig kun 23 år og midt i min uddannelse som kontorelev, så jeg var ikke meget for tanken om at skulle være mor allerrede. Men det var jo Johnny der bestemte. Jeg var da også med ham ude og se på forskellige huse. Min far var også med. Min far har senere fortalt, at Johnny - uden min viden - forsøgte, at lokke min far til at være kautionist så vi kunne købe et hus, men det ville min far ikke lægge penge ud til. Min far mente, at det var for risikabelt. Heldigvis for mig blev jeg ikke gravid og vores planer om at flytte i et hus blev heller ikke til noget.
Jeg havde ikke lagt mærke til hvor meget Johnny egentlig bestemte over mig før bagefter. Mine venner og familie var ligeså langsomt forsvundet. Der var faktisk kun Johnny og mig tilbage. Jeg havde bare ikke set det. De var bare lige så langsomt gledet væk - en efter en. Fordi Johnny ikke brød sig om dem eller de ikke brød sig om Johnny. Den eneste veninde der sådan rigtigt holdt ved, var Rikke. Hende havde jeg kendt siden Handelsskolen (1989) og vi er stadig bedste veninder den dag i dag. Men hun holdt sig også lidt i baggrunden, for hende brød Johnny sig heller ikke om. Og mine forældre og familie gjorde det samme. Jeg tror, at det var fordi, de ville lade mig indse min fejl selv i stedet for at prøve sige, at det jeg gjorde var forkert. For havde de gjort det havde jeg nok blevet ved Johnny af bar trods. Og jeg gjorde jo stadig hvad Johnny sagde. Mine forældre er overbevidst om, at Johnny har været tæt på at hjernevaske mig. Om det passer ved jeg ikke.
Men vores forhold holdt ikke længe. En aften sidst i juli i 1995 havde vi skændes om en bagatel. Jeg husker ikke om hvad. Pludselig gav Johnny mig en lussing - helt uden grund. Jeg stod som stivnet i et par sekunder. Jeg havde for længe siden givet mig selv det løfte, at første gang en fyr/mand slog mig, så var det ud - forbi ! Jeg har læst mange sørgelige historier i ugebladene om kvinder, der har været i voldelige forhold og jeg havde bestemt mig for, at jeg ikke ville være en af dem. Og nu - nu gav Johnny mig pludselig en lussing ! Jeg reagerede ved at begynde at slå løs på ham med mine små hænder i ca. ½ minut (- som om det hjalp noget!) imens jeg græd og skreg hysterisk:
"Du slog mig! Du slog mig!"
Jeg var helt ude af mig selv og normalt er jeg ellers ikke den der sådan mister besindelsen. Men det gjorde jeg altså lige der. Så med et holdt jeg op og vendte bare ryggen til ham, mens jeg fortsatte med at græde. Johnny forsøgte selvfølgelig at trøste mig. Sagde undskyld og at han aldrig ville gøre det igen og den slags. Men jeg følte mig kold. Jeg kunne stadig føle aftrykket af hans hånd på min kind, der hvor hans lussing havde ramt mig. Inderst inde havde jeg taget min beslutning - det var forbi mellem Johnny og mig.
Jeg lagde mig fuldt påklædt og ville stadig ikke tale med Johnny, selvom han prøvede. Men jeg var kold og ignorerede ham. Næste morgen sagde jeg så roligt jeg kunne til ham, at jeg syntes det var bedst, at han pakkede sine ting og gik. Jeg ville ikke se ham mere. Johnny sagde, at han jo nok havde gættet, at det var det jeg havde besluttet mig for. Men det forhindrede ham ikke i at prøve på at ændre min beslutning. Men for en gangs skyld stod jeg fast. Johnny skulle ud. Og han gik da også til sidst. Min mor har senere spurgt mig hvorfor jeg overhovedet ventede med, at smide Johnny ud til næste morgen - hvorfor jeg ikke smed ham ud samme aften lige efter, at han havde slået mig. Det sagde hun, at hun ville havde gjort hvis det havde været hende. Jeg stiller også mig selv det samme spørgsmål den dag i dag. Jeg ved det ikke. Måske er jeg for god af mig.
Kort tid efter blev jeg alvorligt syg for anden gang (det er en livshistorie, som jeg vil fortælle en anden gang) og blev indlagt på Vejle Sygehus i 3 måneder. Jeg husker ikke så meget fra den tid, så det meste har jeg fået fortalt af mine forældre.
Jeg havde jo stadig min lejlighed og den sørgede mine forældre for mens jeg var indlagt. De vidste godt, at jeg havde slået op med Johnny og hvorfor. Men han havde stadig nogle ting i min lejlighed og han havde heller ikke afleveret sin nøgle til min lejlighed endnu. Min far aftalte en dag med ham hvor de skulle mødes i min lejlighed, så han kunne hente tingene og aflevere nøglen. Min far har fortalt, at Johnny var truende overfor min far og ikke meget for at aflevere nøglen. Da Johnny fandt ud af, at jeg var kommet på hospitalet prøvede han også at opsøge mig der. Men mine forældre havde forklaret situationen til lægerne og personalet, så når Johnny ringede eller dukkede op blev han simpelt hen afvist og nægtet adgang til mig. Og det var måske meget godt med den tilstand jeg lå i.
Johnny skabte også problemer på andre måder, imens jeg lå syg på sygehuset. Han bestilte store dyre ordre hjem i mit navn og når kreditorerne så ikke fik deres penge, dukkede de jo op på min adresse og ville have pengene. Så måtte min far jo forklare dem den rette sammenhæng og så måtte de jo til at lede efter Johnny, som jo heller ikke kunne betale. Det var noget værre rod. Og det fortsatte i lang tid - også efter jeg kom hjem fra sygehuset og kom tilbage til min lejlighed. Jeg vidste ikke, at Johnny var så sur på mig over, at jeg havde brudt med ham, at han ville gøre sådan noget. Jeg fik også telefonregninger på opkald som jeg ikke havde foretaget. Men det fik min far også stoppet, ved at ringe til telefonselskabet og jeg fik et andet telefonnummer.
Der gik lang tid inden jeg rigtig følte, at jeg var helt fri af Johnny. Og mange gange når jeg gik nede i byen, var jeg egentlig lidt bange - for hvad nu hvis jeg mødte ham?
Der gik nogle år. Jeg tror, at det var i 1999 eller 2000. Jeg stod på busstationen og ventede på min bus. Pludselig var der en dame der hilste på mig. Umiddelbart kunne jeg ikke kende hende, men jeg hilste igen.
"Kan du ikke huske mig?" spurgte damen.
Jeg svarede nej. Damen fortalte, at hun var Johnnys moster og om jeg nu kunne huske hende. Det kunne jeg stadig ikke - kun svagt. Min sygdom havde bl.a. efterladt mig ret store huller i min hukommelse. Jeg kunne svagt huske, at jeg havde været med Johnny på besøg ude hos hans familie og der havde der vist også været en onkel og en moster. Men jeg kunne ikke huske hvordan de så ud efter så mange år. Men hun kunne altså huske mig. Af ren og skær høflighed spurgte jeg så hvordan det gik med Johnny. Hun svarede, at det ikke gik så godt. At han for et års tid siden var kørt galt på sin knallert og, at han nu var invalid for resten af livet og sad i en kørestol - lammet og kunne næsten ingenting selv.
I det øjeblik hun fortalte det, kunne jeg ikke lade være med at tænke - lidt skadefro:
"Ha, det er hans straf, fordi han slog mig dengang!"
Jeg ved godt, at man ikke må tænke så ondt om sine medmennesker, men jeg kunne ikke lade være lige i det øjeblik hun sagde det. Og jeg har tænkt det mange gange siden. Men jeg er ikke så hævngerrig længere. Og når jeg tænker tilbage, så var det jo egentlig heller ikke fordi han slog mig rigtig - han gav mig jo bare en lussing ! Men det var nok ! Det var en lussing for meget - i hvert fald for mig! Han overskred min grænse!
Men som sagt før, så er Johnny et kapitel i mit liv som gudskelov er overstået nu og som jeg helst vil glemme.