Det gyldne korn står og svajer let i sommervinden. Fuglene flyver dovent og lavt. Der hersker en fredfyldt stilhed over landskabet, kun afbrudt af naturens egne lyde.
   I kornet på marken vokser der sådan nogle smukke kornblomster. De er lige så blå som himmelen - og de dufter så friskt som jorden på en varm dag efter regnen er faldet.

Den blå kornblomst står der midt i det hele – stolt som en lille konge i sit eget kongerige og svajer i den varme sommervind, løfter sit hoved mod solen og lader sig bestøve af de summende bier. Men den smukke blå kornblomst står ikke alene i det solgylne korn. Der er den gule smørblomst, den røde valmue og mange, mange flere. Så mange smukke farver blandet sammen i et stort virvar - som en malers farvepalet. Placeret lige der midt i naturen. En lille plet af naturens skønhed. Alt ånder fred og ro her i dette lille paradis.

Men så brydes den fredelige stilhed af lyden af et menneske.

Det er en lille pige, der kommer løbende og forstyrrer freden. Hun ser sig om på marken. Ser blomsterne og giver sig til at plukke dem - en for en. Glemmer tiden for en stund. Hun mærker kulden da en stor tung, regnfuldt sky dækker for solen og dens varme. Pigen ser op og løber derefter hurtigt hjem med blomsterne. Hun trykker dem så fast ind til sit bryst, for at beskytte dem til hun når hjem. Hendes lange hår flagrer efter hende i vinden og kjolen slår om hendes ben.

Da hun kommer hjem, sætter hun dem i en vase med vand. For en tid synes hun, at blomsterne er så smukke, men snart glemmer hun dem igen og finder en ny interesse. Men blomsterne mister deres kraft og farve og bliver langsomt helt hvide - og så visner og dør de til sidst !

Blomsterne havde engang været så kønne og blå at se på ude i kornet - lige som himmelen...