Der var engang for længe, længe siden et land, hvor mennesker og dyr boede side om side og de kunne tale samme sprog.
I dette land boede der også en meget smuk prinsesse. Alle mænd ville gerne giftes med hende fordi hun var så smuk, men prinsessen havde endnu ikke fundet en mand som hun ville have til ægtemand.
En dag da prinsessen gik en tur alene i skoven, kom hun forbi en stor skovsø. Hun stoppede for at hvile sig og satte sig på en sten. Ved bredden sad der en stor tudse. "God dag smukke prinsesse," hilste tudsen høfligt. Men hun værdigede den dårligt et blik og kiggede bare ud over søen. Tudsen hoppede hen til hende. "Min smukke prinsesse. Jeg har hørt, at du søger en ægtemand. Jeg vil gerne have lov at fri til dig," sagde tudsen, mens den knælede for hende.
Et øjeblik var prinsessen stum af forbløffelse, men så begyndte hun at le højt. "Du må da ikke være rigtig klog. Skulle jeg - landets smukkeste prinsesse - gifte mig med dig? Dig - din grimme, ækle tudse? Ha ha ha ha" Og så lo hun mere og mere. Men tudsen synes ikke det var sjovt. Han blev såret og ked af det, for han synes jo ikke selv, at han var grim og ækel.
Med bøjet hoved gik tudsen væk og gemte sig. Han satte sig længere væk ved en mindre sø og stirrede trist ned i vandet på sit spejlbillede. "Er jeg virkelig så grim og ækel?" spurgte han sig selv. "Det må jeg jo være, når selveste landets prinsesse siger det". Og så sad tudsen der og græd for sig selv og blev mere og mere ulykkelig.
Lige indtil han hørte en stemme sige:
"God aften, tudse. Hvad sidder du her og græder for?"
Tudsen så op og så Skovens Gudinde stå foran ham. Skovens Gudinde var en mægtig troldkvinde, der havde store magiske kræfter. Og hun viste sig kun for nogen der havde brug for hjælp. Og nu stod hun der foran ham - Tudsen - i sin strålende, lysende kappe. Tudsen fortalte hende om sit mislykkede frieri til landets smukke prinsesse og om hvor ked af det han var blevet, da hun kaldte ham grim og ækel. Skovens Gudinde lyttede og da han var færdig med at fortælle, sagde hun:
"Jeg kan gøre dig til et menneske. Jeg kan gøre dig rig og flot, så prinsessen vil elske dig. Men så vil hun også kun elske dig for det. Hun vil aldrig elske dig for den du virkelig er. Vil du det?" Tudsen tænkte sig om. Han ville jo gerne have prinsessen, men han ville jo også gerne have, at hun skulle elske ham for den han var. Som om gudinden kunne læse hans tanker, sagde hun "Det problem må du selv finde løsningen på, hvis du vælger at blive et menneske". Tudsen tog sin beslutning, rankede ryggen og nikkede. Han ville gerne have at gudinden forvandlede ham til et menneske. Derpå tog Skovens Gudinde sin tryllestav frem og svang den en gang over tudsens hoved, så tryllestøvet dryssede ned over ham. Straks efter begyndte han at forvandle sig til et menneske, og snart stod han som en flot, ung mand der i skoven. "Held og lykke" sagde gudinden og forsvandt i et lysglimt.
Tudsen havde nu fået meget mere selvtillid efter han var blevet forvandlet til en mand. Han klædte sig i de flotteste klæder og tog navnet Prins Tom. Derpå begav han sig ind mod den store by, hvor kongeslottet lå. For nu måtte prinsessen da sige ja til at gifte sig med ham. Prins Tom travede rask af sted og to dage efter sit første møde med hende, kom han til slottet.
Frejdigt bankede han på porten og bad om at komme til at tale med prinsessen. Efter lang tids venten fik han endelig fik lov til at komme ind i modtagelsesrummet, hvor hun sad og ventede på sin trone. Prins Tom gik hen til prinsessen, lagde sig på knæ og friede til hende. Og denne gang var prinsessen langt mere flink. For nu synes hun godt om det hun så. "Du ser jo flot ud. Og rig er du også. Dig vil jeg gerne giftes med" sagde prinsessen, smilede indsmigrende og blinkede koket med øjnene. Men prins Tom kom pludselig i tvivl og tænkte på det som Skovens Gudinde havde sagt. Han så op og ind i prinsessens øjne. Og han vidste med det samme, at det var forkert det han var i gang med. Han rejste sig og gik et par skridt tilbage. "Jeg beklager, men jeg kan alligevel ikke gifte mig med dig. Du kan lide mig nu, hvor jeg er flot og rig. Men dengang, hvor jeg bare var en grim og ækel tudse, ville du ikke vide af mig og du lo af mig. Dengang var jeg ikke god nok. Men jeg er stadig den samme indeni. Men det kan du ikke se. Derfor kan jeg ikke gifte mig med dig. Farvel prinsesse" sagde han og forlod slottet.
Prinsessen var chokeret og rasende over hans afvisning, men hun kunne ikke gøre noget. Og desuden havde han jo ret. Hun skjulte sig i sit kammer i flere dage og ville ikke tale med nogen.
Prins Tom gik tilbage til skoven. I flere dage vandrede han rundt forskellige steder i skoven. Rastløs og anspændt. Men en dag hvor han sad ved søen, kom der pludselig en køn, ung pige forbi. Hun var en fattig væverske, der var på vej til marked for at sælge de tæpper som hun havde vævet. Pigen sagde, at hendes navn var Abelone og hun spurgte Prins Tom om han kendte vejen, for hun mente, at hun var faret vild. Prins Tom viste hende den rigtige vej og Abelone tilbød ham et tæppe som tak for hjælpen. I det samme kom en lille frø hoppende hen over stien. Den slæbte sit ene ben efter sig. "Åh det er vel nok synd. Kom lad mig hjælpe dig" udbrød Abelone og hjalp frøen op. Hun lagde en forbinding om frøens ben og frøen takkede hende mange gange inden den glad hoppede videre. Nu var det sådan, at lige netop denne frø var en af tudsens - altså Prins Toms - fætre og gode venner. Men det vidste Abelone jo ikke noget om. "Du synes måske ikke, at frøer og tudser er grimme og ækle?" spurgte Prins Tom hende forsigtigt. "Nej da. De er da de flinkeste væsner i dette land" svarede Abelone med et smil. I det øjeblik vidste Prins Tom, at han havde fundet den ægte kærlighed og den pige han ville giftes med.
Prins Tom fortalte nu Abelone hvem han i virkeligheden var og alt hvad der var sket siden han var blevet forvandlet fra en tudse til en mand. Og bagefter friede han til hende. Abelone lyttede til ham og da han friede - svarede hun ja.
Sammen tog de til marked, hvor de fik solgt alle Abelones smukke tæpper. Derefter tog de tog tilbage til Abelones lille hytte der lå længst tilbage i skoven. For de penge de fælles havde, fik de snart forbedret hytten så det blev et rigtig fint hus, hvor de kunne bo godt og uden at mangle noget. De samlede alle deres venner - både dyr og mennesker - og holdt et stort og smukt bryllup. Og de levede begge lykkeligt til deres dages ende.
Hvorvidt landets smukke prinsesse nogensinde fandt sig en ægtemand, ja det melder historien ikke noget om...