Klokken var 6.30 om morgenen, og det havde allerede været lyst længe. Solen skinnede, og det var dejligt vejr, som det altid var på sådan en sommermorgen. Den 4-årige pige ankom til børnehaven sammen med sin mor. Hendes mor skyndede på hende. Hun havde travlt - skulle skynde sig på arbejde. Pigen fulgtes med sin mor ind i børnehaven, hvor de blev mødt af en af pædagogerne, der ville tale med pigens mor. Pigen var utålmodig. Hun ville ud i solen. Ud og lege - sådan som hun plejede at gøre. Hun ville ikke stå og vente på, at de voksne blev færdige med at snakke. Hun slap sin mors hånd og løb gennem børnehaven. Ud gennem døren til legepladsen bagved. Legepladsen var helt tom, for pigen var den første, der var kommet. Hun så sig om, imens hun smilede om kap med solen og tænkte:
   "Tænk at jeg har hele legepladsen helt for mig selv!"
   Den lille pige kunne dårligt rumme sin store glæde. Hun løb hen til gyngerne og tog sig en gyngetur. Derefter tog hun sig et par ture på rutsjebanen. Hun var nået hele legepladsen rundt, da hun endte ved sandkassen. Hendes yndlingssted. Der lå stadig noget legetøj fra dagen før. Hun løb hen og fyldte en lille spand med vand fra den udendørs vandhane og gik så forsigtigt tilbage for ikke at spilde vandet. Hun stilede spanden med vand fra sig i sandkassen, satte sig i det solvarme sand og begyndte at lege.
   Hendes mor var for længst glemt. Pigen var optaget af sin leg - af sit eget lille univers. Hun rynkede næsen i koncentration og tog endnu en skovlfuld sand for at fuldende sit lille sandslot. Hun rettede lidt hist og her og kiggede derefter på resultatet med et stolt udtryk. Med et stort smil lukkede hun øjnene og løftede ansigtet mod solen, som om hun ville have solens mening om sandslottet. Og det var som om, solen skinnede ekstra meget lige i det øjeblik, og pigens smil blev lidt større.

Men hendes glæde skulle blive kort. For nu hørte hun larm og støj og råben inde fra børnehaven. Der var kommet flere børn. Snart ville legepladsen være fuld af andre børn, og hendes lille morgenparadis ville være forbi. Hun ville ikke længere have legepladsen for sig selv.

En dreng var kommet ud fra børnehaven. Han fik øje på pigen ovre i sandkassen. Han stod lidt derfra og så på hende og hendes flotte, lille sandslot. En underlig følelse af jalousi og misundelse kom langsomt op i ham og gjorde ham vred. Hvorfor skulle hun sidde der og lege, når det kunne være ham? Han gik hen til sandkassen. Nu ville HAN lege der. Han skubbede hende væk, tog spanden og skovlen fra hende. Og sparkede hendes smukke sandslot i stykker. Så brutalt ødelagde han alt det, som hun så omhyggeligt havde bygget. Nu lå hendes fine sandslot i ruiner... Gråden trængte sig på, og pigens øjne blev blanke. Hun snøftede, og solen fangede en enkelt tåre, der løb ned af hendes ene kind. Hendes lille hjerte var knust. Hendes glæde var knust.

Pigen vendte sig tavst og gik hen imod børnehaven. En sky gled for solen, og det blev pludselig køligt. Drengen skuttede sig, men legede stædigt videre med sin leg. Han så efter hende, da hun gik. Et øjeblik fortrød han, hvad han havde gjort. En halv undskyldning lå på hans læber, og han var lige ved at kalde på pigen og sige, at hun godt måtte lege i sandkassen alligevel.

Men han var tavs, og hun forsvandt ind i børnehaven...