Vi er stagneret i tidens paradoksale revolution
et sted hvor anarkistiske begreber flyder
rundt i en opløst æter fuld af rodløse børn

jeg kan høre dem skrige
bag den subtile skal som udgør nationens camouflage
og det eneste der diskuteres blandt de magthavende
er om det er for farefuldt at krænge overfladen itu,
bryde rutinen og tørre de forgrædte øjne,
de kære anonyme som stagnerer i det nu vi er
af frygt for at trodse os med fulde af had
og bevidste om vores egentlig sagesløse stillinger

vi er jo blot elementer i en rå urbanisering
der æder alt det vi engang anså for oprør
individualisterne går fejl i deres kulminerende land
bliver dele af mainstreamkulturen
dør lidt hver gang deres ord sælger ud
med budskabet om evig rebelsk ungdom
og de røde flag der vejrer i evig modvind
falmer i fællesskabet hvide overflade

de store historiers tid er død og vil der
blive født en ny Strunge på baggrund af dette?
Hvem kan se det smukke i den nye tendens
hvor alt det vi byggede på er kuldslået, intakt?
Vil der opstå ny epoeter
her på vores materieliserede blå planet?
Har vi gjort hverdagen blå i sindet
og kommer nyskabelsen mon snart?