Gang på gang, har en veninde brugt denne sætning.
Når vi har talt om seriøse problemer med at formulere tekster, eller indlæg i debatter her på pennen, så bliver disse ord sendt gennem rummet:
Giv mig din menneskelighed.

Den fattige vil have noget, vi ikke vil give bort. Den syge vil have noget, vi ikke vil give bort. Mange steder fra lyder et råb om hjælp i den hverdag, der er så forjaget, og kan være så følelseskold og fortvivlende. Råbet er et oprigtigt ønske om hjælp. Et oprigtigt ønske om blot at vise medmenneskelighed og forståelse. Intet andet, end at være der, at lytte og være en ven for dem, som har brug for det. Ikke gaver, æresord der ikke bliver overholdt, eller dumme undskyldninger, men blot en ægte ven. En man kan stole på, eller et forstående ord.
At turde forære lidt af sit eget overskud væk er dyder, vi ofte glemmer, når vi er sammen med andre. At turde lytte i stedet for at tale og formane er ord, som er blegnet i erindringen.
Ser vi smerten i næstens, naboens, vennens øjne? Forstår vi, når vi lytter, hvad det er, der fortælles til os?
Her på Pennen, særligt i dagbøgerne, ser og læser jeg ofte et ønske, et råb om menneskelighed. Men er vores verden virkelig blevet så forrået, at vi ikke kan se, at der ofte er brug for os... blot som menneske? Har vi virkelig så travlt, at vi ikke kan stoppe op, lytte, være der for andre?
De skjulte sygdomme, dem der ikke kan ses, er ofte det, der for den "syge" giver den oplevelse, der får sætningen til at få mening. Den fattige, den ensomme, vil så gerne have noget af os uden at behøve give noget i stedet. For de udstødte giver sætningen tillige mening og bliver rammende.
Giv mig din menneskelighed! Disse ord ses ofte i de tekster, jeg læser. Ses mellem de linier, der skrives. Jeg føler og mærker, at her er der et menneske, som måske nok har familie eller andet såkaldt netværk, men alligevel godt kan være så ensom eller ulykkelig, at smerten kan være uudholdelig. Det ses ikke direkte, men kan ofte anes i fortvivlede øjne, der ydmygt beder...
Giv mig din menneskelighed.

Bare tanker over en sætning, jeg ikke kan slippe.