Når træerne skyder,
genlyder skoven af grønt,
og selv geværet er bange
for at blive forladt
og stillet i regnskabet,
hvor der ligger spildt krudt
nok til at starte på en frisk,
hvis ikke det var så vådt.
Inde i træerne er der ved
og ved ikke hvad,
der kommer på kolber
i den anden ende
af løbet,
der er kørt
i stillingen
og ender uafgjort.
Og det bliver bare grønnere
og grønnere,
så det sætter sig
på tværs i øjenæblerne,
der må svulme,
til de falder
fra deres huler
og lander i knitrende
brunt løv,
knitrer lavmælt med
mens vi komposterer igen.