Hvis du smører tyndt ud
er der mening nok i din nat
til at dække hele dagens krop
salvens musik svøber dig
i din mindst ventede hud
din glaslagte støbning
er ikke kun en tanke væk
men rummer også en remisens
der er dig nærmere end du tror
- således forlenes det drømte
med den drømmende
under poplernes ihærdige
bestræbelser på at være træer
du træder varsomt frem
i din skygge er der tøven nok
til et landskab
beboet af overlevere
du synker dit spyt
ned i nattens svælg
og ved det ikke helt alligevel
- er det nok?
- er du?
- er du det?
Der er tvivl nok
til årene der kommer
og luft nok til dine lunger
når du råber:
giv mig mig!
Og skoven svarer
- Mig mig
et ekko af ingenting
som et dit at bruge.