Jeg var lige flyttet ind i min oldemors lejlighed sammen med min kæreste, da jeg første gang mærkede hende tilstedeværelse i stuen, hvor hun døde i sin lænestol ved telefonen.
Som skrevet var vi lige flyttet ind og om aftenen, da vi var på vej i seng, ville jeg lige sidde i vores sofa for at ryge mig en smøg. Min kæreste var gået i seng, og da oplevede jeg, at hun var tilstede.
Jeg mærkede, at der kom en kold luft bag min nakke og alle vinduer var lukket, så det kom ikke der fra.
Næste dag fortalte jeg det til min kæreste og han grinede bare af mig og sagde, at det nok bare min var fantasi, der var løbet af med mig, fordi jeg var træt.
Men så senere på aftenen, da vi havde spist, mærkede jeg det igen og der rejste mine hår i nakken sig for det var endnu koldere end før. Så spurgte jeg min kæreste om han ikke mærkede det, men det gjorde han ikke. Det var åbenbart kun mig der kunne mærke det.
Der skal lige skrives, at jeg har haft den sjette sans fra barnsben, men kun i perioder.
Jeg kunne altså mærke hende, engang imellem, og det var mest om aftenen inden vi skulle i seng.
Så gik der et par dage, hvor jeg ikke mærkede hende, det var på sin vis dejligt, for så havde jeg ikke den fornemmelse af, at hun holdt øje med mig.
Men pludseligt mærkede jeg hende igen, da jeg sad i vores sofa og så tv.
Den aften var min kæreste ikke hjemme, og da jeg vendte mig om, så jeg en hvid skygge i vores anden stue. Det lignede min oldemor.
Jeg blev bange og stiv i kroppen, så rejste jeg mig fra sofaen og gik ind i den anden stue, men der var ikke nogen.
Den aften glemmer jeg ikke.
Fra den dag af holdt min oldemor op med at gå forbi min nakke med en kold luft og jeg kunne heller ikke mærke hende mere, så jeg tror, at hun er gået igennem den hvide tunnel til næste verden.
Men jeg savner hende da engang imellem, fordi så vidste jeg, at hun havde det godt, når hun kom med et lille pust kold vind i nakken på mig.
Jeg tror på, at der er noget mellem himmel og jorden, for hvorfor skulle vi være alene i hele universet.