Tomrum - natten svæver
i tornedans med gråden.

I mørkets glubende dyb
svæver en ensom stjerne,
der med korte fangarme
rækker efter månens lys,
På stjernen sidder skikkelsen
i sin egen uvirkelighed.

Bristefærdige skyer
trues af dårskabens dæmoner,
der hvirvler lydløst rundt
i den uendelige univers.
Skikkelsen er krøbet
sammen som fosteret,
der venter på tegn.
Mørkets rædsler vogter.

Stilheden brydes af
skriget fra stjernen
med de korte fangarme,

der ej mere har sin frihed,
men spundet i angstens net,
som fæstningens styrke.
Af jordens kraft slynges
skikkelsen af sin stjerne
og farer ud i intethed.